Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/01/24 til 2020/02/04.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Ung mand fik frarøvet sin jakke – Toldbodvej, Køge
Kl. 12.31 anmeldte en 19-årig mand fra Køge, at han natten mellem søndag og mandag omkring kl. 03.00, var blevet overfaldet og frataget sin jakke, da han gik på over fodgængerfeltet ved den sydlige P-plads mod Køge Havn. Den 19-årige var af fire ukendte gerningsmænd blevet tildelt slag og spark på kroppen, og mændene tog hans dyre mærkejakke af mrk. Moncler. Den forurettede havde hørt nogen råbe af overfaldsmændene, mens det stod på. Mændene stak herefter af fra stedet i ukendt retning. Den forurettede slap fra overfaldet med knubs, men blev tilset på skadestuen.
Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand, ca. 20 år, ca. 185-190 høj, alm af bygning, kort sort hår, brune øjne. Anden etnisk oprindelse end dansk.
B-D: Mand, ca. 20 år, anden etnisk oprindelse end dansk.
Poltiet vil meget gerne i kontakt med vidner, som har set overfaldet på den 19-årige ved Køge Havn. Særligt vidnet, som råbte af gerningsmændene vil politiet gerne i kontakt med. Ring 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Biltyve anholdt – Nylandsvej, Køge
Kl. 02.08 så en politipatrulje en bil, som kørte hurtigt og fortsatte frem for rødt lys ad Nylandsvej i sydlig retning. Patruljen kørte efter for at standse bilen, som dog fortsatte videre ad Snogebækvej og videre ad Ørbækvænge, som endte blindt. Her stoppede bilen og det lykkedes politiet at anholde to mænd, mens yderligere to mænd fra bilen flygtede fra stedet. Bilen viste sig at være stjålet fra Nyrup i Sydsjællands og Lolland Falsters Politikreds den 2. januar 2020. De to anholdte, en 18-årig mand og en 17-årig begge fra Greve blev sigtet for brugstyveri og taget med til stationen til afhøring. De blev løsladt mandag morgen efter endt afhøring og sagsbehandling, men er fortsat sigtet i sagen. Politiet efterforsker nu sagen videre, for at forsøge at finde frem til de to personer som flygtede fra bilen.
Spiritus- og narkokørsel – Ringvejen, Køge
Kl. 20.20 blev en personbil ført af en 40-årig mand fra Køge standset, og føreren blev kontrolleret for, om han var påvirket under kørslen. Det viste sig ved en alkometer- og narkometermåling, at han var påvirket over det tilladte af både spiritus og narko. Derfor blev han anholdt og sigtet, og efter en blodprøve blev manden løsladt. Han vil høre nærmere om sagen, når resultatet af blodprøven kommer i politiets hænder.
Målrettet færdselskontrol på Køge Bugt Motorvejen
To politiassistenter gennemførte en færdselskontrol lørdag formiddag og eftermiddag på Køge Bugt Motorvejen. Det blev bl.a. til 10 klip i kørekortet og tre betingede frakendelser. I alt resulterede færdselskontrollen i 23 sager:
• 12 personer blev sigtet for at køre for stærk på en strækning, hvor der er hastighedsbegrænsning på 110 km/t. Det udløste 10 klip og en betinget frakendelse. Tophastigheden var på 167,4 km/t.
• 2 personer blev sigtet for at køre for stærkt med påhængs-/sættevogn. Det udløste 2 betingede frakendelser.
• 2 personer blev sigtet for forkert placering på motorvejen med påhængs- eller sættevogn
• 1 person havde ikke medbragt kørekort
• 1 person blev sigtet for manglende sikkerhedssele på børn i bilen
• 1 person sigtet for overtrædelse af vigepligt
• 2 personer blev sigtet for fejl eller mangler ved deres køretøjer
• 2 personer blev sigtet for øvrige færdselsovertrædelser
Grundlovsforhør i sag om skydevåben – Ringsted – Køge
Politiet fik torsdag formiddag et tip fra en borger, som henledte opmærksomheden på en landejendom i Kulerup i Ringsted – Køge kommune. Flere patruljer kørte til adressen, hvor der blev gennemført en ransagning. Under ransagningen fandt politiet to skarpladte pistoler. To mænd som var til stede på landejendommen blev anholdt, en 27-årige mand med adresse i Bjæverskov, og en 19-årig mand fra Ringsted, der blev taget med til stationen til afhøring. Efter juridisk vurdering af sagen blev det besluttet, at den 27-årige skulle fremstilles i grundlovsforhør som sigtet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder. Den 19-årige blev løsladt. Den 27-årige har relationer til det kriminelle miljø i Køge Grundlovsforhøret foregik ved retten i Roskilde.
Skudsikre veste beslaglagt i visitationszone – Køge
Politiet har i forbindelse med visitationszonen i Køge intensiveret patruljeringen i området. Der er i det seneste døgn foretaget 27 visitationer af personer inden for visitationszonen. I den forbindelse traf politiet torsdag aften en mindre gruppe mænd på Parkvej i Køge, som blev visiteret. Politiet fandt herunder tre af mændene iført en skudsikker vest, som politiet beslaglagde med henblik på konfiskation, idet politiet befrygter at vestene vil blive brugt til en kriminel handling. De tre mænd, på henholdsvis 25, 29 og 41 år fra Køge, ønskede beslaglæggelsen af vestene indbragt for retten, der nu skal tage stilling til, om indgrebet var retsmæssigt.
Cyklist ramt i rundkørsel – Køgevej/Østre Ringvej – Ringsted
Kl. 05.14 kørte en 60-årig kvinde fra Slagelse ad Østre Ringvej, hvor hun skulle ind i rundkørslen. En 57-årig mand fra Ringsted kørte på cykel ad Køgevej fra i vestlig retning igennem rundkørslen ved Østre Ringvej. Da bilisten kørte ind i rundkørslen overså hun cyklisten, som kørte i rundkørslen. Bilen snittede derfor cyklisten ved lav hastighed. Ingen kom til skade ved uheldet, men politiet optog rapport i sagen om vigepligtsforseelsen.
Bilist uden kørekort øvede bilkørsel – Vordingborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 11.17 blev politiet opmærksomme på, at der foregik privat køreundervisning på en parkeringsplads i Herfølge. Det viste sig, at en 79-årig mand var i gang med at undervise 41-årig kvinde i bilkørsel. I forbindelse med undervisningen var der opstillet en bane. De to personer forklarede politiet, at den 41-årige var i gang med at øve bilkørsel, inden hun skulle til køreprøve. Den 41-årige er ikke i besiddelse af gyldigt dansk kørekort. De to personer blev belært af politiet om reglerne for bilkørsel i Danmark, hvorefter politiet kørte videre til andre opgaver.
To mænd ramt af skud i Køge
Se udsendt pressemeddelelse på politiets hjemmeside under “Nyheder”.
Brandundersøgelse/bilbrand – Boholtevej, Køge
Kl. 20.09 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en bil på Boholtevej. Der var tale om en sort personbil, som var forsynet med en nummerplade, der rettelig skulle sidde på en anden bil af samme mærke, men dog en anden model. Bilens ene rude var rullet ned, og der var brand inde i kabinen. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, så der kun skete skader inde i bilens kabine. Da politiet har en mistanke om, at branden i bilen kan være påsat, har politiet indbragt bilen til nærmere tekniske undersøgelser i et forsøg på at få fastlagt brandårsagen præcist. Bilejeren er underrettet om sagen. Branden var blevet opdaget af en kunde, der netop havde forladt et nærliggende supermarked og opdaget brand i bilen.
Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket mistænkelig aktivitet omkring den sorte personbil inden anmeldelsen om bilbranden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Brandundersøgelse – Holmebækhuse, Herfølge – Køge
Kl. 13.20 kørte brandvæsnet og politiet til en mindre brand i en carport på en parkeringsplads. Ved politiets ankomst var branden dog gået ud, men der var dog mindre skader på både ud- og indvendig side af beklædningen på carporten. En parkeret bil fik dog ingen skader ved den mindre brand, som politiet har undersøgt nærmere i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.
Narkobilist med skunk – Astersvej, Køge
Kl. 22.55 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Herfølge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Ved anholdelsen fandt politiet ham også i besiddelse af knap tre gram skunk, som han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 29-årige, som dog vil høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.
Indbrud hos autoforhandler – Unionsvej, Køge
Kl. 03.26 fik politiet fra et alarmselskab melding om, at en tyverialarm var gået i gang, og at nogle personer via overvågning kunne ses gå rundt mellem de udstillede biler. Politiet kørte til området med flere patruljer og kunne hos autoforhandleren konstatere, at der var klippet et stort hul i hegnet ind til forhandlerens område med udstillede biler. En patrulje fandt kort efter en uindregistreret personbil forulykket på Værkstedsvej, hvor bilen var kørt ind i et træ. Føreren var stukket af fra stedet og blev ikke fundet af en hundepatrulje, der forsøgte at finde spor på stedet. Politiet undersøgte både biludstillingen og den forulykkede bil for tekniske spor.
Kl. 05.19 meddelte alarmselskabet, at der igen var aktivitet på området, idet en fremmed person kunne ses. Politiet kørte derfor igen til området og traf på Egedesvej en uindregistreret personbil med en 20-årig mand fra Køge bag rattet. Han blev anholdt som mistænkt for indbrud hos autoforhandleren, som samlet havde fået stjålet i alt fire biler ved de to indbrud. De to af bilerne var nu til stede, men en Suzuki Grand Vitara og en Suzuki S-Cross – begge hvide og uindregistrede – manglede stadig. Politiet kunne derfor mistænke den anholdte for at have været i ledtog med flere andre, p.t. ukendte medgerningsmænd. Den anholdte blev søndag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet foreløbigt til den 20. februar 2020.
Indbrud i Perioden
Bakkegårdsvej, Strøby Egede, Køge
Unionsvej, Køge
Codanvej, Køge
Bækgårdsvej, Borup
Hirsemarken, Borup