På trods af økonomiske usikkerheder er antallet af registrerede i RKI på et historisk lavt niveau. Det viser nye tal for første halvår 2024 fra data- og teknologivirksomheden Experian. Se hvordan din kommune klarer sig.
Ovenpå et år præget af økonomiske usikkerheder i form af blandt andet inflation, uroligheder i Ukraine og rentestigninger er færre danskere registrerede i RKI. Samlet set er antallet af danskere i RKI faldet med 1,7 procent siden årsskiftet. En udvikling, der kommer bag på direktøren hos data- og teknologivirksomheden Experian, der driver RKI-registret.
– Det er overraskende for mig, at vi ser færre danskere i RKI. Men det viser endnu en gang, at mange danskere har en bundsolid privatøkonomi, selvom der stadig er en del udsatte, hvor privatøkonomien halter ovenpå de seneste års udfordringer, forklarer Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.
Variationer på landsplan
Rundt omkring i kommunerne er det tydeligt, at danskerne er blevet bedre til at betale sine regninger. Igen i år placerer Region Hovedstad sig som de flittigste betalere, hvor blot 2,83 procent af indbyggerne er registrerede i RKI. Herudover er det kommuner som Gentofte, Dragør og Frederiksberg, der slår igennem på listen over kommuner med færrest borgere i RKI.
Sådan står det desværre ikke til på resten af Sjælland. I den anden ende af skalaen finder man Lolland, Guldborgsund og Slagelse fra Region Sjælland, hvor borgerne i højere grad kæmper med at få enderne til at mødes. Alligevel ser disse kommuner også et fald i antallet af RKI-registrerede. Det vidner om, at borgernes privatøkonomi er mere robust i alle egne af landet.
I resten af landet fordeler de jyske og fynske kommuner sig mere jævnt på listen. Særligt nordjyderne mestrer at betale sine regninger, og hele 14 ud af 19 kommuner i Region Nordjylland har færre dårlige betalere end landsgennemsnittet.
Interessant er det, at nordjyderne samtidig er de danskere, der skylder flest penge i RKI opgjort per person.
Små gældsbeløb er bekymrende
I det store billede viser tallene imidlertid, at danskerne samlet set har mindre misligholdt gæld. Det gennemsnitlige skyldige beløb lyder på 49.426 kroner per person. Det er 3.274 kroner mindre sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Selvom udviklingen peger i en positiv retning, er det for tidligt at slå sig til ro over de nye RKI-tal. Når man stiller skarpt, antyder tallene nemlig, at flere danskere er sårbare overfor økonomiske udsving.
– Ved at zoome ind på RKI-tallene kan vi se, at andelen af registrerede, der skylder op til 5.000 kroner, er steget betragteligt. Det er alt andet lige et udtryk for, at der er en del danskere, der hurtigt kan væltes af mindre og uforudsete omkostninger, forklarer Bo Rasmussen.
10 kommuner med færrest RKI-registrerede indbyggere:
Allerød, Region Hovedstaden: 1,25%
Fanø, Region Syddanmark: 1,29%
Skanderborg, Region Midtjylland: 1,57%
Gentofte, Region Hovedstaden: 1,58%
Rudersdal, Region Hovedstaden: 1,61%
Dragør, Region Hovedstaden: 1.64%
Egedal, Region Hovedstaden: 1,66%
Hørsholm, Region Hovedstaden: 1,69%
Lyngby-Taarbæk, Region Hovedstaden: 1,70%
Frederiksberg, Region Hovedstaden: 1,92%
10 kommuner med flest RKI-registrerede indbyggere:
Lolland, Region Sjælland: 8,11%
Guldborgsund, Region Sjælland: 5,99%
Ishøj, Region Hovedstaden: 5,68%
Slagelse, Region Sjælland: 5,26%
Brøndby, Region Hovedstaden: 5,00%
Tønder, Region Syddanmark: 4,95%
Kalundborg, Region Sjælland: 4,86%
Albertslund, Region Hovedstaden: 4,86%
Vordingborg, Region Sjælland: 4,81%
Haderslev, Region Syddanmark: 4,76%
Køge Kommune er rangeret som nr. 45
Se alle kommuner her: