Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/03/14 til 2023/03/28.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brand i skur – Weysesvej, Køge
Kl. 11.27 anmeldte en borger, at der var brand i et skur. Politi og brandvæsen kom frem til adressen og fik slukket ilden, som havde forårsaget skader på arbejdsredskaber, samt skur og tagkonstruktion på skuret. I forbindelse med slukningsarbejdet blev beboere fra nærliggende huse kortvarig evakueret, da der var risiko for at branden skulle sprede sig. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge stedet for at fastslå årsagen til brandens opståen.
Butikstyv fremstilles i grundlovsforhør – Køge, Roskilde og Ringsted
Søndag kl. 14.22 blev en 42-årig mand uden fast bopæl anholdt, da han igen inden for kort tid blev taget for at stjæle i Coop365 på Ivar Huitfeldtsvej i Køge Han blev stoppet ved udgangen med en flaske vin i bukselinningen og en pose vejsalt, som han ikke havde betalt for til en samlet værdi af 72 kr. Da personalet ville tilbageholde ham, blev han voldsom, så politiet kørte hurtigt til stedet, hvor han blev anholdt og taget med til politistationen.
Han blev mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, som sigtet for i alt fire butikstyverier i Midt- og Vestsjællands Politikreds begået i Netto i Ringsted og i Super Brugsen i Roskilde i marts måned. I alle tilfælde havde den 42-årige stjålet øl, vin eller spiritus. Han har desuden flere uafgjorte sager om butikstyverier i andre politikredse og er tidligere dømt for butikstyveri.
Falske bankmedarbejdere på spil – Køge / Karlslunde (Greve)
Torsdag eftermiddag og aften fik politiet anmeldelser fra to kvinder i hhv. Køge og Karlslunde om falske bankmedarbejdere, der havde kontaktet dem i anledning af påståede, mistænkelige transaktioner på kvindernes bankkonti.
En 81-årig kvinde fra Køge var kl. ca. 12.00 blevet kontaktet telefonisk af en mand, der var bekymret for en overførsel af et beløb fra en udenlandsk konto til den 81-åriges bankkonto. Samtalen var herefter blevet overtaget en kvinde, der fik den 81-årige overbevist om, at hun skulle udlevere sit dankort med tilhørende kode til en “bankmedarbejder”, der ville komme forbi hendes bopæl.
Lidt senere dukkede en ung mand op og fik udleveret dankortet med koden, hvorefter den 81-årige lidt senere anede uråd og kontaktede et familiemedlem.
Inden dankortet nåede at blive spærret, kunne den 81-åriges bank oplyse, at der allerede uberettiget var blevet hævet 10.000 kr.
Den falske bankmedarbejder, der afhentede dankortet, blev af den 81-årige beskrevet som en ung mand, lys i huden, 175-170 cm høj, spinkel af bygning, kort sort hår og iført cowboybukser og en grå bluse.
Den anden anmeldelse indløb kl. 19.41 fra en 76-årig kvinde fra Karlslunde, som var blevet ringet op kl. ca. 18.00 af en mand, der havde præsenteret sig som medarbejder i Nets.
Årsagen til hans henvendelse var forsøg på køb af en rejse, der skulle betales ved at hæve et beløb på den 76-åriges bankkonto. For at stoppe det mistænkelig køb skulle den 76-årige have spærret sit dankort, som i den anledning skulle udleveres til en mand, der ville afhente det hos den 76-årige.
En mand dukkede hos den 76-årige, der udleverede dankort til den fremmede mand, mens den falske Nets-medarbejder stadig var i telefonen. Han forsøgte at overbevise den 76-årige om, at PIN-koden til dankortet også skulle udleveres, hvilket hun nægtede.
Den falske Nets-mand i telefonen blev ophidset herover og afbrød samtalen, så den 76-årige kunne ved spærringen af sit dankort blive beroliget med, at der ikke var foretaget uberettigede transaktioner med hendes dankort.
Den mand, der afhentede dankortet, blev af den 76-årige beskrevet som en mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 185-195 cm høj, alminelig af bygning, sort hår og sorte skægstubbe. Han var iført mørk striktrøje, hvid T-shirt og khaki-farvede bukser.
Politiet har i begge tilfælde aflagt de to kvinder et besøg, så de grundigt kunne blive afhørt til anmeldelserne om bedrageri eller forsøg herpå over for dem hver især.
Oplysningerne i anmeldelserne indgår nu i efterforskningen af andre tilsvarende sager med samme fremgangsmåde fra de falske bankmedarbejderes side.
Politiets meget generelle råd er at søge den pågældendes navn og arbejdsplads oplyst ved uventede telefonopkald, hvorefter forbindelsen afbrydes, så et kontrolopkald via arbejdspladsens hovedtelefonnummer kan gennemføres. Et svindelopkald vil på denne måde blive opdaget.
Desuden har ingen pengeinstitutter fremgangsmåden med at afhente dankort hos indehaverne i forbindelse med udskiftning i tilfælde af mistanke om svindel.
Færdselsuheld – Gammel Hastrupvej, Køge
Kl. 18.32 rykkede politiet ud til Gammel Hastrupvej for at undersøge en påkørsel af en parkeret bil nærmere, idet den skadevoldende bilist var kørt fra stedet uden at give sig til kende over for ejeren af den påkørte bil. Politiet kunne konstatere, at der var sket mindre skader bagpå på den påkørte og parkerede personbil. Ingen var kommet til skade ved uheldet.Under efterforskningen fik politiet kontakt til et vidne, der havde hørt lyden fra påkørslen og efterfølgende set det skadevoldende køretøj køre væk fra stedet.
Ud fra vidnets oplysninger fandt politiet frem til en firmabil, hvis hjemadresse i Ringsted-området blev besøgt. Her kunne politiet på det pågældende køretøj se nogle mindre skader, som stemte overens med skaderne på den påkørte bil. Politiet arbejder nu videre med disse oplysninger og forsøger via køretøjets ejer at finde frem til identiteten på føreren, så vedkommende senere kan blive afhørt om hændelsesforløbet.
Færdselsuheld – Ringstedvej, Køge
Kl. 21.48 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en forulykket bilist på Ringstedvej på strækningen mellem Sydmotorvejen og Køge by.
Det viste sig, at en 49-årig mand fra Borup under kørsel ad Ringstedvej i vestlig retning var kommet ud i rabatten, så han mistede kontrollen over sin personbil. Bilen væltede om på siden og kom ud på en nærliggende mark.
Den 49-årige var sluppet uden behandlingskrævende skader, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret.
Færdselsuheld – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 14.13 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne nærmere, efter at fodgænger var blevet ramt af en bilist på Stevnsvej. En ambulance var efterfølgende blevet tilkaldt, efter at bilisten havde forladt uheldsstedet.
Ved uheldsstedet på Stevnsvej lidt nord for Tryggevælde å fik politiet klarlagt, at en 85-årig mand fra Virum under passage af Stevnsvej i retning mod en parkeringsplads nord for åen var blevet ramt af en kvindelig bilist. Herved blev han væltet omkuld og pådrog sig flere overfladiske skrammer.
Bilisten standsede og hjalp den 85-årige, som efterfølgende blev overgivet til andre bekendte, der afventede ham på parkeringspladsen. Den kvindelige bilist ønskede at blive på stedet, men behovet herfor blev umiddelbart ikke skønnet nødvendigt af den 85-årige og hans bekendte. Hun forlod derfor stedet uden at have afleveret oplysninger om sig selv eller hendes bil.
Den 85-årige blev efterfølgende dårlig, så han i en tilkaldt ambulance blev bragt på skadestuen til en kontrol.
Politiet har nu optaget rapport i sagen i et forsøg på at få identificeret den kvindelige fører af den bil, som var involveret i uheldet, og vil gerne opfordre den kvindelige bilist til at henvende sig til politiet, så hun kan blive afhørt om uheldet.
Indbrud i villa – Gløerfeldtsvej, Køge
Kl. 04.00 slog en 29-årig mand fra Køge alarm, efter at en fremmed mand havde åbnet døren ind til det rum, hvor han befandt sig. Den fremmede mand havde straks taget flugten gennem villaen og flygtet videre til fods væk fra området.
Politiet kørte til området med bl.a. en hundepatrulje for at lede efter manden, der havde opbrudt et vindue for at skaffe sig adgang til villaen. Indbrudstyven havde nået at stjæle en pung og nogle smykker, inden han flygtede fra stedet.
Den mistænkte blev desværre ikke fundet, men blev beskrevet som en mand, 175-185 cm høj, almindelig af bygning, iført formentlig hue, sort hættetrøje, sorte bukser og medbringende en sort taske.
Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser i håb om, at eventuelle spor kan være med til at identificere indbrudstyven. Oplysninger om den mistænkte på flugt i området kan gives til politiet på tlf. 114.
Narkobilist – Servicevej, Køge
Kl. 00.20 blev en 24-årig mand fra Farum sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Servicevej i Køge En narkometertest viste positiv for hash, så han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Patruljer har fokus på biltræf – Køge, Ringsted og Greve
Fredag aften var flere patruljer på gaden for at holde øje med, om biler forsamledes til biltræf. De foregående weekender har der været mange biler forsamlet rundt omkring i industriområder i især Ringsted, Køge og Greve, så politiet har stor fokus på sikkerhed i den forbindelse, og om bilisterne overholder loven.
Kl. 21.45 kom en anmeldelse fra borgerne i Borup, om at flere biler var samlet i Hovedgaden. Da en patrulje kom frem var bilerne væk, men betjentene kunne se, at der var lavet “donuts” på asfalten fra hjulspin. Kort efter kom melding om, at der var mange biler samlet i Ringsted.
Kl.22.15 på Benløse Skel i Ringsted blev en 36-årig mand fra Ringsted stoppet rutinemæssigt. Han var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve,
Politiet foretog fartmåling på Køgevej i Ringsted, hvor man må køre 50 km/t. En 47-årig mand fra Slagelse, blev kl. 21.15 målt til at køre 92 km/t. Kl. 22.15 var det en 35-årig mand fra Slagelse, der blev målt til at køre 85 km/t i byzonen. Bilisten var desuden frakendt førerretten og påvirket af hash under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden og for lov om euforiserende stoffer, da han havde et gram hash på sig.
Kort før midnat kom en melding om biltræf i Greve Main, hvor omkring 50 biler var mødt op. Da politimotorcyklerne kom til stedet kørte en stor del af bilisterne fra området. Betjente fra færdselspolitiet kontrollerede flere køretøjer, hvor de blandt andet traf en drøn ulovlig bil, som larmede kraftigt, da lydpotten var fjernet. Bilen blev stoppet på Mosede Landevej uden nummerplader på, og det viste sig, at den ikke var indregistreret i Danmark. Bilisten, en 18-årug mand, sagde at han ikke deltog i biltræffet, men bare var kommet forbi. Han havde netop købt bilen, da han ville sætte den i stand. Bilen viste sig at have fået foretaget ændringer i det forureningsbegrænsende udstyr. Den blev derfor beslaglagt og skal nu undersøges nærmere, for at afklare, om der er sket ulovlige ændringer af motoren.
Lørdag omkring kl. 23.00 var der over 100 biler samlet ved industriområdet ved Køge Nord. Bilisterne fortrak dog fra stedet, da patruljerne ankom. Nogen kørte videre til tankområdet ved Køge Nord og senere kørte nogen videre til Greve Main. Kort efter midnat havde biltræffet forladt politikredsen uden at der havde været optræk til uorden eller ræs.
Varetægtsfængsling – Butikstyverier – Køge / Ringsted / Roskilde
En 42-årig mand blev mandag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 13. april 2023 som sigtet for fire butikstyverier, som han i løbet af marts måned har begået i hhv. Køge, Ringsted og Roskilde efter tyverier af øl, vin og spiritus i supermarkeder.
Baggrunden for fremstillingen af den 42-årige er, at han har flere tidligere domme og afgørelser for tilsvarende berigelseskriminalitet.
Den 42-årige valgte ikke at kære rettens kendelse om varetægtsfængslingen, så politiet har nu anbragt ham i et arresthus under varetægtsfængslingen.
Indbrud i Perioden
Gummersmarkvej, Bjæverskov
Klemmenstrupvej, Køge
Læskovvej, Bjæverskov
Nyvej, Bjæverskov
Strædet, Køge
Flindtsvej, Køge
Solsikkevej, Køge