Medborgerhuset i Ejby er et livligt samlingspunkt, hvor frivillige i mange år har sørget for børneteater, koncerter, foredrag og meget mere til glæde for alle i Ejby. Og nu får medborgerhuset også sit eget minibibliotek. Det gav et enigt byråd grønt lys til på møde den 25. februar.
“Det her er et fantastisk eksempel på, hvad stærke lokale kræfter kan lykkedes med at skabe. Og jeg vil gerne sige stor tak til alle de frivillige i Ejby Medborgerhus, som har taget initiativ til, at vi nu i fællesskab kan åbne et mini-bibliotek. Jeg er sikker på, at biblioteket kommer til at skabe endnu flere fællesskaber og gode stunder på tværs af generationer i Ejby,” siger borgmester Marie Stærke.
Minibiblioteket bygger ovenpå det såkaldte ’bibliotekspunkt’, som har været drevet af frivillige i medborgerhuset siden 2012. Her har man kunne hente reserverede materialer fra Køge Bibliotek og bytte bøger fra bogbyttehylderne. Med minibiblioteket, vil KøgeBibliotekerne nu sørge for, at der fast bliver fyldt bøger på hylderne, som kan lånes med hjem samme dag.
Minibiblioteket skal drives af medborgerhusets frivillige, som bliver oplært i basal biblioteksbetjening.
Kilde:
Nyt fra byrådets møde den 25. februar 2025
