Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/12/13 til 2022/12/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brandundersøgelse – Bådehavnen, Køge
Kl. 22.32 rykkede brandvæsnet igen ud til en brand i Køge, idet der var gået ild i en både i Køge Marina.
Ilden i den brændende båd nåede trods brandvæsnets indsats også at beskadige kahytten på en båd ved siden af. Den brændende båd kunne ikke reddes og udbrændte.
Ingen personer kom til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet.
Brandundersøgelse – Åkandestien, Ølby, Køge
Kl. 19.57 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i et kolonihaveområde, hvor der var opstået ildebrand i et kolonihavehus.
Det viste sig, at branden i kolonihavehuset var begrænset til en skorstenen, efter at den 66-årige mandlige beboer tidligere havde fyret kraftigt op i brændeovnen.
Politiet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved branden, der forårsagede en del røgskader på inventaret i kolonihavehuset. Ingen personer kom til skade ved branden.
Færdselsuheld – Strandvejen, Køge
Kl. 18.10 havde en 77-årig mand fra Greve af ukendt årsag påkørt et vejskilt på et helleanlæg på Strandvejen ud for en campingplads, så det påkørte vejskilt fløj over i modsatte kørebanehalvdel. Her kunne en 19-årig kvindelig bilist fra Brøndby Strand ikke undgå at påkøre skiltet, så der skete skade på hendes bil.
Der skete ingen personskade på de involverede parter, men det lokale redningsberedskab måtte tilkaldes, da kvindens bil lækkede olie. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Mand varetægtsfængslet for grov vold – Østre Banevej, Køge
Fredag nat kl. 02.48 blev en 18-årig mand fra Roskilde overfaldet på Østre Banevej i Køge, hvor han blev tildelt flere slag og spark. Anmeldelsen lød på, at flere unge mænd havde overfaldet den 18-årige, og at den ene mistænkte efter overfaldet var løbet til en beværtning i nærheden, hvor han kort efter blev anholdt og sigtet for grov vold. De øvrige gerningsmænd stak af fra stedet. Offeret blev efter overfaldet indlagt til behandling for de skader han pådrog sig. Politiet skal afhøre den 18-årige, når han er klar til det.
Den anholdte var en 17-årig ung mand fra Køge, som havde en tidligere dom for vold. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet til d. 23. januar. Sagen blev behandlet for lukkede døre, og politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til de gerningsmænd, som stadig er på fri fod.
Skøjteløber kaldt ind fra isen – Gammel Ringstedvej, Køge
Kl. 11.47 fik politiet anmeldelse om, at en mand løb alene på skøjter på usikker is på en sø ved Gammel Ringstedvej i Køge En patrulje kørte til stedet, hvor skøjteløberen, en 63-årig mand fra Strøby, blev kaldt ind fra isen og formanet om farligheden af sin færd. Isen er stadig alt for tynd, og man må først bevæge sig ud på isen, når kommunen har opsat skilte om, at det er sikkert.
Slingrende kørsel afslørede spirituskørsel – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 04.27 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der kørte usikkert og slingrende ad Sydmotorvejen i sydlig retning ved Køge Bilistens hastighed var også meget svingende.
Politiet fik kort efter standset personbilen, der viste sig at være ført af en 34-årig mand fra Haslev. Da han var påvirket af spiritus i større grad end tilladt, blev han sigtet for spirituskørsel og fik i den anledning udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Spirituskørsel – Billesborgvej, Køge
Kl. 09.53 sigtede politiet en 66-årig mand fra Herfølge for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Billesborgvej. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Bilist fulgte efter ambulance – Vestmotorvejen, Køge
Kl 11.35 meldte en ambulance med udrykning, at en personbil lå og fulgte lige efter ambulancen på vej ind ad motorvejen mod nord. En patrulje fik kontakt til personbilen, der blev ført af en 58-årig mand fra Odense, og fik den bragt til standsning. Manden forklarede, at han gerne ville hurtigt frem, da hans datter var på sygehuset og snart skulle føde. Manden blev forklaret, at man skal holde afstand til ambulancer, der kører med udrykning, og at han blev nødt til at køre efter færdselsloven.
Brand i dekoration – Strandkvanen, Køge
Kl 17.22 kom der melding om brand i en lejlighed på 1. sal. To patruljer fra politiet ankom til stedet før brandvæsnet var fremme. Der var på det tidspunkt cirka 1 meter høje flammer op fra en juledekoration. Personalet fra den ene patrulje gik i gang med at evakuere omkringboende, mens de to andre politifolk gennem en åbentstående glasdør fik slukket ilden med en pulverslukker. En beboer i bygningen havde forinden forsøgt at kvælen ilden ved at lægge et tæppe over flammerne og hælde mælk på. Ejeren af lejligheden kom til stedet kort efter.
Børn på isen – Funchsvej, Køge / Dronning Sofies Vej, Roskilde
Kl. 13.34 henvendte en lokal kvinde sig til politiet, fordi hun var bekymret for nogle børns færden på isen i et regnvandsbassin på Funchsvej, Køge
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til fem drenge på 11 år fra Køge, som opholdt ved siden af regnvandsbassinet. De blev vejledt om at undlade færden på isen på nuværende tidspunkt, hvor isen måske ikke var sikker trods opsat skilt om, at færdsel på isen skete på eget ansvar.
I Roskilde havde en borger kl. 14.10 også henvendt sig med en bekymring for nogle børns færden på isen i en mose ved Dronning Sofies Vej, Roskilde.
Politiet kørte en tur til området, men politiet fandt ingen børn ude på isen, hvorfor der ikke blev foretaget yderligere i anledning af anmeldelsen.
Flere biler i færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl 14.48 skete det er et færdselsuheld i den tætte trafik sydgående på motorvejen. En 52-årig mand fra Greve kørte forrest, da han blev nød til at bremse hårdt op. Han tvang dermed en bagvedkørende 55-årig mand fra Haslev til også at bremse hårdt op. Bag ham kørte en 34-årig mand fra København, der også måtte op og stå på bremsen. Men bagerst kom en 24-årig mand kørende, og han nåede ikke at bremse. I stedet ramte han den 34-åriges bil, der så blev skubbet op bagi den 55-åriges bil, der så igen ramte den 52-åriges. Der blev sendt flere ambulancer til stedet og det var nødvendigt for brandvæsnet at skære personerne fri fra to af de involverede biler. Uheldet afstedkom en massiv kødannelse på motorvejen. Alle skulle dog være sluppet fra uheldet uden alvorlige skader.
Forsøg på indbrud i fyrværkerilager – Skovvang – Ejby, Lille-Skensved – Køge
Kl. 21.47 modtag vagtcentralen en anmeldelse om, at en mand tilbageholdt en person i forbindelse med et indbrudsforsøg i en fyrværkericontaioner. 1-2 personer var undløbet fra stedet. Politiet kom frem og anholdt den tilbageholdte person – en 18-årig mand fra Solrød – og kunne efterfølgende anholde endnu en mistænkt – en 20-årig mand på en adresse i Solrød. De to blev sigtet for forsøg på indbrud og blev anholdt og afhørt til sagen, hvorefter de blev løsladt. De er fortsat sigtet og vil høre nærmere fra politiet.
Færdselsuheld – Køge Bugt Alle, Greve
Kl 08.22 skete der et mindre færdselsuheld, da en 61-årig lokal mand i en personbil ville flette ind på Køge Bugt Alle, samtidigt med at en 37-årig mand kom kørende i samme retning. Den 61-årige trak ud foran den 37-årige men blev ramt i siden og skubbet ud i rabatten. Der skete dog kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Færdselsuheld – Ryeskovvej, Borup – Køge
Kl. 09.52 skete et færdselsuheld, da en 47-årig lokal mand bilist skulle dreje og en 30-årig mand fra lokalområdet overså, at den 47-årige aktiverede sit blinklys og sænkede farten. Der skete skade på begge køretøjer, men ingen personskade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen.
Grafittimaler anholdt – Emilievej, Køge
Kl. 15.34 modtog politiet en anmeldelse om, at flere personer var i gang med at male grafitti på tog, som holdt på holdepladsen for s-tog ved Køge Station. En patrulje kom frem til stedet og kunne se fire personer, som malede med spraymaling. Patruljen eftersatte personerne til fods, hvor det lykkedes tre personer at slippe væk, mens en person blev standset og anholdt – der er tale om en 43-årig mand fra Holbæk. Manden blev afhørt til sagen og derefter løsladt. Han er sigtet for hærværk og vil høre nærmere fra politiet.
Harmonikasammenstød – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 12.38 skete en færdselsuheld på motorvejen i forbindelse med køkørsel. En 25-årig mand fra Glostrup overså kødannelse, og nåede ikke at få standset sin bil i tide. Manden påkørte en bil bagfra, som blev skubbet frem. I alt 4 – ud over bilen ført af den 25-årige – biler fik skader, da de blev skubbet ind i hinanden. Der skete udelukkende materiel skade ved sammenstødet.
Hurtig bilist – igen – Køgevej, Ringsted
Kl. 16.08 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 81 km/t ad Køgevej mod vest, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t i tættere bebygget område.
En 21-årig mand fra Bjæverskov blev efterfølgende sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu se frem til en bøde på 4.200 kr., et bidrag på 500 kr. til Offerfonden samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Manglende afstand – Vestmotorvejen, Køge
Kl 09.45 standsede færdselspolitiet en personbil ført af en 23-årig mand fra Ringsted, fordi han kørte med for kort afstand til de forankørende. Den korte afstand, ville gøre det vanskeligt for føreren af nå at bremse, hvis der skulle ske et uheld, blev dokumenteret af patruljens videokamera. Det var den 23-åriges tredje klip på tre år. Han kan nu se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Mindreårige i bil kørte galt – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 15.45 skete et sammenstød på Køge Bugt Motorvejen sydgående ved afkørsel 32 i Køge En 74-årig mandlig bilist fra Køge kørte af ved afkørslen, da han blev påkørt bagfra af en personbil, der kom med højere fart. Bilerne forulykkede, men umiddelbart kom ingen noget alvorligt til, og der var ikke behov for ambulance.
Tre unge mænd stak af fra den bil, som var årsag til uheldet, men bilens 17-årige fører blev tilbage. Flere patruljer kørte til stedet, hvor vidner havde set de unge mænd gå fra stedet i retning mod transportcentret. Togdriften blev kortvarigt standset på strækningen, så en hundepatrulje kunne gå spor efter de flygtede.
Politiets indsatsleder fandt frem til tre 17-årige unge mænd ved transportcentret, som kunne mistænkes for at have været impliceret i uheldet. Den 17-årige unge mand fra Greve, som havde kørt bilen blev sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde taget kørekort. De unge som var stukket af forklarede, at de var gået i panik, da de kørte galt.
Faren til den 17-årige fører blev orienteret om uheldet, og han kom frem til stedet. Det var ikke første gang, at sønnen havde taget bilen uden at få lov. Faren blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort. Patruljen tog en snak med faren om, at han er forpligtet til at sikre, at sønnen ikke kan få adgang til bilen, før han har taget kørekort.
De tre passagerer blev ikke sigtet for noget i forbindelse med sagen, men deres forældre blev orienteret om episoden. Patruljen optog rapport om uheldet, hvor alle implicerede slap heldigt uden at komme noget til. Parterne vil høre mere fra politiet i sagen senere.
Mistænkelige mænd i villakvarter – Borup – Køge
Kl. 18.38 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom, lokal mand, der havde set to mænd iført mørkt tøj og med halsedisser trukket op for underansigtet gå rundt i området ved Hvedemarken og Bygmarken i Borup. De medbragte en rød cykel og en rød sportstaske, mens de kiggede ind mod mange huse i området.
En patrulje kørte til området i et forsøg på at finde de to mistænkelige mænd, men de var forsvundet fra området, så politiet fik ikke identificeret de to mænd og heller ikke afklaret årsagen til deres færden i området.
Spirituskørsel – Kimmerslevvej, Borup – Køge
Kl. 21.20 blev en patrulje opmærksom på en bil, som de standsede for at foretage en rutinemæssig kontrol. Bag rattet sad en 33-årig rumænsk mand, bosiddende i Viby Sjælland, som var påvirket af spiritus. Manden blev sigtet for spirituskørsel og var anholdt kortvarigt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve – derefter blev han løsladt. Manden er sigtet i sagen, som afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
Spirituskørsel – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge
Kl. 23.45 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøj, da den blev ført ad Ringstedvej i nordøstlig retning i Bjæverskov med en 24-årig kvinde fra Herfølge bag rattet.
Hun deltog i en alkometertest, der gav udslag over det tilladte, hvorfor hun blev sigtet for spirituskørsel og efterfølgende i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 24-årige kvinde høre nærmere fra politiet.
To mænd anholdt for flere indbrudsforsøg – Vandstjernevej, Køge
Kl. 01.43 ringede en beboer på Vandstjernevej i Køge til alarmcentralen, da han fra sit åbne badeværelsesvindue havde set to personer iført maskering gå ind på en adresse på vejen, mens de kiggede ind af vinduerne. De to mistænkelige mænd kom ud på vejen igen, men gik nu ind i andre haver på vejen, mens anmelderen havde politiet i røret.
Patruljer satte straks kursen til villakvarteret, hvor de traf de to mistænkte, der blev anholdt. De to anholdte mænd, en 42-årig og en 44-årig – begge fra Køgeområdet, var iført en speciel håndværker beklædning, så de var lette for patruljen at genkende. De blev fundet i besiddelse af skruetrækkere, lommelygte og en bushammer.
En hundepatrulje gik spor i området, hvor de blev fastslået, at de to mænd havde været inde på i alt fire adresser og luske rundt. De var ikke lykkedes de to mænd at komme ind i nogen af husene, så de blev sigtet for fire indbrudsforsøg på Vandstjernevej.
De to anholdte blev taget med på politistationen til afhøring i sagen. De nægtede begge at have haft til hensigt at begå indbrud. Herefter vurderede anklagemyndigheden sagen og fandt, at der ikke var grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De to sigtede blev derfor løsladt fredag morgen, men vil senere høre mere fra politiet i sagen.
Trafikulykke – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl 18.32 skete der et nyt uheld på motorvejen, da en personbil ført af en 58-årig mand fra Espergærde var på vej mod nord. Af ukendte årsager mistede han tilsyneladende kontrollen af bilen og ramte ind i en lastbil, der kørte i inderste vognbane. Personbilen blev ved sammenstødet slynget gennem luften og ramte først ind i autoværnet ved midterrabatten og røg så slutteligt ud og ramte autoværnet ved nødsporet. Den 58-årige havde også et mindreårigt barn med i bilen og begge blev med ambulance bragt til sygehuset til undersøgelse. De foreløbige meldinger er dog, at begge slap fra ulykken uden alvorlige skader og er udskrevet igen.
Tyveri af husdyr – Gummermarksvej, Bjæverskov. Køge
Kl 12.00 kom der anmeldelse om, at der fra en indhegning var stjålet et får og seks lam. Tyveriet et dyrene er formentligt sket i perioden fra søndag middag til tirsdag morgen. Politiet hører gerne fra folk, der evt har set personer og køretøjer på stedet i den periode.
Ulovlig og uhensigtsmæssig brug af fyrværkeri – Roskilde / Køge
Selv om det har været lovligt at erhverve fyrværkeri siden den 15. december, er det fortsat ulovlig at brænde fyrværkeri af.
I Roskilde på en parkeringsplads på Møllehusvej fandt flere personer det “sjovt” kl. ca. 17.00 at skyde romerlys fra et bomberør efter biler på Møllehusvej. Bomberørene blev ifølge anmeldelsen affyret i vandret position mod bilisterne, og der blev også affyret formentlig et kanonslag i området på grund af et højt brag.
En patrulje ledte efter personer, der affyrede fyrværkeri, i området, men uden at finde nogen, der kunne drages til ansvar for både den ulovlige og særdeles uhensigtsmæssige brug af fyrværkeri.
Kl. 19.29 var den så gal på Gartnervang i Roskilde, hvor unge mennesker affyrede fyrværkeri, der gav kraftige brag, lige uden for opgange i en beboelsesejendom. Det var ifølge anmelderen særdeles utryghedsskabende, men også i dette tilfælde fandt politiet ikke nogen at drage til ansvar herfor.
I Køge rykkede politiet ud kl. 20.54 til røg fra et parkeringshus i Rådhusstræde, men det viste sig nok snarere, at der kunne tale om røg fra affyret fyrværkeri. Politiet fandt ikke tegn på egentlig brand i parkeringshuset, hvorfor der ikke blev foretaget yderligere.
Kl. 22.17 fik politiet en henvendelse fra en borger på Tranebanken i Herfølge om, at nogle unge løb rundt og puttede raketter i postkasser på vejen. Nogle postkasser led overlast som følge heraf, men en patrulje i området fandt ikke frem til de unge, der kunne mistænkes at stå bag den uhensigtsmæssige brug af fyrværkeri. Såfremt postkasser har lidt overlast, kan ejerne anmelde det til politiet som hærværk.
Lovlig og forsvarlig brug af fyrværkeri må kun ske i tidsrummet fra 27. december til og med 1. januar.
Indbrud i Perioden
Buen, Nr. Dalby, Borup
Egevej, Vemmedrup, Køge