Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/11/09 til 2022/11/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Butikstyveri – Ejbovej, Bjæverskov – Køge

Kl. 19.45 måtte politiet igen en tur til samme Netto-supermarked, idet en udenlandsk mand nu var blevet tilbageholdt som mistænkt for butikstyveri.

Politiet anholdt og sigtede en 48-årig mand fra Letland, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, for butikstyveri af varer til en værdi af næsten 84 kr. Han havde ikke betalt for en energidrik og diverse chokolade- og slikvarer, da han havde gemt varerne i tøjet og ikke betalte for dem ved passage af kasselinjen.

Den 48-årige fik afgjort sin sag med en bøde, som han betalte og blev løsladt senere på aftenen.

Butikstyveri / udlændingeloven – Ejbovej, Bjæverskov – Køge

Kl. 18.29 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, at to udenlandske kvinder var tilbageholdte som mistænkte for at have stjålet varer i supermarkedet.

Politiet fik kontakt til to kvinder på 22 og 31 år fra Bulgarien, hvor den 22-årige alene kunne mistænkes for at have stjålet dagligvarer til en samlet værdi af 409 kr. Hun havde betalt for nogle varer ved kassen, men betalte ikke for varerne i et medbragt indkøbsnet, da hun passerede kassen.

En nærmere kontrol af den 31-årige viste, at hun havde et indrejseforbud i Danmark frem til februar 2023, så politiet foretog anholdelse af begge kvinder som mistænkte for hhv. butikstyveri og overtrædelse af indrejseforbuddet.
Den 22-årige blev senere på aftenen løsladt efter afhøring og betaling af en bøde i anledning af butikstyveriet, mens den 31-årige efter afhøring i en sag om overtrædelse af udlændingeloven forblev i politiets varetægt. Hun vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde med henblik på varetægtsfængsling, indtil sagen kan afgøres.

En af de hurtige bilister var spirituspåvirket – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet foretog igen en hastighedskontrol af trafikanternes hastighed under kørsel ad Køgevej i Ringsted by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t, fordi vejstrækningen er beliggende i tættere bebygget område.

I løbet af godt en time fra kl. ca. 13.15 målte færdselspolitiet i alt fem bilister til at køre mere end 30 procent for hurtigt, så de ud over en bøde også kan forvente at få et klip i kørekortet.

En af de hurtige bilister var en 36-årig mand fra Fjenneslev, der under kørsel i en varebil kl. 14.18 blev målt til at køre mindst 74 km/t ad Køgevej. Han blev standset og sigtet for hastighedsovertrædelsen, men kunne i den forbindelse ikke fremvise noget kørekort, idet politiet havde inddraget hans førerret i forbindelse med en anden sag om overtrædelse af færdselsloven.

Den 36-årige blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og blev efterfølgende også sigtet for spirituskørsel, da alkometertesten indikerede, at han var påvirket noget mere end tilladt. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Alle de sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning sigtelserne mod dem hver især.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Herfølge – Køge

Kl. 08.02 var to bilister stødt sammen i den tætte trafik på Sydmotorvejen i det nordgående spor lidt nord for tilkørsel 34 Herfølge.
Det viste sig, at en 28-årig kvinde fra Fakse for sent opdagede, at føreren af den forankørende personbil bremsede. Hun påkørte derfor bagenden af bilen, som en 63-årig kvinde fra København var fører af.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som medførte afspærring af uheldsstedet med en tavlevogn, indtil et bugseringskøretøj fik fjernet de implicerede biler kl. ca. 09.30.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 05.28 rykkede to ambulancer og politiet ud til et færdselsuheld på Sydmotorvejen i det nordgående spor, hvor to bilister var stødt sammen.
Det viste sig, at en 53-årig mand fra Næstved for sent havde opdaget, at trafikken foran ham var standset på grund af kødannelse. Det resulterede i påkørsel af en 51-årig mand fra Næstved, som kørte i overhalingssporet på motorvejen.

Ingen af parterne var kommet til skade, og uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn, indtil bugseringskøretøj kunne få flyttet de implicerede biler.

Sammenstødet medførte yderligere trafikophobning flere kilometer bagud, inden redningsindsatsen var afsluttet kl. ca. 06.30. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 06.12 rykkede flere ambulancer og politiet ud til et større færdselsuheld på Sydmotorvejen i det nordgående spor syd for afkørsel 33 Lellinge.
Det viste sig, at syv biler var impliceret i et sammenstød i overhalingssporet på motorvejen, så trafikken kunne delvist passere i en enkelt vognbane.

Sammenstødet i den tætte morgentrafik skete formentlig på grund af uopmærksom under kørsel med ca. 80 km/t. Et sammenstød mellem to bilister og de nærmeste bilisters efterfølgende reaktion som følge heraf medførte, at i alt syv bilister var involveret.
Bugseringskøretøjer blev tilkaldt til at flytte fem af bilerne, men ingen af de involverede parter havde pådraget sig behandlingskrævende skader.

Begge vognbaner på motorvejen kunne åbnes kl. ca. 06.45, men herefter skulle en længere kø afvikles, inden trafikken kunne blive normaliseret.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 16.24 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld på Sydmotorvejen i sydgående retning, idet to bilister var stødt sammen.

Det viste sig, at en 51-årig mand fra Stubbekøbing for sent opdagede, at en 61-årig kvinde fra Valby i sin bil foran ham bremsede på grund af trafikken i overhalingssporet.
Den 51-årige påkørte derfor kvindens bil, så den 61-årige måtte en tur til skadestuen til kontrol. Hun havde dog ikke pådraget sig behandlingskrævende skader.

Bugseringskøretøjer fjernede de implicerede biler, så motorvejen var atter farbar i begge spor kort efter kl. 17.00.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 16.32 rykkede politiet ud til et sammenstød i det sydgående spor på Sydmotorvejen ved Køge
Ingen var kommet til skade ved uheldet, der var sket, da en 65-årig mand fra Haslev for sent opdagede, at både en 47-årig mand fra Maribo og en 42-årig kvinde fra Haslev havde nedsat hastigheden væsentligt på grund af kødannelse.

Alle tre parter kørte i overhalingssporet, hvor den 65-årige påkørte den 47-åriges bil, der blev skubbet frem i den 42-åriges kvindes bil.
Bilerne fik mindre skader som følge af sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld / narkokørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 00.22 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det vestgående spor ved Bjæverskov, idet en personbil og en lastbil var stødt sammen. Der var dog ingen tilskadekomne efter sammenstødet, så der blev ikke brug for ambulancepersonalet.

Politiet fik kontakt til en 47-årig mandlige lastbilchauffør fra Østjylland, der under kørslen var blevet ramt af en personbil i forbindelse med en overhaling.
Føreren af personbilen blev identificeret som en 23-årig mand fra Ringsted, som skønnedes påvirket af narkotika under kørslen. Han var desuden i forvejen frakendte kørekortet, men kunne ifølge vidner mistænkes for at være fører, selv om et familiemedlem påstod at have været fører af personbilen på uheldstidspunktet.

Den 23-årige blev sigtet for overtrædelserne af færdselsloven og blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet fik klarlagt, at han som fører af personbilen under overhaling af lastbilen havde mistet kontrollen over bilen, som ramte lastbilen og til sidst standsede i midterrabatten.

Kl. ca. 02.00 var der ryddet op på uheldsstedet, så motorvejen atter blev farbar i begge spor.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 06.47 søndag morgen rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet to biler var kørt frontalt sammen på Stevnsvej, som blev spærret for færdsel i begge retninger på grund af sammenstødet.

Det viste sig, at politiet efter en alkometertest kunne konstatere, at en 20-årig mand fra Strøby var påvirket af alkohol i højere grad end tilladt, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel, inden han i ambulancen blev bragt til skadestuen til kontrol og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Også modparten – en 55-årig kvinde fra Køge – blev i en ambulance bragt til skadestuen, hvor hun blev indlagt til behandling for sin personskade som følge sammenstødet. Også hun fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af enten alkohol eller andet under kørslen.
Politiet rekvirerede en bilinspektør til at foretage en undersøgelse af uheldsstedet og de implicerede køretøjer.

Ud fra de foretagne undersøgelser var uheldet sket, efter at den mandlige bilist i en personbil var kørt ad Stevnsvej i østlig retning. I modsat retning kørte den kvindelige bilist, da den mandlige bilist af ukendt årsag mistede kontrollen over bilen og kom over i den modsatte kørebanehalvdel. Begge bilisters hastighed var tilsyneladende ikke højere end de tilladte 50 km/t på strækningen, hvor uheldet skete.

Kl. ca. 08.40 var vejen med hjælp fra bugseringskøretøjer ryddet, så Movia kunne genoptage bustrafikken ad Stevnsvej.

Politiet afventer nu erklæringen fra bilinspektøren og analyseerklæringerne fra de udtagne blodprøver, før politiet kan afgøre sagen.

Hurtige bilister – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet foretog i omtrent en time fra kort efter kl. 08.00 en kontrol af bilisternes hastighed under kørsel ad Køgevej i Ringsted by, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.
Hele fem bilister kørte mere end 30 % for hurtigt på strækningen med snesjap på kørebanen, så de kan alle nu se frem til at modtage et bødeforelæg for overtrædelsen af færdselsloven. Endvidere kan bilisterne også forvente en påstand om et klip i kørekort samt et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 12.33 ønskede en færdselspatrulje at kontrollere en ældre personbil nærmere, idet ejeren af bilen ikke havde noget kørekort.
Bilen blev standset i det sydgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Jersie, hvor politiet fik kontakt til bilens ejer, der sad bag rattet.

Der var tale om en 65-årig mand fra Næstved, som havde fået sin førerret inddraget i 2015 og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, hvor et kørekort var krævet.
Den 65-årige blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og blev samtidig gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans personbil på grund af gentagne kørsler uden førerret. Denne kørsel var sjette gang inden for de seneste tre år, at den 65-årige blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret.

Et bugseringskøretøj afhentede personbilen, og den 65-årige kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Narkokørsel – Brogade, Køge

Kl. 00.11 passerede politiet en bil, som holdt i en parkeringsbås med motoren tændt og en mand siddende på førersædet. Manden bag rattet – en 39-årig mand fra Litauen bosiddende i Danmark – viste sig dog at være påvirket af narkotika og han blev sigtet for dette og var anholdt mens der blev udtaget en blodprøve. Derefter blev manden løsladt, og han kan forvente at høre mere fra poltiet, når sagen er afgjort.

Narkokørsel i bil med fejl i frakendelsestiden mv. – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 18.31 standsede politiet en ældre personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af køretøjet og føreren, der viste sig at være en 30-årig mand fra Borup.

Bilen havde en uvirksom for- og baglygte i venstre side, ligesom bremselyset heller ikke virkede, og ved en narkometertest af føreren viste det sig, at han kunne mistænkes for at være påvirket af cannabis under kørslen. Desuden kunne føreren heller ikke fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt kørekortet frem til 2024 og derfor ikke måtte være fører af personbilen.

Den 30-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelserne for overtrædelse af færdselsloven, hvorefter politiet fandt ham i besiddelse af godt fire gram hash, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Efter blodprøveudtagelsen løslod politiet den 30-årige, der kan forvente at høre nærmere om analyseresultatet på et senere tidspunkt.

Utryghedsskabende mand – Ølby, Køge / Klippinge – Stevns

Fredag morgen og formiddag fik politiet flere henvendelser om en yngre mand, der i områderne ved Køge Nord S-station, Ølby S-station og i Ølby-centret havde optrådt nærgående over for især kvinder.

Manden havde både befølt en kvinde bagpå, taget sin hånd ned i sine bukser foran en kvinde, fulgt efter en kvinde ved svømmehallen for at få cigaret samt taget fat i en taske hos en kvindelig cyklist. Ingen af kvinderne havde lidt fysisk overlast som følge af den uhensigtsmæssige og utryghedsskabende adfærd over for dem.

Kort før middag fik politiet endnu en henvendelse om en utryghedsskabende mand i toget, hvor han var meget nærgående over for kvinder. Toget holdt nu på Hårlev station, hvor politiet fik kontakt til en 19-årig mand fra Faxe kommune.

Politiet kørte ham hjem til den institution, hvor han opholder sig, og undersøger nu i forhold til de øvrige anmeldelser, om den 19-årige reelt kan mistænkes for at være manden bag den utryghedsskabende adfærd over for kvinder i Ølby-området.

Indbrud i Perioden

Skovbovej, Bjæverskov
Druestrupvej, Lidemark, Bjæverskov
Duehusvej, Bjæverskov (2 anmeldelser)
Kildebjergs Agre, Bjæverskov