Oplev en dag fyldt med esoteriske oplevelser, historiske fortællinger og magiske møder, når Køge Museum inviterer til Det Okkulte Marked i samarbejde med Copenhagen Occult Club lørdag den 24. maj.

Den 24. maj 2025 forvandles gårdhaven på Køge Museum til en levende markedsplads for det mystiske, det magiske og det mytiske. Med 17 boder spækket med okkulte fund – fra tarotkort og krystaller til håndlavede amuletter og alkymistiske remedier – åbner museet dørene til et nyt okkult marked

På markedet kan møde passionerede hekse, spirituelle vejledere og alkymister, der deler deres viden og tilbyder alt fra auraaflæsninger til magiske ritualer.

“Vi har lavet Det Okkulte Marked for at bygge videre på den stærke historiske fortælling, som BESAT-udstillingen formidler. Køge har en særlig og mørk plads i heksejagtens Danmarkshistorie, og det vil vi gerne aktivere på en nutidig og sanselig måde. Markedet skaber en levende ramme, hvor besøgende kan møde moderne hekse og spirituelle udøvere – og måske spejle sig i de forfulgte kvinder fra fortiden,” siger Kristoffer Rosner Rydahl, kommunikations- og marketingchef på Museum Sydøstdanmark.

Markedet rummer også korte, levende fortællinger i selve udstillingen BESAT, hvor museumsinspektør Berit Christensen tre gange i løbet af dagen deler nye vinkler på de dramatiske retssager og skæbner. Derudover kan gæster tage med på en guidet byvandring med museumsformidler Marie Holst, som fører deltagerne gennem Køges gader og den dramatiske heksehistorie fra virkelighedens domhuse og båle.

Praktisk information:

Dato: 24. maj 2025

Tid: kl. 11.00 – 16.00

Sted: Køge Museum, Nørregade 4, 4600 Køge

Pris: Gratis adgang til markedet

Byvandring: Kl. 13.00-14.00. Pris 125 kr. inkl. entré. Billetkøb via www.museerne.dk

 

Nyt okkult marked ser “dagens mørke” på Køge Museum. Pressefoto.