Hvordan kan Region Sjælland gøres endnu mere attraktiv og bæredygtig? Det er regionen ved at lægge en strategi for. Frem til den 31. december kan borgere og organisationer og andre med interesse i den regionale udvikling komme med input.
Der er behov for nye initiativer og mærkbare forandringer overalt i Region Sjælland, hvis regionen også i fremtiden skal være et attraktivt sted at bo, uddanne sig og arbejde i. Derfor vil Region Sjælland i begyndelsen af 2024 lancere en ny regionale udviklingsstrategi, som skal gælde til og med 2033.
– Vi ønsker at sætte en langsigtet og ambitiøs retning for, hvordan vi omstiller vores fantastiske region til fremtiden. Det er vigtigt, at have det lange lys på, så vi bedre kan indfri regionens mange potentialer og tage hånd om de udfordringer, vi står overfor, udtaler Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Regionen er nu klar med udspil. Her foreslås tætte partnerskaber og fælles indsatser med offentlige og private aktører i og uden for Region Sjælland. Bæredygtig udvikling er også et centralt fokus i den nye strategi – det gælder både inden for miljø og klima, men også at Region Sjælland socialt og økonomisk udvikler sig i en bæredygtig retning.
– Vi lægger op til tiltag, der styrker den grønne omstilling, de unges uddannelsesmuligheder og borgernes sundhed. Samtidig er fokus på at udnytte de fremtidige muligheder ved Femern Bælt-forbindelsen, styrke den kollektive trafik og skabe attraktive levevilkår og oplevelser for borgerne i hele regionen, siger Heino Knudsen.
Ønsker bidrag til strategien
Frem til 31 december kan borgere, kommuner, uddannelsesaktører og andre med interesse i den regionale udvikling give input til forslag til udviklingsstrategien.
– Strategien er for hele geografien Region Sjælland. Derfor er det også afgørende, at så mange som muligt bidrager med inputs og løsninger, der kan trække regionen i en mere grøn, økonomisk og social bæredygtig retning, siger Christian Wedell-Neergaard, formand for udvalget for Regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og international samarbejde.
Udspillet er udarbejdet i tæt samspil med de 17 kommuner, Erhvervshus Sjælland og andre centrale aktører. Formålet er at sikre, at der er sammenhæng i ambitionerne for den regionale udvikling og et fælles billede af de potentialer og udfordringer, der er for Region Sjælland.
Det tager udgangspunkt i Regionsrådet borgerløfter i dets nye strategi ”Region Sjælland – for borgerne” og følges op af konkrete handlingsplaner, der fastlægger regionens bidrag til at skabe udvikling og fremdrift inden for strategiens fem temaer.
På Region Sjællands hjemmeside er det muligt at finde høringsudkast til strategien og afgive høringssvar.
Høring af regional udviklingsstrategi for 2024-2033.
Sidste frist for at afgive høringssvar er den 31 december 2023. Den endelige strategi forventes vedtaget af Regionsrådet i foråret 2024.