Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/11/30 til 2022/12/13.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i elskab udløste trafikale problemer – Køgevej, Roskilde
Kl. 13.57 rykkede brandvæsnet ud i anledning af en mindre brand i et elskab i en hæk på Køgevej på hjørnet af Roskildevænget.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden i elskabet, så en tekniker kunne foretage den nødvendige reparation. Branden forårsagede ikke skader andre steder end i elskabet, men brandslukningsarbejdet mv. var årsag til trafikale udfordringer på Køgevej, hvor politiet i et par timer måtte regulere trafikken.
Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af branden eller årsagen hertil.
Brand i gryde – Søvej, Borup – Køge
Kl. 05.50 kunne brandvæsnet og politiet konstatere, at maden hos en 55-årig mand fra Borup var brændt på i en sådan grad, at der var opstået kraftig røgudvikling i hans lejlighed.
Den eneste skade var den brændte mad i gryden, så politiet indskærpede over for den spirituspåvirkede mand, at han skulle være mere påpasselig i fremtiden, så der ikke opstod brand i forbindelse med madlavningen.
Færdselsuheld – Københavnsvej / Egedesvej, Køge
Kl. 13.48 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld i lyskrydset Københavnsvej – Egedesvej, idet en lastbil og en personbil var stødt sammen, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Tre ud af de fire vognbaner på Københavnsvej var spærret på grund af sammenstødet, så kun en enkelt vognbane i nordlig retning var åben for trafik.
Føreren i den implicerede personbil blev reddet ud og straks bragt til sygehuset, hvor han blev indlagt til undersøgelse og behandling for de skader, som han havde pådraget sig som følge af uheldet.
Politiet fik klarlagt, at en 61-årig mand fra Roskilde havde været fører af personbilen, som han havde ført ad Københavnsvej i sydlig retning. I lyskrydset stødte han sammen med en venstresvingende lastbil, som en 54-årig mand fra Randers-egnen havde ført ad Københavnsvej mod nord og ind i venstresvingsbanen i forbindelse med svingning til venstre ad Egedesvej.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få belyst de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalets farve i parternes færdselsretninger på uheldstidspunktet.
De involverede køretøjer var fjernet fra uheldsstedet kl. ca. 14.45, hvorefter alle vognbaner på Københavnsvej atter var farbare.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 06.07 var ikke mindre end fem bilister blevet involveret i et sammenstød i den tætte morgentrafik i den nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen lige efter Karlslunde-afkørslen. Personalet fra tre tilkaldte ambulancer kunne konstatere, at ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødene.
Tre ladvogne blev sendt til uheldsstedet til fjernelse af de involverede køretøjer, som med deres placering midt på motorvejen var årsag til en længere kødannelse.
Uheldet var sket efter en opbremsning i den tætte morgentrafik, så en uopmærksom bilist havde påkørt bilisten foran med den virkning, at den påkørte blev skubbet frem i endnu en bilist.
Dette sammenstød med de tre involverede opdagede to andre bilister hver især for sent, så de sekunder efter hinanden stødte ind i de allerede havarerede bilister.
Oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 07.30, så trafikken atter kunne normaliseres på motorvejen.
Færdselsuheld – Ringstedvej / Ejbyvej, Lellinge, Køge
Kl. 08.03 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Ringstedvej – Ejbyvej.
Det viste sig, at en 39-årig mand fra Lille-Skensved var kørt ad Ejbyvej mod syd frem til lyskrydset, hvor han ville svinge til venstre ad Ringstedvej mod Lellinge.
Under svingningen blev den 39-årige påkørt af en anden bil, som en 18-årig kvinde fra Bjæverskov førte ad Ringstedvej mod nord og ind i krydset.
Politiet har optaget rapport for at få belyst de nærmere omstændigheder ved uheldet, herunder lyssignalets farve i parternes færdselsretninger kombineret med en undersøgelse af føret på uheldstidspunktet.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 08.58 fik politiet melding om, at to varebiler var impliceret i et sammenstød på Vestmotorvejen i det østgående spor, så ambulancepersonale var sendt til uheldsstedet.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at der ud over to beskadigede varebiler også lå en masse knust glas på kørebanen, idet begge de implicerede varebiler transporterede glaspartier. De var blevet beskadiget som følge af sammenstødet, så den ene af de to vognbaner på uheldsstedet blev afspærret i forbindelse med oprydningen.
Ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødet, der skete, da den forreste varebil ført af en 47-årig mand fra Skælskør bremsede op på grund af kødannelse. Det opdagede en 38-årig mand fra Dianalund i den bagvedkørende varebil for sent, så han påkørte varebilen foran.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet, og oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 10.00.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 16.28 var der sket et uheld med to bilister impliceret på Vestmotorvejen i det vestgående spor ca. 100 meter øst for Højelsevej.
Det viste sig, at en 47-årig mand fra København V som fører af en personbil var kørt i overhalingssporet, da en forankørende varebil pludselig lavede en kraftig opbremsning. For at undgå påkørsel bremsede den 47-årige og undveg efterfølgende ind i midterrabatten, men blev i forbindelse med sin opbremsning påkørt bagfra af en personbil, som en 35-årig kvinde førte i samme retning.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, og et bugseringskøretøj måtte tilkaldes for at få fjernet de to køretøjer fra midterrabatten, så trafikken kunne normaliseres kl. ca. 17.30.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Køge
Kl. 01.36 rykkede politiet ud til endnu et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det østgående spor, idet en lastbil var forulykket.
Det viste sig, at 54-årig mand fra Vordingborg som fører af en lastbil af ukendte årsager var havnet i midterrabatten, hvor autoværnet blev påkørt. Uheldet skete ca. to kilometer øst for afkørsel 33 Vemmedrup.
Føreren havde selv bestilt et bjærgningskøretøj, så motorvejen måtte kortvarigt spærret i forbindelse med bugsering af lastbilen væk fra midterrabatten.
Ingen kom til skade, og der var ikke andre trafikanter involveret, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Hurtigt bilist på glat motorvej – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 11.03 målte færdselspolitiet en personbil til at køre mindst 161 km/t i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde, selv om hastigheden ifølge skiltningen ikke måtte overstige 110 km/t, og også selv om føret på motorvejen ikke var det optimale på grund af sne/is.
Hastighedsovertrædelsen blev optaget på patruljebilens videokamera, og en 33-årig mand fra Aarhus V blev sigtet for den høje hastighed trods føret. Ud over en bøde og et bidrag til Offerfonden kan han nu også forvente en påstand om mindst betinget frakendelse af kørekortet.
Hærværk mod bygning og trusler mod politiet – Stationsvej, Herfølge – Køge
Kl. 22.07 fik politiet en anmeldelse fra en årvågen og lokal anmelder om, at to mænd havde knust ruder i stationsbygningen. Efterfølgende var de to mænd gået fra stedet i retning mod Vordingborgvej.
Politiet ledte efter de to mistænkte i området og fandt dem kort efter på Scheelsvej, hvor de blev genkendt af anmelderen, så politiet foretog anholdelse af en 43-årig mand fra Hvidovre og en 42-årig mand fra Rumænien.
Begge var kraftigt påvirkede af spiritus og så utilfredse med at være blevet anholdt, at de begge verbalt truede politiet med at blive slået ihjel eller lemlæstet. Disse verbale ytringer fortsatte på politistationen i Roskilde, inden de efter en lægeundersøgelse blev anbragt i detentionen til afrusning i afhøring til sagerne om hærværk og trusler mod politiet.
Når afhøringerne er foretaget fredag formiddag, vil politiet tage stilling til, hvad der videre skal ske med de to anholdte.
Kvinde reddet op af vandløb – Elmevej, Borup – Køge
Kl. 17.45 slog en 24-årig mand alarm, idet han var blevet ringet op af en 83-årig kvinde fra Borup, fordi hun havde brug for hans hjælp. Den 24-årige kunne ikke finde den 83-årige på sin bopæl, men fandt hende nødstedt i en vandløb ved Elmevej. Hun var i sin el-kørestol kørt ned ad en stejl skrænt og havnet nede i vandløbet, så hun ikke kunne komme op ved egen hjælp.
Politiet og ambulancepersonalet fik kvinden reddet op fra vandløbet med lav vandstand, så hun kunne komme en tur på skadestuen til behandling for afkøling efter opholdet i vandet. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Mand midt på vejen – Køgevej, Roskilde
Kl. 22.02 fik politiet en henvendelse om en mørkklædt mand, der gik rundt midt på Køgevej omtrent ud for rådhuset og tilsyneladende er til fare for sig selv i trafikken.
Politiet kørte til området og fik kontakt til en mørkklædt, 28-årig mand fra Roskilde, som gav udtryk for, at han var ked af det som årsag til sin færden blandt bilisterne på Køgevej.
Den 28-årige var påvirket af spiritus og blev frihedsberøvet, så han efter et lægetilsyn kunne anbringes i sikkerhed i detentionen, så han også kunne blive afruset.
Politiet løslod ham tidligt tirsdag morgen uden at sigte ham for noget efter sin færden midt på Køgevej.
Mistænkelig kørsel, Sydmotorvejen, Køge Kommune
Kl. 14.02 ringede en 60-årig mand til politiet og oplyste, at han kørte bag ved en slingrende bil, hvor føreren muligvis var påvirket af spiritus. Anmelderen kunne senere i forløbet berette, at føreren af bilen så fodbold, mens han førte bilen, hvilket kunne være årsag til hans slingrende kørsel. Politiet tog efterfølgende en adfærdskorrigerende samtale med ejeren af bilen.
Påvirket bilist – Ved Stadion, Køge
Kl 23.15 standsede politiet en personbil, da der var mistanke om, at den 52-årig lokal mand, der var fører af bilen, var påvirket af euforiserende stoffer. En narkometertest viste da også, at manden var påvirket af hash og han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.
Røg fra lejlighed – Gyvelvej, Køge
Kl. 10.52 rykkede brandvæsnet og politiet i anledning af en melding om kraftig røgudvikling fra en lejlighed i en beboelsesejendom.
Kort efter kunne brandvæsnet konstatere, at røgudviklingen skyldes en glemt gryde med mad, som var brændt kraftigt på, så der var sket røgudvikling i lejligheden.
Der var ingen hjemme på adressen, og det blev heller ikke nødvendigt at evakuere andre beboere i ejendommen. Røgudviklingen skete i en lejlighed tilhørende en 43-årig kvinde, som er blevet underrettet.
Spirituskørsel – Strandvejen, Køge
Kl. 01.47 tog en patrulje en 39-årig mand fra Lille-Skensved med til en blodprøveudtagelse, da han rutinemæssigt blev stoppet i en varebil på Strandvejen i Køge Her viste en alkometertest en promille over det tilladte, så han blev sigtet og anholdt. Efter en kort tur på sygehuset blev han løsladt, men vil høre mere i sin sag når svaret på prøven kommer.
Tricktyveri – Ølbycenter, Køge
Kl. 13.02 anmeldte en 77-årig kvinde fra Lille-Skensved, at hun i forbindelse med indkøb i et supermarked i Ølbycenter havde fået stjålet sin pung med bl.a. et betalingskort, som få minutter efter tyveriet var blevet brugt til at hæve 15.000 kr. fra hendes konto.
Den 77-årige var kl. ca. 11.45 i supermarkedet blevet forstyrret og distraheret af en engelsktalende mand, som sammen med en anden mand var fulgt efter hende ud til hendes bil. Her opdagede hun, at hendes pung med indhold var blevet stjålet tasken, som nu stod åben.
Ved telefonopkaldet til banken for at spærre dankortet kunne bankpersonalet oplyse, at der kl. 11.51 var blevet hævet de 15.000 kr. ved en pengeautomat i Ølbycentret.
Den 77-årige mistænkte nu den engelsktalende mand og en anden mand, der nærmeste gik i vejen for hende på vej hen til bilen, for at stå bag tyveriet.
De to mænd blev beskrevet som: A: mand, 50-60 år, 170-175 cm høj, gråhåret og gråt skæg, og B: mand, 20-40 år, 170-175 cm høj, slank, mørkhåret og iført mørkt tøj.
Politiet efterforsker nu tyveriet og den uberettigede hævning af pengene, og overvågningsmateriale vil indgå i efterforskningen. Eventuelle oplysninger om de to mistænkte gives til politiet på tlf. 114.
Husk at skjule PIN-koden på betalingskortet, når koden indtastes i betalingsterminalen. Skjul indtastningen med den frie hånd, eller stå tæt på betalingsterminalen, så ingen kan kigge over skulderen. Uden en afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en tyv.
Tricktyveri ved bil – Ølbycenter, Køge
Kl. 16.13 anmeldte en 52-årig kvinde fra Køge, at hun ca. 10 minutter tidligere havde fået stjålet sin taske med indhold af diverse kort og kontanter fra hendes bil på en parkeringsplads ved et supermarked.
Hun havde stillet sin taske på forsædet af bilen, inden hun skulle kigge ind i bilens bagagerum. I forbindelse hermed blev hun kontaktet af en fremmed mand, der spurgte om vej til centrum af Køge, hvorefter manden forsvandt igen.
Da den 52-årige efterfølgende ville køre fra stedet, opdagede hun, at hendes taske var blevet stjålet fra bilens forsæde.
Den 52-årige kunne ikke umiddelbart give noget signalement af den mand, der havde afledt hendes opmærksomhed ved at spørge om vej, men politiet formoder, at mandens opgave var at aflede kvindens opmærksomhed, så en anden person kunne få lejlighed til ubemærket at stjæle hendes taske.
Politiet har nu optaget en rapport om tricktyveriet i et forsøg på at få identificeret mistænkte i sagen, hvor de stjålne effekter er blevet spærret eller efterlyst.
Indbrud i Perioden
Hvedemarken, Borup
Hirsemarken, Borup
Møllevej, Borup
Nørrelyng, Køge
Stenhøjparken, Borup