Så er det længe ventede nye kunstgræstæppe på Herfølge Stadion på plads. Sammen med nye spillerbokse til eliteungdomshold og et tilskuerhegn betyder det en betydelig forbedring til glæde for de mange aktive spillere.
De mange fodboldspillere, der både træner og spiller kamp på Herfølge Stadion, har fået deres vigtige bane ved Søllerupvej tilbage. Fodboldbanen har været så slidt og plaget af vand, at den i perioder har været meget vanskelig at bruge – men det har et helt nyt kunstgræstæppe rådet båd på.
Sammen med det nye kunstgræstæppe er der udført ekstra dræning og tilføjet en drænmåtte, som leder vand bort, så de aktive spillere kan både træne og spille kampe på det nye tæppe året rundt. Sammen med forbedringer som blandt andet nye spillerbokse til 12 personer for eliteungdomshold og et tilskuerhegn har stadion altså fået en opgradering.
Det er Køge Kommune, der har stået for at finansiere forbedringerne, mens Herfølge Boldklub har været tæt på processen ved at hjælpe med at få træningen koordineret bedst muligt i forhold til anlægsarbejdet og ved at tilkendegive deres ønsker til projektet.
Læs mere her:
Nyt kunstgræstæppe på plads i Herfølge