Klima- og kulturfestivalen KLIMAX skal få arrangører og gæster til at tænke bæredygtighed ind i byudvikling og kulturevents. Også når festen er forbi.

Under overskriften ”fest, fornuft og federe fremtid” byder klima- og kulturfestivalen KLIMAX på madoplevelser, fælleshaver, børnekultur, arkæologi, udstillinger, koncerter, foredrag, kunstoplevelser og debatter om en grønnere, sjovere og mere bæredygtig hverdag.

Det hele kommer til at foregå i Køge Nord den 15.-18. september, hvor der er lagt op til en vitaminindsprøjtning af det lokale engagement i grøn produktion, bæredygtigt kulturliv og omstillet hverdag.

Ikke kun affaldssortering
Når KLIMAX bruger kulturen, kommer festivalen til at fungere både som udstillingsvindue, laboratorium og fejring af lokalt engagement – især fordi festivalen også vil danne grundlag for, hvad der sker på den lokale kulturscene fremadrettet.

– At tænke bæredygtigt bliver en forudsætning for de kulturoplevelser, vi skal have i fremtiden. Derfor handler det ikke kun om at afholde en festival og hvilke materialer, der bliver brugt eller hvordan affaldet bliver sorteret bagefter. Det er mindst lige så vigtigt, at aktørerne møder hinanden og får udvekslet erfaringer, som de kan tage med, næste gang de tænker i kulturarrangementer – og som også kan inspirere os andre i hverdagen, når festivalen er forbi, siger formand i Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, Ken Kristensen.

Festivalen er arrangeret af Køge Kommune i samarbejde med Museum Sydøstdanmark, Det Grønne Hus, Tapperiet og flere andre lokale aktører og institutioner inden for kunst, kultur og hverdagsliv.

Kulturlivet skal være drivkraft
Under festivalen vil der være tre forskellige områder, hvor der sker noget; plænen ved Køge Nord Sportscenter, ved Kvarterhuset i Ølsemagle og omkring Køge Nord Station, så gæster og arrangører kan bevæge sig rundt for at få forskellige indtryk. Hele området er nemlig en del af den byudvikling, hvor kulturlivet skal være en drivkraft til fællesskab og bæredygtighed for både nye og kommende beboere.

God bæredygtighed slår rødder
Over de kommende år vil eksempelvis fælleshaver og beboernes lokalhistorie slå rødder i området. KLIMAX er nemlig et ud af i alt fire projekter, som skal sikre en bæredygtig og mangfoldig bydel i Køge Nord Skovby. De øvrige projekter består af TIDSLINJEN ved Museum Sydøstdanmark, kunstprojekter ved KØS Museum for kunst i det offentlige rum og Madskoven ved Det Grønne Hus.

Kunsten spiller en central rolle i udviklingen af Køge Nord Skovby. Kunsten kan påvirke os på en særlig måde – den kan tale til vores følelser og derigennem være med til at motivere os til en mere bæredygtig livsstil. Derfor bliver kunst og kulturliv en drivkraft i KLIMAX og udviklingen mod mere bæredygtighed.

KLIMAX-arrangørerne har desuden efterlyst gode idéer til bæredygtig livsstil, både før og under festivalen, så der kommer flere små knopskydninger ud af festivalens idéer.

KLIMAX forener alle de gode kræfter lørdag den 17. september med et stort Høstgilde på plænen ved Køge Nord Sportscenter, som hylder ”det gode levede liv”, inden festivalens sidste dag, søndag den 18. september.

Læs mere om KLIMAX-festivalen og se det fulde program på Facebook

Læs mere om alle projekterne i Køge Nord Skovbyplanen

Kilde.