Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2019/04/10 til 2019/04/23.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Biltræf til ulempe – Transportcentret, Truckvej – Køge
kl. 2241 fik politiet anmeldelser om, at der var biltræf ved transportcentret og at bilerne hold på Truckvej og Bragesvej. Bilerne holdt i vejen for de lastbiler, der skulle ind på transportcentret. Politiets indsatsleder og færdselspolitiet kørte til stedet og opløste biltræffet. De personer politiet traf på stedet blev vejledt om, at politiet holdt øje med dem, samt at politiet ville følge dem, uanset hvor de kørte hen. Ingen blev sigtet for noget i den anledning.
Brand i træskur – Omøvej, Køge
Kl. 2221 kom et alarmopkald om brand i et træskur, der var beliggende tæt ved et rækkehus. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det viste sig, at branden var startet i en affaldscontainer, der stod inden i skuret. Ilden blev slukket inden den bredte sig yderligere, og der skete kun skade på døren til skuret. Ingen personer kom til skade ved branden. Et vidne så tre unge mennesker løbe fra stedet kort efter branden startede, men vidnet kunne ikke beskrive personerne nærmere. Politiet undersøger nu branden nærmere, for at forsøge at klarlægge, om de unge mennesker kan have en rolle i sagen, idet det ikke kan udelukkes, at branden var påsat.
Politiet vil gerne høre fra borgere, der har bemærket nogle personer omkring Omøvej op til branden startede. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Musikanlæg på trækvogn til ulempe – Duehusvej, Bjæverskov – Køge
Kl. 0036 fik politiet en anmeldelse om, at et gruppe unge mennesker gik rundt i Duehus-kvarteret med en trækvogn, hvorpå der stod et musikanlæg, der spillede meget høj musik, så de vækkede alle i kvarteret. Senere kom endnu en anmeldelse om, at “festen” nu var nået til et sted syd for Skovboskolen i Bjæverskov. En patrulje blev send til stedet, men da var festen slut. Politiet traf en 17-årig mand fra Bjæverskov på stedet, der blev vejledt om ikke at holde fest på den måde en anden gang.
Brand i redskabsskur – Spanagervej, Lille-Skensved – Køge
Kl. 0523 kom en 112 alarm om brand i et redskabsskur beliggende i en baghave. Brandvæsnet fik slukket branden før den bredte sig yderligere, og der skete derfor kun skade på skuret. Ingen personer kom til skade ved branden, der var startet ved, at husets beboer havde smidt aske fra sin grill ud bag ved skuret. Asken havde ulmet og antændt skuret. Politiet optog rapport i sagen og skal nu tage stilling til, om der er sket brud på beredskabsloven om uforsigtighed med ild.
2. påskedag (mandag) – tirsdag:
Færdselsuheld – Køgevej, Fjellebro, Ringsted – Ringsted
Kl. 1610 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor to biler var stødt delvist frontalt sammen. Der var sendt flere ambulancer til uheldsstedet, hvor det viste sig, at bilerne var standset på cykelstien på den nordlige side af vejen. En 79-årig mand fra Sorø var kørt i en personbil ad Køgevej mod vest og med tre passagerer i bilen. Af ukendte årsager kom han for langt over i den modsatte kørebanehalvdel, således at han stødte delvist frontalt sammen med en anden personbil ført af en 71-årig mand fra Ringsted i østlig retning ad Køgevej. To passagerer – en 78-årig kvinde og en 79-årig mand begge fra Fjenneslev – blev indbragt til skadestuen i Køge til undersøgelse og fornøden behandling for mindre læsioner. Begge førere og den sidste passager slap fra uheldet med diverse knubs. Der var kun et spor farbart på uheldsstedet i forbindelse med redningsarbejdet, men ingen trafikophobning.
Brandundersøgelse – Salbyvej, Køge
Kl. 2252 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en privat beboelse. Det viste sig, at der var opstået en utilsigtet brand uden for en brændeovn, som den 52-årige mandlige beboer havde forsøgt at begrænse. Brandvæsnet fik dog slukket ilden, som kun nåede at forrette skader over brændeovnen, men også sodskader på vægge og inventar i øvrigt. Den 52-årige blev tilset af personalet fra en tilkaldt ambulance, men ønskede ikke at komme på skadestuen. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag nu undersøges nærmere af politiet.
Indbrud i tøjforretning – Rådhusstræde, Køge
Kl. 0235 fik politiet en henvendelse fra et alarmfirma, som kunne oplyse, at flere tyverialarmer var gået i gang. Politiet kunne kort efter konstatere, at frontpartiet på en tøjbutik havde fået knust ruderne mv. Politiets foreløbige undersøgelser tydede på, at der var tale om et såkaldt rambuktyveri. På stedet fandt politiet et tabt / efterladt emblem fra bilmærket Mercedes, hvorfor et køretøj af det mærke måske kan have været anvendt til indbruddet. Politiet har p.t. ingen oplysninger om stjålne varer og fandt i øvrigt ikke nogen biler med skader efterladt i området.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have bemærket noget i forbindelse med rambuktyveriet i nat, eller som har set et køretøj formentlig af mærket Mercedes med mulige skader. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Brand i byggeaffald – Strandvejen, Køge
Kl. 1524 rykkede politiet og brandvæsnet ud til ildebrand i noget affald. Det viste sig, at der var tale om ildebrand i byggeaffald, der lå på en grund tæt på fortovet. Der var ikke risiko for spredning af branden, hvor grundejeren havde ikke været i nærheden, da branden opstod, eller fyldt affald i bunken de seneste par uger. Brandårsagen kunne politiet ikke umiddelbart klarlægge og hælder til en tese om, at f.eks. henkastet cigaretskod kan være årsagen. Ingen kom til skade ved branden.
Hashrygning i p-hus førte til narkofund – Blegdammen, Køge
Kl. 2108 fik politiet en anmeldelse om, at der var nogen i P-huset, der røg hash. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en gruppe personer opholdt sig. Politiet fik fat i en 32-årig mand fra Fakse Ladeplads, men de andre stak af fra stedet. Den 32-årige blev fundet i besiddelse af 0,11 gram kokain og en pakke med psykofarmaka, som ikke umiddelbart var ordineret til ham. Politiet sigtede den 32-årige for besiddelsen af stofferne, der blev beslaglagt. Politiet skal nu undersøge, om den 32-årige lovligt kunne besidde medicinen. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Københavnsvej, Køge
Kl. 0720 bemærkede en patrulje under kørsel ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Køge, at en personbil uden nummerplader kørte på motorvejen i samme retning. Politiet fulgte efter bilen, der kørte fra motorvejen ved Solrød S-afkørslen og via Cordozavej ad Københavnsvej mod syd, indtil politiet standsede bilisten. Der var tale om en 43-årig mand fra Køge, som kørte rundt i bilen uden nummerplader. Han kørte også i bilen uden at have førerret, som politiet inddrog i 2006, da han undlod at aflægge en kontrollerende køreprøve. Politiet sigtede ham derfor for forskellige overtrædelser af færdselsloven og herunder for kørsel uden førerret. Han var dermed for tredje gang inden for de seneste tre år blevet afsløret i at køre bil uden førerret, hvorfor politiet beslaglagde personbilen med henblik på senere konfiskation. Den 43-årige vil derfor blive indkaldt til et retsmøde på et senere tidspunkt.
Hurtig spritbilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 1345 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 135 km/t ad motorvejen i nordlig retning, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 110 km/t. Den målte personbil blev ført af en 52-årig mand fra København SV, som ikke kunne fremvise et kørekort til politiet. Årsagen var, at han havde fået sin førerret inddraget den 3. april 2019 i anledning af en verserende sag om narkokørsel. Han blev derfor indledningsvist sigtet for kørsel uden førerret og hastighedsovertrædelsen. Sigtelserne blev kort efter udvidet til også at omfatte spirituskørsel, idet en alkometertest afslørede, at han var påvirket af spiritus under kørslen. Den 52-årige blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil således høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen er modtaget.
Narkokørsel mv. – Stensbjergvej, Køge
Kl. 1755 bemærkede en færdselspatrulje en personbil køre ad Stensbjergvej mod syd og frem mod rødt lys i lyskrydset ved Norsvej. Føreren af personbilen var en 29-årig mand fra Store-Heddinge, som blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. En efterfølgende narkometertest indikerede dog, at han var påvirket af både hash, kokain og amfetamin under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Indbrud i Perioden
Rådhustræde, Køge
Tangmosevej, Køge