Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2019/05/31 til 2019/06/11.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Drenge gik fra motionsdag – Astersvej, Køge
Kl. 1113 fik politiet en anmeldelse om, at to drenge på henholdsvis 7 og 8 år var gået fra Østervangsskolen i forbindelse med en motionsdag. Ingen af drengene havde en telefon på sig. Politiet iværksatte en eftersøgning af de to drenge, og der blev søgt alle de steder, som de kunne tænkes at være taget hen. Omkring kl. 1300 fandt en hundepatrulje frem til den 8-årige dreng, der kunne fortælle, at den 7-årige opholdt sig ved en spejderhytte ved Ringparken. Kort efter fandt en patrulje den 7-årige dreng, der var gået fordi han var ked af det. Begge drenge blev genforenet med deres forældre, og politiet skrev en socialrapport, så de sociale myndigheder kan afklare om familien har brug for støtte i forhold til drengenes trivsel.
Vejvrede endte med påkørsel – Vordingborgvej, Køge
Kl. 1826 anmeldte en 40-årig mand fra Albertslund, at han kort forinden kørte med sin familie i nordlig retning på Vordingborgvej i Køge, da han bemærkede en stor firhjulstrækker med store hjul. Firhjultrækkeren fyldte meget på vejen og kørte slingrende, så den 40-årige overhalede firhjulstrækkeren, og så da at føreren sad og gestikulerede. Anmelderen dyttede, for at gøre føreren af firhjultrækkeren opmærksom på, at han kørte uhensigtsmæssigt. Da familien kort efter overhalingen kom til en rundkørsel på Klemmestrupvej, gassede firhjultrækkeren op og kørte op foran familiens bil, hvor den bremsede, så firhjulstrækkeren og personbilen stødte sammen. Den mandlige fører steg ud og hev passagerdøren op, hvor den 40-åriges kone sad. Han var aggressiv, truende og lænede sig ind over konen, for at få fat i den 40-årige, mens han råbte ad dem. Herefter forlod manden i firhjulstrækkeren stedet i nordlig retning uden at den 40-årige bilejer fik oplysninger o m manden til brug i sagen om påkørslen.
Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til manden i firhjulstrækkeren. Den 40-årige og hans kone skal afhøres nærmere i forhold til signalement på den flygtende mand og køretøjet.
Borgere der har overværet optrinnet, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen skal kontakte politiet på tlf. 114.
Narkokørsel – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 0203 sigtede og anholdt politiet en 30-årig mand fra Lille-Skensved for narkokørsel, da han var påvirket af kokain. Den 30-årige havde desuden intet kørekort og var i besiddelse af 0,18 gram kokain, som politiet beslaglagde. Den 30-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet venter nu på svaret på blodprøven, hvorefter den 30-årige vil høre nærmere i sagen.
Mandag (2. pinsedag) – tirsdag:
Færdselsuheld / narkokørsel mv. – Vordingborgvej / Møllebækvej, Herfølge – Køge
Kl. 1207 fik politiet en anmeldelse fra en bilist, som havde været impliceret i et færdselsuheld, hvor modparten var flygtet fra stedet. Det viste sig, at en 62-årig kvinde fra Køge var kørt i en personbil ad Møllebækvej mod vest, hvor hun i krydset ved Vordingborgvej ville svinge til højre og derfor standsede. Efter at være kørt lidt frem bremsede hun for at opfylde sin vigepligt og blev herunder påkørt bagfra en anden personbil. Hun tog kontakt til den mandlige fører, som ifølge den 62-årige sad med en joint i hånden. De to parter aftalte at tale nærmere om uheldet i en parkeringslomme på Vordingborgvej, som den 62-årige kørte hen til. Undervejs bemærkede hun, at den mandlige bilist kørte i den modsatte retning og forsvandt uden at give sig yderligere til kende over for modparten. Politiet efterlyste bilen og fandt den senere på den mandlige bilists bopæl. Der var tale om en 25-årig mand fra Tureby, som deltog i en narkometertest. Den indikerede, at han var
påvirket af hash, hvorfor politiet mistænkte ham for også at have været påvirket af hash på tidspunktet for færdselsuheldet. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve. Den 25-årige blev tillige sigtet for kørsel uden førerret samt flugt fra uheldsstedet og vil senere høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret for euforiserende stoffer.
Færdselsuheld med cyklist – Køgevej, Roskilde
Kl. 1750 kørte en 38-årig kvinde fra Malaysia med bopæl i Roskilde på cykelstien langs Køgevej på sin cykel. Ud for Eriksvej kørte cyklisten frem for ubetinget vigepligt og blev ramt af en personbil, som blev ført af en 78-årig kvinde fra Roskilde. Den 38-årige blev kørt med ambulance til sygehuset for at blive tilset, men hun slap fra uheldet uden alvorlige skader. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring uheldet.
Hastighedsmåling ved vejarbejde – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 2058 blev en 38-årig mand fra Kastrup sigtet for at køre for hurtigt forbi et vejarbejde på motorvejen i en personbil. Han blev af færdselspolitiet målt til at høre 125 km/t i timen, selvom hastigheden på stede var nedsat til 80 km/t i forbindelse med vejarbejdet.
Straffen for forseelsen vil blive lagt op til, at der skal ske en betinget frakendelse af førerretten, hvilket betyder at den 38-årige skal op til en ny køreprøve. Ifølge færdselslovens regler, sker der en betinget frakendelse af førerretten ved en hastighedsoverskridelse på mere end 40% i en vejarbejdszone. Herudover vil bødepåstanden være på 3000 kr og 500 kr til offerfonden.
Solo-færdselsuheld – Ringvejen, Køge
Kl. 1012 var det sket et færdselsuheld på Ringvejen ved Ølbyvej, idet en bilist var kørt ind i et autoværn i en midterrabat. Det viste sig, at en 58-årig mand fra Karise under kørsel ad Ringvejen mod syd af ukendte årsager – muligt på grund af uopmærksomhed – var kørt ind i midterrabatten og ramt et autoværn, der adskilte trafikken mellem de to spor på stedet. Den 58-årige fører blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet uskadt fra ulykken. Ingen andre trafikanter blev involveret i ulykken.
Hurtige bilister på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl. 2032 sigtede færdselspolitiet en 49-årig mand fra Herfølge for at køre mindst 163 km/t i en varebil, selv om hastigheden højst måtte være 110 km/t ifølge skiltningen. Bilisten kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Kl. 2120 kørte en 22-årig mand fra Brabrand endnu hurtigere på motorvejen, idet færdselspolitiet målte ham til at køre med mindst 189 km/t i en personbil. Den 22-årige havde i forvejen en betinget frakendelse af kørekortet og kan nu efter den nye hastighedssag ud over en bøde forvente en påstand om ubetinget frakendelse af kørekortet i en periode. Begge sigtede vil derfor høre nærmere fra politiet i anledning af hastighedsovertrædelserne.
Færdselskontrol – Køge Bugt Motorvejen, Solrød
I tidsrummet kl. 09.20 – 11.30 foretog færdselsafdelingen en hastighedskontrol af bilister, der kørte ad motorvejen i sydlig retning ved Cementvej. 23 bilister blev via en laserkontrol afsløret i at køre hurtigere end de tilladte 110 km/t på strækningen. Af disse kørte tre bilister så hurtigt, at de fik klip i kørekortet, og yderligere to kan forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet. En af de hurtige bilister var også påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, og en enkelt bilist havde ikke erhvervet sig et kørekort inden kørslen på motorvejen. Alle kan forvente at høre nærmere fra politiet i den nærmeste fremtid.
Bil i brand – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 1618 fik politiet en melding om en brændende bil på motorvejen i det østgående spor ved Bjæverskov. Brandvæsnet var også sendt til stedet, hvor det viste sig, at bilen var blevet henstillet på et afspærret område i et forbindelse med noget vejarbejde. Myndighedernes indsats på stedet medførte kø-dannelse for trafikanter i østgående retning, da det ene spor kortvarigt var spærret. Det viste sig, at der alligevel ikke havde været brand i køretøjet, men ejeren kunne ikke køre videre og måtte derfor rekvirere et bugseringskøretøj til fjerne bilen. Ingen er kommet til skade ved hændelsen, og motorvejen var atter farbar i alle spor kl. ca. 1645.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 1547 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i det sydgående spor på Sydmotorvejen ved Køge, idet to biler var stødt sammen. En 27-årig mand fra Horslunde havde under kørslen i en varebil i den tætte trafik været lidt uopmærksom, så han påkørte bagenden af den forankørende personbil ført af en 44-årig kvinde fra København K. Sammenstødet bevirkede, at motorvejen var delvist spærret frem til kl. ca. 1620, hvor de implicerede biler var fjernet. Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet.
Kanonslag ved stationen – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 1927 fik politiet en anmeldelse om, at tre unge mænd kastede kanonslag i området ved togstationen. Politiet kørte til området, men traf ikke nogen med ulovligt fyrværkeri, idet de unge mænd formentlig havde forladt området i ukendt retning og ikke blev fundet ved eftersøgning i området.
Pengesedler i græsrabat – Kongebrovej, Lellinge, Køge
Kl. 2308 anmeldte en 49-årig mand fra Køge, at han for et par timer siden havde fundet flere pengesedler i græsrabatten på Kongebrovej. Pengesedlerne havde han samlet op og ville nu gerne aflevere dem til politiet, som fik dem udleveret på anmelderens bopæl. Bagefter kørte patruljen til Kongebrovej for at kontrollere, om der skulle være flere pengesedler i området. Politiet fandt ikke flere pengesedler, og ved en foreløbig undersøgelse af de indleverede 1.000 kr.-sedler kunne det tyde på, at de måske var falske. Derfor har politiet nu sendt pengesedlerne til kriminalteknisk undersøgelse for at få afklaret ægtheden og sikret eventuelle spor til identifikation af den eller de personer, der i strid med straffelovens bestemmelser har fremstillet muligt falske penge.
Narkobilist med narko i bilen – Søndre Viaduktvej, Køge
Kl. 2330 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest havde nemlig indikeret, at han var påvirket af både hash og kokain under kørslen i bilen. Ved en ransagning af bilen fandt politiet efterfølgende ½ gram hash og 4½ gram kokain, så sigtelserne mod den 18-årige blev udvidet til også at omfatte ulovlig besiddelse af hashen og kokainen. Politiet løslod den 18-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne.
Narkokørsel – Marksvinget, Køge
Kl. 0900 standsede politiet en 40-årig mand fra Køge, der var påvirket af euforiserende stoffer, mens han kørte bil. Manden blev anholdt og sigtet, og politiet fik udtaget en blodprøve, der senere vil være med til at afgøre mandens sag.
Spirituskørsel på knallert – Søndre Centervej, Køge
Kl. 0954 var føreren på en lille knallert væltet i en venstrekurve. Den 52-årige mand fra Faxe var ikke kommet noget til, men en tilfældig forbipasserende ambulance var standset for at hjælpe manden og tilbageholdte ham, da han blev skønnet spirituspåvirket. Politiet kom til stedet og anholdte manden, der blev sigtet og fik udtaget en blodprøve. Mandens knallert blev taget med, fordi politiet nu vil undersøge, om den kan køre hurtigere end det tilladte for en lille knallert. Han vil senere høre fra politiet om både spiritussagen og knallerten.
Færdselsuheld med påvirket fører – Hastrupvej, Køge
Kl. 1042 kørte en 27-årig mand fra Køge i en personbil ad Hastrupvej i nordvestlig retning, hvorefter bilen af uvisse årsager endte i en hæk. Manden blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og blev derfor anholdt, sigtet og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han vil høre nærmere.
Spirituskørsel – Fændediget, Køge
Kl. 0610 blev en 19-årig mand fra Køge sigtet for spirituskørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Han vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 1546 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld i det østgående spor på motorvejen. Ved politiets ankomst til uheldsstedet lå en personbil på taget. Føreren – en 75-årig mand fra Hørsholm – blev i en ambulance kørt til kontrol på skadestuen. Uheldet var sket kort forinden, da den 75-årige muligt havde fået et ildebefindende, så han trak ud mod nødsportet. Her påkørte han et skilt og ramte en betonklods ved et vejarbejde, så bilen væltede om på taget og standsede i vognbanen længst til højre. Motorvejen måtte spærres helt i ca. 30 minutter i forbindelse med fjernelse af den forulykkede bil. Den 75-årige var sluppet uskadt fra uheldet, som ikke havde direkte involveret andre trafikanter.
Uheldet medførte en større kødannelse, hvorefter utålmodige bilister – ifølge anmeldelser til alarmcentralen – forsøgte at vende rundt på motorvejen for at køre til afkørsel 34 Borup. Politiet kørte til området, men konstaterede ikke nogen bilister køre mod færdselsretningen. En utålmodig bilist kørte dog ca. 500 meter i nødsporet, indtil han ikke kunne køre længere og derfor trak ud i nærmeste vognbane. En bilist dyttede, hvorefter den utålmodige bilist bakkede “truende” hen mod bilisten uden at ramme bilen. En politimand, der i sin fritid havde observeret ovenstående, greb ind over for bilisten, der dog ikke ønskede at tale med politiet og flygtede fra stedet i bilen. Føreren af bilen blev dog senere identificeret som en 20-årig mand fra Aarhus C, som således kan forvente at blive kontaktet senere med henblik på sigtelse og afhøring til sagen.
Mærkelige lyde – Ølbyvej, Køge
Kl. 1844 fik politiet en henvendelse om nogle mærkelige lyde fra en haveforening. En anmelder opfattede lydene som skud, som blev afgivet i området. Politiet kørte til området med flere patruljer, der hurtigt fik kontakt til en 55-årig mand fra Køge Han var ikke i besiddelse af noget skydevåben, men erkendte at havde affyret noget ufarligt fyrværkeri kort forinden. Han blev derfor indskærpet reglerne for brug af fyrværkeri, inden politiet forlod området.
Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Kl. 1655 stoppede politiet en 28-årig mand fra Hvidovre, der kørte bil uagtet han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev anholdt for at få udtaget en blodprøve og vil høre nærmere om sin sigtelse i sagen senere.
Narkokørsel – Lyngvej, Køge
Kl. 1802 stoppede politiet en 20-årig mand fra Smørum, der kørte bil uagtet han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev anholdt for at få udtaget en blodprøve og vil høre nærmere om sin sigtelse i sagen senere.
Tyveri af pung ved busstoppested – Køge Station, Køge
Kl. 1838 ringede en 62-årig kvinde fra Køge til politiet, fordi hun omkring kl. 1400 havde fået stjålet sin pung. Mens hun skulle stige på bussen stod en mand bag hende. Manden steg ikke på bussen, men kvinden opdagede kort efter at hendes pung var væk. Hun spærrede derfor sine kort. Da hun kontaktede sin bank, fortalte de, at kortet var forsøgt misbrugt kort efter.
Spirituskørsel – Strandvejen, Køge
Kl. 2113 standsede politiet en personbil, hvor en 29-årig mand fra Store-Heddinge sad bag rattet, uagtet han var påvirket af spiritus. Manden blev sigtet og anholdt og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han vil høre mere fra politiet senere.
Narkokørsel – Astersvej, Køge
Kl. 2120 standsede politiet en 18-årig mand fra Køge i en personbil, der var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev derfor anholdt for at få udtaget en blodprøve og kan forvente svar på sin sigtelse, når resultatet kommer i politiets hænder.
Hastighed, stoffer og frakendt førerretten – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Kl. 2228 standsede en færdselsbetjent en personbil, der over en strækning på 4,5 km. havde kørt med en gennemsnitshastighed på 173 km/t, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Derfor nedlægges der påstand om betinget frakendelse af førerretten. Ved nærmere undersøgelse af føreren kunne politiet konstatere, at han tidligere var frakendt førerretten og ikke havde generhvervet den. Desuden var han påvirket af narkotika. Den 23-årige fører fra Frederikssund blev derfor anholdt for at få udtaget en blodprøve og vil høre nærmere om alle forholdene senere. Bilens ejer havde udlånt bilen til sin bror, der derefter havde udlånt den til føreren. Derfor bliver ejerens bror, en 32-årig mand fra Taastrup, også sigtet for at have udlånt sin bil til en person, der ikke har gyldig førerret.
Spirituskørsel – Københavnsvej, Køge
Kl. 0017 stoppede politiet en bil ud for en fastfoodrestaurant på Københavnsvej i Køge, hvor en 18-årig fører fra Køge var påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt for at få udtaget en blodprøve, og han vil senere høre mere fra politiet om sagen.
Narkobilist uden førerret – bil beslaglagt – Hovedvejen, Boruphuse, Lejre
Kl. 0710 kontrollerede politiet en personbil, der blev ført af en 47-årig mand fra Charlottenlund. Patruljebilens nummerpladescanner havde forinden oplyst, at bilejeren ikke havde nogen førerret. Føreren var netop bilejeren, som ikke kunne vise noget kørekort, da politiet tidligere havde inddraget dette og også hans ret til at være fører af en bil. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og sigtelserne blev udvidet kort efter, da han også blev mistænkt for at være påvirket af hash under kørslen. Politiet anholdt ham derfor kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da morgenens kørsel var fjerde gang i 2019, at han blev afsløret i at køre bil i narkotikapåvirket tilstand, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til.
Indbrud i Perioden
Rønnevej, Køge
Vordingborgvej, Køge
Ejbovej, Bjæverskov
Ringstedvej, Bjæverskov