Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 9-17. oktober 2017.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Trussel på livet – Køge
En 38-årig mand blev kl. 1315 udsat for trusler på Salbyvej. Den 38-årige og en bekendt var ude at køre med en hestevogn, da de blev overhalet af en hvid personbil, der kørte meget tæt på heste og vogn. Bilen bremsede kraftigt op, og fører steg ud og råbte og skreg efter den 38-årige, ligesom han hoppede op på vognen og tog fat i den 38-årige, der også blev forsøgt slået flere gange.
I forbindelse med, at gerningsmanden sprang op på hestevognen fik han sat vognen i galop og hestene løb ca. 300 meter, før forurettede fik styr på dem igen. Gerningsmanden blev skubbet af hestevognen og gik hen til sin bil og kørte fra stedet.
Spirituskørsel – Herfølge, Køge
Kl. 1445 anholdt politiet en 63-årig mand fra Herfølge, der kørte i bil ad Gunderupvej i vestgående retning. Han ville indtaste noget på sin GPS og det endte med, at han påkørte et træ. Det viste sig, at pgl. var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Brande og hærværk – Køge
Kl. 2335 blev anmeldt om brand på Langelandsvej ved Kulturhuset. Det viste sig, at det var en skraldespand, der var ild i. Ingen skade på bygning, men politiet har en mistanke om, at branden kan være påsat.
Kl. 2350 blev anmeldt om brand i Aldersro, i Herfølge, hvor der var brand i to containere. De stod begge tæt på en husmur. Der skete ikke den store skade. Det antages, at branden kan være påsat.
Stort set samtidig blev der begået hærværk mod et glasskur ved et busstoppested på Billesborgvej. Her blev tre unge på 16-18 år set. Det kan ikke afvises at der er sammenhæng mellem branden i Herfølge og hærværket.
Politiet vil meget gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget i relation til brandene eller hærværket Ring på 114.
Vold – Køge
Kl. 1200 var en 16-årig dreng fra Rødvig ved åen nær Køge Havn, hvor han fiskede. Den 16-årige var sammen med en kammerat. En mand havde råbt af de to fra den modsatte side af åen, at de ikke måtte fiske der, og kort tid efter kom manden over på samme side, som drengene var. Han slog den 16-årige i ansigtet med et knytnæveslag, hvorefter han kørte fra stedet i en bil.
Politiet vil gerne tale med vidner til episoden. Ring på 114. Politiet efterforsker nu sagen nærmere.
Narkopåvirket bilist – Køge
Kl. 2210 anholdt politiet en 20-årig mand fra Køge, der sigtes for kørte i narkopåvirket tilstand i sin bil på Gymnasievej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Kontrolleret sprængning – Køge
Kl. 1323 fik politiet anmeldelse fra en virksomhed på Københavnsvej, hvor man var i besiddelse af et stof, som man gerne ville af med. Stoffet var af en sådan beskaffenhed, at det let kunne bringes til eksplosion under uheldige omstændigheder.
Politiet kørte til stedet sammen med militærets EOD, der lavede en kontrolleret sprængning af stoffer kl. 1710. Alt forløb som planlagt. Politiet havde forinden udsendt tweet om sprængningen for at berolige befolkningen omkring virksomheden.
Hastighedskontrol – Vemmedrup, Køge
Færdselspolitiet prøver at holde øje med forskellige vejarbejder i politikredsen, hvilket ikke mindst skal ses som en sikring af de vejfolk, der arbejder på stederne, hvor det har stor betydning for færdselssikkerheden, at hastighederne holdes.
Politiet målte onsdag ved et påbegyndt vejarbejde på Ringstedvej ud for Vindegårdsvej og Vemmedrupvej. I første omgang blev ATK bilen placeret meget synlig i 80 km zonen, og det førte til, at der ikke var nogen, der kørte for stærk i hele tre timer, hvilket politiet er meget tilfredse med.
Anderledes så det ud, da bilen blev flyttet ind midt i vejarbejdet, hvor højeste tilladte hastighed var 50 km/t. På to timer passerede 302 biler, og heraf blev 21 mål til at køre for stærkt. De fem af bilisterne får et klip i kørekortet grundet deres hastigheder. En fik en bøde på 5000 kr. og en betinget frakendelse for en hastighed på 74 km/t.
Pol itiet vi l også i de kommende dage og uger have et vågent øje med hastighederne omkring vejarbejder, og derfor skal anbefalingen lyde, at man letter foden fra speederen af hensyn til egen pengepung og vejfolkenes sikkerhed.
Anholdelse – Køge
Kl. 0052 anholdt politiet en 32-årig mand fra Køge, der sigtes for trusler og vold mod en tidl. samlever.
Pgl. forventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.
Vold mod avisbud – Hovedgaden, Lille-Skensved – Køge
Kl. 1539 anmeldte en 52-årig kvinde fra Lille-Skensved, at hun kl. ca. 1530 var blevet udsat for vold af en bilist, der i vrede over hendes kørsel som cyklist havde taget hende hårdt omkring struben og skubbet hende bagover. Under kørsel på cykel som avisbud ad Hovedgaden passerede den 52-årige nogle parkerede biler. Kort efter blev hun kontaktet af en bilist, der højlydt bebrejdede hende, at hun skulle kigge sig over skulderen, inden hun kørte forbi de parkerede biler. Herefter tog bilisten hende om halsen og skubbede bagud, medens hun sad på cyklen. Et vidne blandede sig, hvorefter bilisten stoppede og kørte fra stedet. Den mistænkte bilist blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, 25-35 år, 180-190 cm høj, almindelig af bygning, kort brunligt hår, intet om beklædning, kørende i en guldfarvet personbil. Politiet efterforsker nu sagen ud fra oplysningerne fra både den forurettede og flere vidner i sagen for at finde frem til den mistænkte.
Forsøg på tricktyveri – Ærtebjerghusene, Borup – Køge
Kl. 1720 anmeldte en 91-årig mand fra Borup, at han kl. ca. 1705 var blevet opsøgt af to udenlandske kvinder, da han gik på sin gårdsplads. Den ene kvinde havde fremvist en ring i den hensigt at ville sælge den til den 91-årige, som samtidigt bemærkede, at den anden kvinde stak en hånd ind i hans jakke i et forsøg på at få fat i hans pung. Den 91-årig fik kvinderne skubbet væk og bad dem om at gå, hvorefter de kørte fra stedet i en grønlig bil med udenlandske nummerplader. Der er ikke nogen yderligere beskrivelse af de to kvinder.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket bilen og de to kvinder i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Forsøg på indbrud – Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved – Køge
Kl. 2300 forsøgte nogen at bryde ind i en købmandsforretning ved at bryde glasdørene i indgangspartiet op. Tyverialarmen og en røgkanon blev aktiveret, hvorfor man ikke kom ind i butikken, men flygtede fra stedet i en mørk stationcar, muligt af bilmærket Audi A6, ældre årgang, i retning mod Borup. Der er ingen beskrivelse af gerningsmanden/-mændene.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket bilen i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Tricktyveri – Køge
Kl. 1208 blev anmeldt om et tyveri, der fandt sted lørdag 071017 kl. 0250 på Cirkle K, Nordhøj, hvor tre personer kom ind og spredte sig i forretningen. Det lykkedes de tre at forvirre personalet, så de slap af sted med to fl. vodka. Alle tre gerningsmænd var af østeuropæisk udseende, talte svensk og ca. 35-45 år.
Butikstyveri – Bjæverskov, Køge
Kl. 1935 blev en 44-årig mand fra Rusland anholdt og sigtet for butikstyveri i en forretning i Bjæverskov, pgl. stjal kaffe fra Rema 1000 på Kastajnevej. Det blev opdaget. Pgl. sidder fortsat anholdt, og sagen behandles af udlændingeafdelingen tirsdag.
Færdselsuheld / lov om euforiserende stoffer – Karlemosevej, Køge
Kl. 1324 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var kørt galt i et skarpt sving på vejen og havde ramt en lysmast. Da politiet hurtigt ankom til stedet, så patruljen to mænd på vej væk med et sæt nummerplader under armen. De to mænd satte i løb og smed en pose med noget hvidt pulver fra sig under flugten, men politiet fik ikke fat i de to mænd. Både bilen og lysmasten havde fået skader som følge af uheldet. Bilen havde ikke længere nummerplader på og blev meldt stjålet i løbet af natten frem til uheldstidspunktet fra Solrød Strand, medens politiet undersøgte den nærmere for spor efter de to mænd.Posen, som den ene smed fra sig, viste sig at indeholde kokain og vil nu blive undersøgt nærmere for at få identificeret pågældende. Politiet undersøger nu sagerne nærmere for at finde ud af identiteten på føreren af bilen samt ejeren af posen med kokain.
Indbrud i perioden
Jernbanegade, Køge
Tøxensvej, Køge
Egevej, Vemmedrup, Bjæverskov
Læskovvej, Bjæverskov
Nyvej, Bjæverskov
Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved
Ejbyvej, Lille-Skensved