Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/09/21 til 2022/10/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bortgået dreng – Ringstedvej, Køge

Kl 09.22 mødte en mand en cirka seks-årig dreng, der gik langs siden af vejen. Han gik i pyjamas trods det våde vejr. Umiddelbart kunne drengen hverken dansk eller engelsk, men det lykkedes en af politiets patruljer at finde frem til drengens hjem. En lille time senere kom drengens mor hjem. Hun havde været nød til at forlade huset med en af drengens større søskende, og var taget afsted mens drengen stadigt sov.

Brand i bil – Ejbyvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 18.24 måtte en 34-årig mand fra Østjylland afbryde sin kørsel ad Vestmotorvejen, som han forlod, da alle lamper begyndte at lyse i bilens instrumentpanel. Han standsede på Ejbyvej og kunne efterfølgende konstatere, at der var udbrudt en brand i bilens motorrum.
Brandvæsnet blev tilkaldt og fik slukket bilbranden, uden at den 34-årige kom til skade. Politiet foretog sig ikke yderligere denne anledning.

Brand i skraldespand – Hovedgaden, Borup – Køge

kl. 02.05 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i en skraldespand. En forbipasserende så en mand stå ved skraldespanden, som kort efter brændte. Herefter satte den formodede brandstifter sig på bænken ved siden af skraldespanden. Da politiet kom frem sad en mand ved siden af den brændende skraldespand. Manden ønskede ikke at samarbejde, og han blev derfor anholdt, så brandvæsnet kunne få plads til slukningsarbejdet.

Den anholdte, en 53-årg mand fra Borup, blev sigtet for hærværk på skraldespanden, hvilket han erkendte. Brandvæsnet fik slukket branden, og der var ingen risiko for at ilden skulle sprede sig til andet. Kommunen blev orienteret om branden, og den 53-årige kan forvente at høre mere i sagen.

Euforiserende stoffer – Østre Banevej, Køge

Kl 00.40 fik en patrulje øje på en 18-årig ung mand fra Ringsted, der øjensynligt ikke havde lyst til at tale med politiet. Han løb fra stedet, men blev indhentet af patruljen kort derfra. Da han blev visiteret, viste det sig, at han havde en dolk på ca. 15 cm på sig samt flere små poser med i alt 5 gram hvidt pulver, som han erkendte var kokain. Han nægtede dog, at han skulle sælge stoffer til andre. Patruljen valgte efterfølgende at ransage mandens lejlighed, hvor der blev fundet flere klumper hash og andre effekter, der kunne indikere, at manden handlede med stoffer. Desuden fandt politifolkene også flere andre knive samt en signalpistol.

Færdselsuheld – Centervejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 19.35 anmeldte en 56-årig kvinde fra Ringsted, at hendes bil var blevet påkørt bagfra af en anden bilist, som hun havde forsøgt at få oplysninger ud af. Den skadevoldende bilist havde ikke ønsket at oplyse noget som helst og var til sidst kørt fra stedet. Nummerpladen havde kvinden dog aflæst, så politiet ledte efter bilen, men uden dog at finde den i første omgang.

Politiet har nu optaget rapport om påkørslen i et forsøg på at få identificeret modparten og årsagen til den manglende lyst til at deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.

Færdselsuheld – Ejbyvej / Spanagervej, Bjæverskov – Køge

Kl. 12.35 var en udlænding impliceret i et færdselsuheld, hvor modparten efterfølgende var kørt fra stedet uden at give sig til kende.

Det viste sig, at en 31-årig mand fra Tyskland var kørt i en personbil ad Ejbyvej mod nord, da han bremsede op før svingning til venstre ad Spanagervej. En personbil, der kørte i samme retning, stødte ind i bagenden på den tyske mands bil, men denne bilist kørte efterfølgende fra stedet.

Politiet forsøger nu at få identificeret den flygtede modpart, der kørte i en blå personbil. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om.

Færdselsuheld – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl 08.00 skete der et uheld, da en 43-årig mand fra Nordsjælland kom kørende på sin knallert på vej mod nord. En 17-årig mand skulle i det samme ud fra en ejendom på vejen og ramte manden på knallerten, der væltede. Den 17-årige valgte alligevel at køre fra stedet, men det lykkedes en tilkaldt patrulje at identificere føreren, der vendte retur til stedet, da politiet ringede til ham. Føreren af knallerten havde kun fået mindre skader, men blev kørt til behandling på sygehuset. Den 17-årige blev til gengæld testet positiv for bl.a. cannabis og derfor medtaget til sygehuset, så der kunne udtages blodprøve.

Færdselsuheld – Strandvejen, Køge

Kl. 15.02 var flere bilister blevet impliceret i et sammenstød på Strandvejen ud for en campingplads i udkanten af Køge by.
Det viste sig, at 26-årig mand fra Glostrup var kørt i nordvestlig retning og med sin personbil kørt op i bagenden af den forankørende i den tætte trafik. Dette sammenstød bevirkede, at to yderligere bilister blev impliceret i et såkaldt “harmonikasammenstød”.
Ingen kom til skade ved uheldet, hvor politiet blot registrerede parterne og omstændighederne ved.

Færdselsuheld – Ølbycenter, Køge

Kl. 19.51 anmeldte en 26-årig kvinde fra Køge, at hun kl. ca. 19.00 havde parkeret sin bil på en p-plads bag et supermarked, hvor hun efterfølgende foretog et indkøb.

Da hun ca. 20 minutter senere kom ud til bilen, var den blevet påkørt og skubbet nogle meter. Bagkofangeren var faldet af som følge af påkørslen, men hun havde umiddelbart ingen oplysninger om skadevolderen, der havde forladt stedet uden at give sig til kende.
Politiet har nu optaget rapport om påkørslen i et forsøg på at få identificeret skadevolderen.

Grundlovsforhør – Indbrud i villa – Klematisvej, Ølsemagle, Køge

Kl. 04.35 fik politiet et alarmopkald om, at en indbrudstyv var blevet afsløret under et indbrud i en villa på Klematisvej.

Midt om natten havde familien hørt fodtrin i huset samt set lyset fra en lygte i entreen. Den mandlige beboer, der er politibetjent, råbte personen an, hvorefter vedkommende flygtede med beboeren efter sig under flugten ad Klematisvej mod vest.
Det lykkedes at pågribe indbrudstyven og tilbageholde ham, indtil politiet kom frem og formelt kunne anholde en 32-årig mand fra København få minutter senere. Indbrudstyven havde ikke nået at stjæle noget og havde formentlig været heldig med at finde en ulåst dør for at skaffe sig adgang til familiens bolig midt om natten.

Den 32-årige er tidligere i 2022 idømt frihedsstraf for indbrudskriminalitet, hvorfor han efter afhøring til denne sag vil blive fremstillet kl. 13.00 i grundlovsforhør i Retten i Roskilde med påstand om varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.

—————-

Hastighed – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand.

Kl 10.02 standsede færdselspolitiet en 21-årig mand fra Aarhus, der i personbil blev målt til at køre 165 km/t i nordgående retning trods det kraftige regnvejr. Manden kan nu se frem til at blive frakendt kørekortet.

Hurtig knallert – Køgevej, Gadstrup, Roskilde

Kl 07.55 standser færdselspolitiet en 15-årig dreng på en knallert, der viste sig at kunne køre hurtigere end godt var. Knallerten blev målt til at kunne køre mindst 72 km/t. Den 15-årige vil nu kunne se frem til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten til lille knallert. Drengens forældre blev orienteret om sagen.

Indbrud i gymnasium – Gymnasievej, Køge

Kl. 02.18 fik politiet en anmeldelse fra et alarmfirma om, at en rude var blevet knust i forbindelse med et indbrud på gymnasiet.
Politiet kørte til stedet og undersøgte skolens område, hvor tyven(e) havde skaffet sig adgang til et kontor ved at knuse rude. Herefter var et IT-rum blevet opbrudt, så nogle bærbare computere var blevet stjålet.

Spor fra politiets tekniske undersøgelser samt eventuel videoovervågning vil nu indgå i politiets efterforskning for at få identificeret tyven(e). Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket noget usædvanligt i området ved gymnasiet i tiden op til anmeldelsen kl. 02.18. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Knivloven – Nørregade, Køge

Kl. 01.45 standsede en patrulje en personbil, hvori fire mænd befandt sig, med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Der var tale om fire mænd fra Københavns-området, og politiet kunne på gulvet i bilen se en kniv med en bladlængde ligge frit fremme.
En 20-årig mand fra Søborg erkendte at være ejer af kniven, som politiet beslaglagde som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven mod ham. Ingen af de tre øvrige mænd i bilen blev sigtet for noget i forbindelse med politikontrollen.

Mulig tyv skræmt væk – Solsikkestien, Køge

kl. 01.46 anmeldte en 30-årig mand, at han lå og sov i et kolonihavehus på Solsikkestien, da han blev vækket af at hoveddøren åbnede og lyset tændte i stuen. Den 30-årige råbte fra soveværelset, hvorefter han så en lyskegle fra en lommelygte forsvinde væk ad en sti i retning mod Ølby Centret. Døren havde ikke været låst, og intet var umiddelbart blevet stjålet. Patruljer blev sendt til kolonihaverne, hvor en patrulje traf en 53-årig mand med en cykel, som de ville tjekke nærmere. Han havde dog ikke nogen ting på sig, som kunne mistænkes for at være tyvekoster. En hundepatrulje gik spor fra kolonihavehuset, og sporet førte lige hen til det sted, hvor patruljen havde stoppet manden med cyklen. Politiet undersøger nu, om manden kan mistænkes for at have været inde i kolonihavehuset.

Narkobilist havde ulovlig kniv – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 18.47 sigtede politiet en 24-årig mand fra Odense indledningsvist for manglende brug af sikkerhedsselen og for at have glemt kørekortet under kørsel i østlig retning ad Ringstedvej i en personbil. Efterfølgende kunne politiet mistænke ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, så han blev også sigtet for narkokørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ved visitationen fandt politiet den 24-årige i besiddelse af en kniv med en bladlængde på 17 cm, hvilket medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Den fynske mand vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Narkokørsel – Vordingborgvej, Herfølge – Køge

Kl. 23.37 anholdt og sigtede politiet en 22-årig kvinde fra Rødovre for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at hendes deltagelse i en narkometertest havde indikeret, at hun var påvirket af både cannabis og kokain under kørslen.
Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 16.14 sigtede politiet en 33-årig mand uden fast bopæl for at være fører af en personbil ad Køgevej, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet. Han var kommet kørende langsomt ad Køgevej og blev derfor stoppet med henblik på en rutinemæssig kontrol.

Den 33-årige kunne tillige mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, hvorfor han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Bilejeren er blevet sigtet for at have overladt føringen af bilen til den 33-årige, der ikke lovligt kunne være fører.

Narkokørsel uden førerret – Ringvejen, Køge

Kl. 17.11 blev en 21-årig mand fra Vallensbæk Strand indledningsvist sigtet for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte ad Ringvejen i nordlig retning. Den 21-årige havde i forvejen et såkaldt kørselsforbud og måtte derfor ikke være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.

Han deltog også i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis, hvorfor den 21-årige dernæst blev sigtet for narkokørsel i bilen. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, som den 21-årige ikke mente at være påvirket af. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere fra politiet og kan dermed få svar på sin tvivl.

Patruljebil under udrykning i alvorligt uheld – Strandvejen, Køge

kl. 09.28 kørte patruljen med udrykning ad Strandvejen i Køge mod uheldet på Bjælkerupvej i Klippinge, da de stødte sammen med den 76-årig kvindelig bilist. Der skete en alvorlig ulykke, hvor den kvindelige bilist omkom og de to betjente kom lettere til skade. Uheldsstedet blev afspærret, og der blev tilkaldt bilinspektør til at undersøge uheldet. Den Uafhængige politiklagemyndighed blev orienteret om ulykken og undersøger nu sagen nærmere. Politiet kan derfor ikke oplyse yderligere i sagen.

Påvirket bilist – Værftsvej, Køge

Kl 00.50 standsede politiet en 31-årig mand fra Næstved, der kom kørende i en personbil. En narkometertest viste, at han var påvirket af cannabis og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve på sygehuset.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 20.05 anholdt og sigtede politiet en 57-årig mand fra Køge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spirituskørsel – Slimmingevej, Køge

Kl 17.53 standsede en patrulje en 29-årig mand fra Køges opland, der kom kørende i en varebil. En alkometertest viste, at manden var påvirket af alkohol over det tilladte. Han blev derfor taget med på sygehuset til udtagning af blodprøve.

Spirituskørsel – Vestmotorvejen, Køge

Kl. 08.56 standsede politiet en personbil med en 52-årig mand fra Ringsted bag rattet med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og den ældre personbil, som han førte i østlig retning ad Vestmotorvejen ved Køge

Den 52-årige havde et kørekort til at føre bilen, som politiet ikke fandt nogen fejl ved. Politiet foretog dog også en alkometertest af den 52-årige, hvilket medførte en sigtelse for spirituskørsel og en kortvarig anholdelse i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Køgevej, Roskilde

Kl. 15.46 anholdt og sigtede politiet en 55-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Køgevej i Roskilde by. Endvidere blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, idet han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af bilen.
Den 55-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Tyveri fra køretøjer – Solrød / Greve / Roskilde / Lejre / Køge

I løbet af weekenden og frem til mandag formiddag har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget ikke mindre end 23 anmeldelser om tyveri fra både person- og varebiler i kommunerne Solrød (2 anmeldelser), Greve (5 anmeldelser), Roskilde (3 anmeldelser), Lejre (5 anmeldelser) og Køge (8 anmeldelser).

I Greve og Solrød kommuner gik det natten mellem lørdag og søndag ud over fem personbiler, der alle fik en rude knust, så tyven(e) kunne få adgang til køretøjet. Fra køretøjerne blev stålet computere, tøj, solbriller, kontanter og sodavand.

I kommunerne Roskilde, Lejre og Køge samt enkelte i hhv. Greve og Solrød kommune gik tyverierne ud over varebiler, hvor de fleste af dem havde fået opbrudt en side- eller bagdør for at få adgang til varerummet. Andre varebiler havde fået knust en rude, så tyven(e) på den måde kunne få adgang.

Varebilerne tilhører primært firmaer inden for håndværkerbranchen, hvorfor de stjålne effekter fra køretøjerne har været diverse værktøj.

Tyverierne fra varebilerne kan i de berørte kommuner koncentreres om især Gevninge (Lejre kommune), Svogerslev (Roskilde kommune) og Ejby-området (Køge kommune).

Politiet har undersøgt adskillige af de berørte varebiler for eventuelle tekniske spor, som politiet nu afventer resultatet af i håb om, at en eller flere mistænkte måske kan identificeres. I forbindelse med efterforskningen vil politiet også gerne høre nærmere fra personer, der i de berørte områder har bemærket usædvanlig aktivitet f.eks. i nærheden af køretøjer. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra personbiler
Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din personbil:

• Fjern alt af værdi fra kabinen, dette gælder radio/CD-afspiller – GPS – Fladskærme – computere m.v. samt tøj – tasker – indkøbte gaver – bæreposer m.v.
• Læg tingene i bagagerummet, hvis det er muligt.
• Åbn eventuelt handskerummet og andre gemmer bag låger, så man kan se, at der ikke ligger værdier i bilen.
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler
Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din varebil:

• Parker – om muligt – varebilen på en sådan måde, at det er besværligt at komme ind i den ad bag- eller sidedøre.
• Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre (findes ikke i alle varebiler).
• Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen
• Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

Fredag – lørdag

Udenlandske butikstyve anholdt – Galoche Allé, Køge

Kl. 13.47 kørte en patrulje til Superloppen i Køge, hvor en udenlandsk mand havde forsøgt at stjæle en vase og en porcelænsfigur til i alt 760 kr. Personalet havde forsøgt at tilbageholde manden, men han rev sig fri og undløb. Han kørte fra stedet i en polsk registeret bil, der holdt klar på parkeringspladsen med yderligere to mænd i. Politiet kom hurtigt frem og fik stoppet flugtbilen på Københavnsvej i Køge

Tre mænd på 40, 51 og 52 år fra Polen blev anholdt og taget med til stationen til afhøring. Bilen blev ransaget, hvor der blev fundet nyt værktøj, som viste sig at være blevet stjålet fra Bygma i Køge i onsdags. Værdien af det stjålne værktøj er 7784 kr. I bilen blev desuden fundet tre par sko, som også formodes at være tyvekoster, hvilket politiet nu forsøger at fastlægge.

De tre anholdte er fortsat i politiets varetægt, hvor sagerne vil forsøges afgjort med en straksbøde, og herefter vil der blive taget stilling til, om nogen af de anholdte kan udvises administrativt at Danmark.

Vanvidskørsel / spirituskørsel – bil beslaglagt – Dyndetvej, Borup – Køge

Kl. 12.05 anmeldte en opmærksom bilist, at han havde villet hjælpe en bilist, der var standset lidt underligt på Dyndetvej. Anmelderen havde herefter konstateret, at bilisten var en del påvirket af spiritus og fik forhindret den kvindelige bilist i at fortsætte kørslen ved at tage bilnøglen ud af tændingen.

Inden politiets ankomst til stedet havde anmelderen fået kvinden ud af bilen, som han ville parkere mere hensigtsmæssigt. I ventetiden havde kvinden mistet balancen og var faldet omkuld.

Politiet fik på stedet kontakt til en kraftigt spirituspåvirket, 44-årig kvinde fra Odsherred, som blev sigtet for spirituskørsel efter at have pustet et par gange i politiets alkometer. Testen gav i begge tilfælde udslag til noget over to promille, hvorfor politiet vurderede kvindens kørsel til at være omfattet af reglerne om vanvidskørsel.

Den 44-årige blev efter sigtelsen for spirituskørsel anholdt og kørt til skadestuen for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Efter afhøring til sagen om spirituskørsel forblev den 44-årige fortsat i politiets varetægt, idet hun også var efterlyst som udeblevet fra fogedretten i Roskilde, hvor politiet afleverede hende, så retsmødet i hendes sag kunne gennemføres.

Den 44-årige var blevet gjort bekendt med, at hendes bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation efter reglerne om vanvidskørsel, hvilket hun umiddelbart accepterede. Torsdag aften henvendte den 44-årige sig dog til politiet for at få oplysninger om, hvor hendes bil befandt sig. Politiet kunne så fortælle hende, at den var i politiets varetægt, hvilket hun på dette tidspunkt ikke accepterede. Derfor skal en dommer nu kigge nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen af hendes bil som konsekvens af sigtelsen for spirituskørsel tidligere på dagen.

Indbrud i Perioden

Klitrosevej, Køge
Klematisvej, Ølsemagle, Køge
Skovbovej, Bjæverskov
Solsikkestien, Køge
Unionsvej, Køge