Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet Jul 27, 2018 til Aug 07, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Hurtige butikstyve – Rådhustræde, Køge

Kl. 1409 anmeldte personalet i supermarkedet Fakta, at to mænd havde stjålet 10 pakker cigaretter og var løbet fra stedet i ukendt retning. De to mænd var kommet ind i supermarkedet og havde bestilt cigaretterne, som den ene tog til sig og gik fra stedet. Den anden mand satte et betalingskort i betalingsautomaten, men trak kortet til sig, inden betalingen blev gennemført, og skyndte sig også væk. Begge forsvandt i området, men politiet har sikret sig videoovervågningen i et forsøg på at få de to mænd identificeret, så de kan stilles til regnskab for tyveriet. Der er p.t. ikke nogen nærmere beskrivelse af de mistænkte.

Overtrædelse af afbrændingsforbud – Søsvinget, Køge

Kl. 2057 fik politiet en henvendelse om, at nogen var i færd med at grille ved en sø bag produktionsskolen. På stedet fik politiet kontakt til tre unge mænd på 16, 17 og 21 år fra Køge, som havde tændt op i en engangsgrill for at grille nogle kyllingespyd. På grund af afbrændingsforbuddet, der også forbyder brug af grill uden for brandsikkert underlag, blev de tre sigtet for overtrædelse af afbrændingsforbuddet. Forældrene til de to unge under 18 år blev efterfølgende underrettet om sagen mod deres børn. Alle kan nu se frem til en bøde som afgørelse på sagen.

Mistænkeligt forhold – Vordingborgvej, Herfølge – Køge

Kl. 2221 fik politiet en henvendelse fra en bekymret borger, der mente at have hørt flere skudsalver i området omkring Herfølge stadion. Der var også oplysninger, at et køretøj kunne have forladt området. Politiet sendte adskillige patruljer til området med baggrund i anmeldelsen for dels at lede efter stedet, hvor skuddene skulle være blevet affyret, dels for at lede efter mistænkelige personer og køretøjer i området. Politiet mødte kun rolige borgere incl. hundeluftere i området, og de kunne bekræfte et par brag omkring anmeldelsestidspunktet. De antog, at der kunne være tale om fyrværkeri. Efter godt en times undersøgelser i området måtte politiet konstatere, at der ikke var fundet spor eller andet, der kunne tyde på skudafgivelser. Det er dog fortsat uopklaret, hvad der kan have forårsaget noget, der mindede om skud i området.

Naturbrand – Assendrupvej, Ll. Ladager, Lille-Skensved – Køge

Kl. 1439 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en naturbrand, der var opstået på en skråning ved en grøft. Kort efter havde branden bredt sig til en høstet mark, men brandvæsnet fik hurtigt styr på ilden, der formodes at være opstået ved et henkastet cigaretskod. Ingen kom til skade ved branden.

Anholdelse – Forsøg på indbrud – Vollerslevvej, Ringsted – Køge

Kl. 2335 kontaktede en opmærksom, 34-årig mand fra Ringsted politiet, fordi han undrede sig over et udenlandsk varebil, der kørte langsomt og søgende på vejene omkring anmelderens bopæl. Da føreren af varebilen opdagede, at anmelderen fulgte efter, blev hastigheden sat op. Bilen kørte ad Ringstedvej mod Ringsted, og politiet fik i Fjellebro kontakt til varebilen, der udramatisk blev standset. I den bulgarsk registrerede varebil var to mænd på 34 og 38 år fra Rumænien, som blev anholdt som mistænkte for enten at ville begå indbrud omkring anmelderens bopæl eller at have begået et indbrud et p.t. ukendt sted. Politiet fandt i bilen nemlig ud over diverse lommelygter arbejdshandsker, skruetrækkere og koben med malingsrester. Den ene anholdte havde danske penge på sig. Politiet forsøger nu at finde ud af, om de to anholdtes bl.a. kan knyttes til et indbrudsforsøg på Flue bæksvej , Benløse, Ringsted, kl. ca. 2250, hvor en 26-årig kvinde overraskede to mænd på vej ind ad åbentstående altandør. Politiet skal fredag med hjælp fra en tolk have afhørt de to mænd, hvorefter anklagemyndigheden tager stilling til, om de skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør.

Mærkelig mand ved terrassedøren – Københavnsvej, Køge

Kl. 0048 fik en 24-årig kvinde fra Køge uventet besøg af en fremmed, 50-55-årig mand, der bankede på terrassedøren. Han talte engelsk og oplyste, at han var kommet fra København og nu ledte efter Karlslunde S-station. Da manden var iført noget, der lignede DSBs orange lokomotivførervest, undrede anmelderen sig over hans henvendelse. Manden forsvandt i ukendt retning i området. Politiet kørte til området dels for at kontrollere relevante S-togsstationer, dels for at lede efter manden i nærområdet, men han blev ikke fundet. Hvad mandens reelle ærinde således har været ved den lidt usædvanlige henvendelse hos anmelderen, vides ikke.

Narkokørsel / kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 0305 standsede politiet en varebil, der blev ført mod syd ad Køge Bugt Motorvejen. Politiet blev opmærksom på varebilen, fordi patruljebilens ANPG-system (Automatisk NummerPlade Genkendelse) gav udslag på bilen, idet bilejeren ikke havde noget kørekort. Bag rattet i varebilen sad netop bilejeren – en 39-årig mand fra Herfølge – som i forvejen var frakendt kørekortet. Han deltog i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af både kokain og amfetamin under kørslen. Politiet anholdt og sigtede derfor også den 39-årige for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i varebilen. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for de euforiserende stoffer afhørte politiet også den 39-årige om et tyveri-forhold, idet han var mistænkt for at have stjålet diverse værktøj fra en stjålet varebil, som han i september 2017 blev sta ndset i på Værftsvej i Køge Da den 39-årige flere gange tidligere havde kørt bil trods frakendelse af kørekortet, beslaglagde politiet hans varebil med henblik på senere konfiskation. Den beslutning var den 39-årige utilfreds med, så nu skal en dommer se på, om politiet havde lovhjemmel til beslaglæggelsen. Under alle omstændigheder vil den 39-årige, der blev løsladt efter endt sagsbehandling, høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

ATK-hastighedsmålinger – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

På Vestmotorvejen mellem udfletning fra Køge Bugt Motorvejen og mod vest til afkørsel <33> Vemmedrup/Bjæverskov udføres i den kommende måned et vejarbejde i det vestgående spor, hvor den gamle vejbelægning fjernes før udlægning af ny asfalt. Under vejarbejdet føres trafikanter i det lukkede, vestgående spor over i det østgående spor. Samtidig opsættes skilte, således at hastigheden på strækningen med vejarbejde sænkes til højst tilladt 80 km/t på grund af det ændrede vognbaneforløb og af hensyn til de personer, der arbejder på stedet.

Automatisk Trafik Kontrol (ATK) har allerede med en fotovogn foretaget hastighedskontroller på følgende datoer og med følgende resultat:

Onsdag d. 25. juli 2018 kl. 14:00 – 18:00: 4281 biler passerede – 149 blev blitzet

Torsdag d. 26. juli 2018 kl. 07:28 – 12:30: 5472 biler passerede – 100 blev blitzet

Lørdag d. 28. juli 2018 kl. 07:12 – 12:32: 5849 biler passerede – 161 blev blitzet

ATK vil blive fortsætte med at foretage hastighedskontrollerne ved vejarbejdet både på forskellige tidspunkter i løbet af et døgn (også om natten!) og på forskellige ugedage incl. weekenderne. Formålet med hastighedskontrollen er at få bilisterne til at respektere den skiltede hastighed, således at risikoen for en ulykke minimeres i det ændrede vognbaneforløb ved vejarbejdet og ikke mindst for at minimere risikoen for personskade enten på bilisten selv eller vejarbejderne, hvis en ulykke alligevel skulle ske.

————

Afbrændingsforbud overtrådt – Valmuemarken, Borup – Køge

Kl. 2102 rykkede politiet ud til den vestlige side af Kimmerslev sø, hvor der var tændt ild i en træstub. En 20-årig mand fra Borup kunne mistænkes for at have sat ild i stubben trods afbrændingsforbuddet. Han kan nu se frem til en bøde på mindst 5.000 kr. for overtrædelse af afbrændingsforbuddet.

Alt for hurtig kørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov.

Kl. 2148 kørte en af politiets motorcykler efter en personbil, der kørte ad Vestmotorvejen mod vest. Der var tale om hastigheder over 200 km/t.Bilen kørte galt på Ringstedvej ved Slimminge, og føreren var forsvundet fra bilen.

Politiet sendte bl.a. hundepatruljer til stedet for at finde føreren af bilen, der evt. kunne være kommet til skade ved uheldet. Det lykkedes ikke at finde frem til bilens fører.

Det viste sig, at bilen var stjålet i Albertslund. Hvem gerningsmanden er vides ikke. Politiet undersøger nu sagen nærmere.

Indbrud i perioden
Robenheje, Køge Nørre Boulevard, Køge Køgevej, Roskilde Køgeløkke, Havdrup Åstræde, Strøby Egede, Køge Egøjevej, Køge Stevnsvej, Køge Vindegårdsvej, Bjæverskov Halvejen, Bjæverskov