Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet Dec 20, 2017 til Jan 02, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Fjernstyringskabler ødelagt – Søndre Viaduktvej, Køge

Kl. 1315 undersøgte politiet en hændelse, hvor der var opstået brand ved en kabelbakke med fjernstyringskabler til signalanlæg mv. på togstrækningen Roskilde-Køge-Næstved (Lille Syd). Ved branden var der opstået skade på kablerne, så DSB indstillede togdriften, medens reparation blev foretaget af BaneDanmark. Under efterforskning i sagen fik politiet kontakt til to 12-årige lokale drenge, som i forbindelse med leg med fyrværkeri på stedet havde forårsaget branden ved fjernstyringskablerne. De formodes ikke at have forvoldt skaderne med vilje, men kan efter al sandsynlighed se frem til et erstatningskrav fra jernbanemyndighederne som følge af deres adfærd. Politiet foretager sig ikke yderligere i sagen, hvor drengenes forældre er underrettet.

Spirituskørsel – Køge

Kl. 1508 anholdt politiet en 51-årig mand fra Hårlev, der blev truffet på Københavnsvej. Da politiet ville standse ham, så stak han af i bilen. Efter en længere biljagt blev pgl. standset på Cementvej, hvor han endelig blev anholdt. Efter udtagelse af en blodprøve og sigtelse for diverse overtrædelse af færdselsloven og straffeloven, (bilen var brugsstjålet), blev han igen løsladt.

Spirituskørsel – Herfølge, Køge

Kl. 2145 anholdt politiet en 39-årig mand fra Herfølge, der umiddelbart før var kørt i grøften. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Dødsfald – Køge

Kl. 1333 kørte politiet til en adresse på Gymnasievej, hvor en ambulance stod med en person, der var død. Omstændigheder ved fundet gjorde, at politiet blev tilkaldt. Politiets efterforskere undersøgte forholdet nærmere, og der blev resolveret, at der ikke var noget mistænkeligt i dødsfaldet. Familie til den afdøde, en 53-årig kvinde, blev underrettet om dødsfaldet af politiet. Politiet har ikke flere kommentarer til denne sag.

Narkokørsel – Stensbjergvej, Køge

Kl. 0419 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Politiet fik mistanke om narko-påvirkningen, da føreren stadig havde spor efter noget hvidt stof ved næseborene. Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Fyrværkeriloven – Parkvej, Køge

Kl. 1548 anmeldte en 57-årig mand fra Køge, at han juleaftensdag kl. ca. 1610 havde været nede i gården ved sin beboelsesejendom for at aflevere skrald. Pludselig lød der et høj brag meget tæt på. Der var tale om et kanonslag, som formentlig var blevet kastet ud fra en af lejlighederne i ejendommen. Den 57-årige havde fået hovedpine og en kraftig hyletone i det ene øre som følge af braget. Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at finde frem til den, der har kastet kanonslaget.

Brandundersøgelse – Køge S-station, Køge

Kl. 2053 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i elevatoren på S-stationen. Det viste sig, at ukendte personer havde holdt en varmekilde op mod beskyttelsesplastikken ved lysarmaturerne i elevatoren, således at beskyttelsesplastikken smeltede og ødelagte belysningen. På stedet fandt politiet en lighter, som nu undersøges nærmere i et forsøg på at få identificeret gerningsmanden.

Vold mod julegæster mv. – Lidemarksvej, Herfølge – Køge

Kl. 2257 fik politiet en anmeldelse om, at en 66-årig kvinde fra Herfølge og en 48-årig mand fra Hillerød var blevet slået af en mand i forbindelse med et skænderi. Politiet kørte til stedet og fik kontakt med de to ofre, der var i familie med hinanden. Den 66-årige havde lidt tidligere luftet sin hund og havde passeret en mand, der var gæst hos naboen. Manden havde råbt højt, hvilket havde gjort hundelufteren utryg. Den 48-årige var kommet til stedet og var kommet i skænderi med den spirituspåvirkede mand. Skænderiet om hans adfærd havde udviklet sig til slagsmål, hvor den kvindelige hundelufter havde lagt sig imellem for at få skilt parterne ad. Hun blev slået en enkelt gang i ansigtet, medens den 48-årige var blevet slået to gange formentlig med knyttet hånd af gerningsmanden, der forsvandt inden døre. Politiet kunne lidt senere hos naboen anholde en 45-årig mand fra H olte, so m blev sigtet for to tilfælde af vold. Han blev løsladt senere på natten efter afhøring til sagerne, som senere vil finde sin afslutning i retten.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Vemmedrup, Bjæverskov – Køge

Kl. 1120 stødte tre bilister sammen under køkørsel på motorvejen i vestlig retning. Bilerne fik kun mindre skader som følge af uheldet, så de kunne selv køre ud i nødsporet, hvor de afventede borttransport. Ingen kom til skade ved uheldet.

Under køkørslen i anledning af uheldet blev en bilist kl. ca. 1215 påkørt på bagskærmen af en bagfra kommende bil. Begge blev enige om at tale om uheldet ved næste afkørsel, men her valgte den skadevoldende bilist at fortsætte fra stedet uden at oplyse navn mv. til modparten. Den forurettede bilist fik dog taget nogle billeder af skadevolderens bil, så der er mulighed for at finde til ejeren og pågældendes forsikringsselskab.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 1810 fik politiet melding om, at bilist var forulykket og kørt af vejen i det østgående spor. Det viste sig, at en 35-årig kvinde fra Vanløse under kørslen i en personbil af ukendte årsager havde mistet kontrollen over den, så hun kørte ud i rabatten, hvor bilen rullede rundt og til sidst ramte nogle træer. Andre bilister kom den 35-årige til undsætning, men hun var tilsyneladende sluppet uskadt fra uheldet, hvor ingen andre trafikanter var involveret. Kl. ca. 1900 var der ryddet op på uheldsstedet, hvor en vognbane havde været afspærret med en skiltevogn.

 

Natlige og uønskede besøg – Lykkebækvej, Køge

Kl. 0033 kontaktede personale på Køge sygehus politiet, fordi man var meget utryg ved en nogle unge mennesker, der var på besøg hos en patient på en af sygehusets afdelinger. De unge blev også mistænkt for at stjæle af patienternes drikkevarer, og personalet ønskede nu politiets assistance til at bortvise dem fra sygehuset. Undervejs til stedet fik politiet så oplysninger om, at tre unge mænd i alderen 20-30 år, spinkle og iført sorte jakker, havde forladt sygehuset og var kørt derfra i en bil. Politiet ledte efter bilen og de tre unge mænd uden at finde hverken bil eller mænd.

Kl. 0210 fik politiet igen en henvendelse fra sygehuspersonalet om, at nogle unge opførte sig støjende og til dels truende på skadestuen i forbindelse med besøg hos en patient. De var dog forsvundet fra stedet, inden politiet nåede frem. Da politiet ikke kunne påtale de natlige og uønskede besøg over for de b esøgende, fik patienten at vide, at besøg i anledning af indlæggelsen måtte vente til de lyse timer.

Natlig nabohjælp – Hasselvej, Lille-Skensved – Køge

Kl. 0138 blev en anmelder vækket af en alarm hos naboen, der ikke var hjemme. Anmelderen kunne se en person i naboens hus, hvor ingen havde noget at gøre på dette tidspunkt af døgnet. Anmelderen slog alarm til politiet og fik skræmt en mand, der blev beskrevet som: Mand, 20-30 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Hue, mørkt tøj., Medbragte: Lygte, væk fra stedet. Politiet kørte til stedet med flere patruljer for at lede efter ham, men forgæves. En rude i et vindue var knust i naboens hus, hvorfor der formentlig var tale om en indbrudstyv. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt det lykkedes tyven at stjæle noget fra stedet.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have set en mand på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Uorden og vold – Køge

Kl. 2117 kørte politiet til et supermarked på Marksvinget, hvor to mænd havde været i slagsmål. Den ene var flygtet fra stedet og blev nu eftersøgt af den anden part i slagsmålet. Ved politiets ankomst var der ro på stedet, og politiet fik kontakt til en 53-årig mand fra Køge Han blev bortvist fra stedet, og politiet fandt ikke den anden part i slagsmålet.

Kl. 2129 rykkede politiet ud til et slagsmål på Parkvej. På stedet traf politiet nu igen den 53-årige mand fra Køge, som var blevet uvenner med en 22-årig kvinde fra Roskilde, fordi den 53-årige ikke brød sig om hendes kæreste. Under et skænderi havde den 53-årig nikket hende en skalle på hendes næse. Den 53-årige blev derfor anholdt og sigtet for vold mod den 22-årige, der ikke fik de store skade som følge af volden. Den 53-årige blev efter afhøring til sagen løsladt, men vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham skal afgøres.< /p>

Mistænkeligt forhold – Køge

Kl. 1030 blev der fra Stevnsvej anmeldt, at en mindre sort Fiat personbil holdt uden for et hus, hvilket fik andre beboere til at bemærke bilen og synes, at det så mistænkeligt ud. I bilen sad to mænd, der begge beskrives som mellemøstlige af udseende. En patruljevogn blev sendt til stedet, men bilen var forsvundet i mellemtiden.

Selv om det ikke lykkedes at få fat de pgl. ved denne lejlighed, så er politiet meget tilfreds med at få den type henvendelser, der kan være med til at forhindre indbrud. Ring derfor gerne på 114 i lignende situationer.

Indbrud i perioden
Åkandevej, Køge Krotoften, Borup Gummersmarkvej, Bjæverskov Egevej, Vemmedrup, Bjæverskov (2 steder) Ejby Strandvej, Ejby, Kirke-Hyllinge