Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/12/19 til 2023/01/03.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Bilist flygtede efter påkørsel af fodgænger – Næstvedvej / Køgevej, Ringsted
Kl. 13.38 fik politiet en anmeldelse fra en handlekraftig borger, der havde fulgt efter en bilist, men mistet kontakten til denne på Kaserne Parkvej, efter at bilisten kort forinden havde påkørt en fodgænger i krydset Næstvedvej – Køgevej.
Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en 85-årig mand fra Ringsted, som i den tilkaldte ambulance blev kørt på skadestuen til behandling for mindre alvorlig personskade som følge af påkørslen.
Ud fra diverse vidneforklaringer fik politiet klarlagt, at flugtbilisten var kørt ad Næstvedvej mod nord og standset for rødt lys i krydset ved Køgevej-Møllegade-Sankt Hansgade. Da lyssignalet skiftede til grønt, foretog bilisten svingning til højre, men påkørte herunder i fodgængerfeltet den 85-årige, der i fodgængerfeltet passerede Køgevej i sydlig retning.
Efterfølgende bakkede føreren af bilen lidt, inden bilisten accelererede voldsomt og flygtede ad Køgevej mod øst og videre ad Dagmarsgade mod nord.
Et vidne i bil fulgte efter flugtbilisten fra uheldsstedet frem til Kaserne Parkvej, hvor vidnet mistede kontakten til bilisten.
Politiet har nu optaget rapport om færdselsuheldet i et forsøg på at få identificeret flugtbilisten, der kørte i en grå/blå stationcar af mærket Skoda. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.
Bilist fulgte efter ambulance – Vestmotorvejen, Køge
Kl 11.35 meldte en ambulance med udrykning, at en personbil lå og fulgte lige efter ambulancen på vej ind ad motorvejen mod nord. En patrulje fik kontakt til personbilen, der blev ført af en 58-årig mand fra Odense, og fik den bragt til standsning. Manden forklarede, at han gerne ville hurtigt frem, da hans datter var på sygehuset og snart skulle føde. Manden blev forklaret, at man skal holde afstand til ambulancer, der kører med udrykning, og at han blev nødt til at køre efter færdselsloven.
Brand i containere / affaldsspande – Køge
Kl. 20.05 var der ildebrand i en container på Langelandsvej i Køge, så brandvæsnet rykkede ud for at slukke branden.
Trods brandvæsnets indsats lykkedes det ikke at redde hverken containeren eller dens indhold af papir mv., således at containeren af plastmateriale og indholdet stort set udbrændte.
Politiet har optaget rapport om branden i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen, da der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring herpå.
Kl. 22.15 fik politiet via alarmcentralen melding om, at der nu var ild i en container i krydset Fasanvej / Dalgasvej, Køge Brandvæsnet rykkede ud og foretog slukning af branden, der formodes at være opstået efter brug af fyrværkeri.
Politiet undersøgte området for personer, der måske kunne mistænkes for en rolle i branden i container, men traf ikke nogen, der kunne mistænkes herfor. Under eftersøgningen bemærkede politiet kl. ca. 22.30, at en skraldespand ved krydset Fasanvej / Dalgasvej nu også brændte. Brandvæsnet fik også slukket denne mindre brand, hvis årsag formodes at være den samme som tidligere.
Ingen er indtil videre sigtet i anledning af de tre brande i containere og skraldespande i den sydlige del af Køge by.
Brand i dekoration – Strandkvanen, Køge
Kl 17.22 kom der melding om brand i en lejlighed på 1. sal. To patruljer fra politiet ankom til stedet før brandvæsnet var fremme. Der var på det tidspunkt cirka 1 meter høje flammer op fra en juledekoration. Personalet fra den ene patrulje gik i gang med at evakuere omkringboende, mens de to andre politifolk gennem en åbentstående glasdør fik slukket ilden med en pulverslukker. En beboer i bygningen havde forinden forsøgt at kvælen ilden ved at lægge et tæppe over flammerne og hælde mælk på. Ejeren af lejligheden kom til stedet kort efter.
Flere biler i færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl 14.48 skete det er et færdselsuheld i den tætte trafik sydgående på motorvejen. En 52-årig mand fra Greve kørte forrest, da han blev nød til at bremse hårdt op. Han tvang dermed en bagvedkørende 55-årig mand fra Haslev til også at bremse hårdt op. Bag ham kørte en 34-årig mand fra København, der også måtte op og stå på bremsen. Men bagerst kom en 24-årig mand kørende, og han nåede ikke at bremse. I stedet ramte han den 34-åriges bil, der så blev skubbet op bagi den 55-åriges bil, der så igen ramte den 52-åriges. Der blev sendt flere ambulancer til stedet og det var nødvendigt for brandvæsnet at skære personerne fri fra to af de involverede biler. Uheldet afstedkom en massiv kødannelse på motorvejen. Alle skulle dog være sluppet fra uheldet uden alvorlige skader.
Flere biler i sammenstød – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 15.09 var flere biler stødt sammen i det østgående spor på Vestmotorvejen efter til-/afkørsel 33 Vemmedrup. Ingen var dog kommet til skade ved sammenstødene.
Det viste sig, at en 46-årig mand fra Hillerød havde foretaget en kraftig opbremsning, da trafikken foran ham pludselig holdt stille. Det opdagede en 51-årig mandlig bilist fra Værløse for sent, så han påkørte den 46-åriges bil bagpå.
Dette sammenstød opdagede en tredje bilist for sent og påkørte den 51-åriges bil, hvorefter en fjerde bilist påkørte den tredje bilist.
Skaderne på de implicerede køretøjer var ikke større end, at de alle kunne køre fra stedet, så politiet registrerede blot omstændighederne ved og parterne i uheldet.
Forsøg på indbrud i fyrværkerilager – Skovvang – Ejby, Lille-Skensved – Køge
Kl. 21.47 modtag vagtcentralen en anmeldelse om, at en mand tilbageholdt en person i forbindelse med et indbrudsforsøg i en fyrværkericontaioner. 1-2 personer var undløbet fra stedet. Politiet kom frem og anholdt den tilbageholdte person – en 18-årig mand fra Solrød – og kunne efterfølgende anholde endnu en mistænkt – en 20-årig mand på en adresse i Solrød. De to blev sigtet for forsøg på indbrud og blev anholdt og afhørt til sagen, hvorefter de blev løsladt. De er fortsat sigtet og vil høre nærmere fra politiet.
Færdselsuheld – Ryeskovvej, Borup – Køge
Kl. 09.52 skete et færdselsuheld, da en 47-årig lokal mand bilist skulle dreje og en 30-årig mand fra lokalområdet overså, at den 47-årige aktiverede sit blinklys og sænkede farten. Der skete skade på begge køretøjer, men ingen personskade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 19.26 skete et færdselsuheld med fire implicerede biler, som alle kom kørende i østlig retning ad Vestmotorvejen. Ved Vemmelev påkørte en 18-årig mand fra Birkerød en forankørende bil, da den 18-årige overså, at bilen bremsede. Den 18-åriges bil blev derpå påkørt bagfra af en bilist, som blev påkørt af en bagfra kommende bil. Der skete skade på de fire implicerede køretøjer. Ingen personer kom til skade ved uheldet, som medførte, at en vognbane var spærret, mens bilerne blev flyttet væk fra kørebanen.
Grafittimaler anholdt – Emilievej, Køge
Kl. 15.34 modtog politiet en anmeldelse om, at flere personer var i gang med at male grafitti på tog, som holdt på holdepladsen for s-tog ved Køge Station. En patrulje kom frem til stedet og kunne se fire personer, som malede med spraymaling. Patruljen eftersatte personerne til fods, hvor det lykkedes tre personer at slippe væk, mens en person blev standset og anholdt – der er tale om en 43-årig mand fra Holbæk. Manden blev afhørt til sagen og derefter løsladt. Han er sigtet for hærværk og vil høre nærmere fra politiet.
Harmonikasammenstød – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 12.38 skete en færdselsuheld på motorvejen i forbindelse med køkørsel. En 25-årig mand fra Glostrup overså kødannelse, og nåede ikke at få standset sin bil i tide. Manden påkørte en bil bagfra, som blev skubbet frem. I alt 4 – ud over bilen ført af den 25-årige – biler fik skader, da de blev skubbet ind i hinanden. Der skete udelukkende materiel skade ved sammenstødet.
Hurtig bilist – igen – Køgevej, Ringsted
Kl. 16.08 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 81 km/t ad Køgevej mod vest, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t i tættere bebygget område.
En 21-årig mand fra Bjæverskov blev efterfølgende sigtet for hastighedsovertrædelsen og kan nu se frem til en bøde på 4.200 kr., et bidrag på 500 kr. til Offerfonden samt en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Lov om euforiserende stoffer og knivloven – Vordingborgvej / Marksvinget, Køge
Kl. 03.34 henvendte politiet sig til en råbende og skrigende mand, der befandt sig på hjørnet af Vordingsborgvej og Marksvinget i Køge. Der var tale om en 34-årig mand fra Køge, som var i besiddelse af 1,34 gram amfetamin og en kniv, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge til på dette tidspunkt af natten.
Politiet beslaglagde de ulovlige effekter og sigtede den 34-årige for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer og knivloven.
Manglende afstand – Vestmotorvejen, Køge
Kl 09.45 standsede færdselspolitiet en personbil ført af en 23-årig mand fra Ringsted, fordi han kørte med for kort afstand til de forankørende. Den korte afstand, ville gøre det vanskeligt for føreren af nå at bremse, hvis der skulle ske et uheld, blev dokumenteret af patruljens videokamera. Det var den 23-åriges tredje klip på tre år. Han kan nu se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet.
Narko-/spirituskørsel og knivloven – Københavnsvej, Køge
Kl. 03.46 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Københavnsvej i Køge Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 25-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde en hobbykniv på sig uden noget anerkendelsesværdigt formål.
Kl. 04.12 blev en 24-årig mand fra Ishøj standset som fører af en personbil også ad Københavnsvej i Køge Han kunne mistænkes for både at være påvirket af spiritus mere end tilladt samt for at være påvirket af både hash og kokain under kørslen. Den 24-årige fik derfor udtaget blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Narkobilist uden sele – Lyngvej, Køge
Kl. 17.20 stoppede en patrulje en 21-årig mand fra Køge, der kørte ad Lyngvej i en personbil uden sele på. Det viste sig dog ikke at være den eneste lovovertrædelse han begik, da han også var påvirket af hash under kørslen. Han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 21-årige havde desuden ikke medbragt sit kørekort, hvilket også kostede ham en bøde. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter han vil høre mere i sin sager.
Narkokørsel – Ringstedvej, Køge
Kl. 02.47 blev en 48-årig mand fra Køge sigtet for narkokørsel. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Spirituskørsel – Gammel Ringstedvej, Køge
Kl. 14.20 blev en 40-årig mand fra Køge sigtet for spirituskørsel. Manden var kortvarigt anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, og derefter blev han løsladt. Sagen afgøres, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Spirituskørsel – Kimmerslevvej, Borup – Køge
Kl. 21.20 blev en patrulje opmærksom på en bil, som de standsede for at foretage en rutinemæssig kontrol. Bag rattet sad en 33-årig rumænsk mand, bosiddende i Viby Sjælland, som var påvirket af spiritus. Manden blev sigtet for spirituskørsel og var anholdt kortvarigt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve – derefter blev han løsladt. Manden er sigtet i sagen, som afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
To hurtige bilister tæt på skole – Stensbjergvej, Køge
Færdselspolitiet foretog sent mandag formiddag en hastighedsmåling med lasermåleudstyr af de bilister, som kørte ad Stensbjergvej i begge retninger på en vejstrækning, der er beliggende i tættere bebygget område og derfor med en højst tilladt hastighed på 50 km/t.
Kl. 11.16 blev en 37-årig mand fra Køge målt til og efterfølgende sigtet for at køre mindst 85 km/t i en personbil i sydlig retning. Bødepåstanden vil være 4.800 kr., et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. samt påstand om en betinget frakendelse af kørekortet på grund af en hastighedsovertrædelse på mere end 60 %. Betinget frakendelse betyder, at en kontrollerende køreprøve (både teori- og køreprøve) skal bestås for at kunne beholde førerretten. Hvis en af prøverne ikke bestås, inddrages førerretten, indtil begge prøver er bestået.
Kl. 11.54 kørte en 19-årig mand fra Køge også for hurtigt i en personbil, idet han blev målt til at køre med mindst 82 km/t i nordlig retning ad Stensbjergvej. For ham vil bødepåstanden være 4.200 kr., det pligtige bidrag på 500 kr. til Offenfonden, men så en påstand om et kørselsforbud, fordi han inden for tre år efter erhvervelsen af sit kørekort har kørt mere end 60 % for hurtigt. Kørselsforbuddet betyder, at han ved sagens afgørelse får et forbud mod at køre bil, indtil den 19-årige har gennemgået noget obligatorisk undervisning og bestået en teori- og køreprøve.
Begge sigtede bilister vil derfor i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod dem.
To mænd forulykket på mark – Køgevej, Tjæreby, Roskilde
Kl. 04.26 modtog alarmcentralen et opkald fra den ene af to mænd, der var forulykket med en ATV på en mark. Ulykkesstedet kunne ikke angives præcist ud over, at ATVen var forulykket ved kørsel ned i en grøft. Redningsmyndighederne og politiet rykkede ud til området og fik ved henvendelse på en privat adresse på Køgevej klarlagt, at de to forulykkede formentlig var to 30-årige mænd fra København, idet de ikke længere var til stede på den pågældende adresse.
Redningsmyndighederne og politiet fik herefter lokaliseret den forulykkede ATV, hvor de to 30-årige mænd var til stede. Den ene var delvist fastklemt og formentlig kommet alvorligt til skade, mens den anden umiddelbart havde pådraget sig overfladiske kvæstelser ved ulykken og derfor var i stand til at slå alarm fra sin mobiltelefon. Begge mænd var spirituspåvirket, og da den fastklemte var blevet frigjort, blev de bragt til hhv. Rigshospitalet og Køge sygehus til undersøgelse fornøden behandling.
Politiet fik rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge mænd, hvoraf kun den ene er blevet afhørt kortvarigt omkring hændelsesforløbet i forbindelse med kørsel på ATVen udelukkende på en mark. Under kørslen var de forulykket, da de var kørt ned i en grøft, så ATVen væltede.
Når analyseerklæringerne fra blodprøverne foreligger, og begge mænd er blevet afhørt om omstændighederne ved kørslen, vil politiet tage stilling til, om afslutningen på en nytårsfest med den natlige kørsel på ATVen på marken også skal have en strafferetlig konsekvens for mændene.
Trafikulykke – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl 18.32 skete der et nyt uheld på motorvejen, da en personbil ført af en 58-årig mand fra Espergærde var på vej mod nord. Af ukendte årsager mistede han tilsyneladende kontrollen af bilen og ramte ind i en lastbil, der kørte i inderste vognbane. Personbilen blev ved sammenstødet slynget gennem luften og ramte først ind i autoværnet ved midterrabatten og røg så slutteligt ud og ramte autoværnet ved nødsporet. Den 58-årige havde også et mindreårigt barn med i bilen og begge blev med ambulance bragt til sygehuset til undersøgelse. De foreløbige meldinger er dog, at begge slap fra ulykken uden alvorlige skader og er udskrevet igen.
Ung mand havde ulovligt fyrværkeri – Herfølge – Køge
Kl. 11.00 fik politiet en anmeldelse om, at en ung mand via sociale medier havde offentliggjort affyring af fyrværkeri.
Politiet fik identificeret den pågældende som en 17-årig ung mand fra Herfølge, som efterfølgende fik besøg på sin bopæl, hvor hans forældre også var til stede.
Ved den efterfølgende ransagning af bopælen fandt politiet seks sejlgarnsbomber, seks mindre krysantemumbomber og 16 kanonslag, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.
De beslaglagte effekter blev med hjælp fra forsvarets ammunitionsrydningstjeneste transporteret forsvarligt til et depot til opbevaring, indtil sagen er afgjort.Den 17-årige blev afhørt til sagen, mens en repræsentant for de sociale myndigheder var til stede, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i det nye år.
Utryghedsskabende unge havde fyrværkeri og kniv på sig – Køge
Kl. 20.58 fik politiet en anmeldelse om en gruppe unge mænd, der ved gangbroen ved Køge Nord-station optrådte utryghedsskabende, idet de kastede med knaldfyrværkeri og måske også var i besiddelse af en kniv. På anmeldelsestidspunktet var gruppen på vej til S-toget i retning mod Køge
Politiet kørte til Køge S-station og fik her kontakt til fem teenagere fra Ringsted og Stenlille, som alle blev kontrolleret som følge af anmeldelsen.
En 18-årig mand fra Ringsted var i besiddelse af otte kanonslag, som blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.
En hobbykniv fandt politiet hos en 17-årig ung mand fra Ringsted, som ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge hobbykniven til. Han blev sigtet for overtrædelse af knivloven i forbindelse med beslaglæggelse af hobbykniven som bevis i sagen.
Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, der dog også vil underrette den 17-åriges værger om sagen mod ham.
Indbrud i Perioden
Falkevej, Køge
Galoche Alle, Køge
Egevej, Vemmedrup, Køge
Egøjevej, Køge
Gartnervænget, Bjæverskov
Åvej, Ølby Lyng, Køge