Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet Aug 10, 2018 til Aug 21, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Blufærdighedskrænkelse – Køge S-station, Køge

Kl. 2107 anmeldte pårørende til en 13-årig pige fra Køge, at datteren kl. ca. 1930 befandt sig på togstationen for at tage toget mod Stevns. Hun stod og kiggede på sin mobiltelefon, da en dreng henvendte sig til hende. Drengen skubbede pigen op ad en plakatsøjle og befamlede hende på brysterne, medens han pustede cigaretrøg i ansigtet på hende. Drengen var sammen med tre andre drenge, der grinede ad hændelsen, indtil en mand nærmede sig og kom pigen til undsætning. Alle fire drenge flygtede herefter fra stationen i ukendt retning, hvorefter manden fulgte pigen over til en kiosk på stationsområdet. Drengen havde lyst, kort hår og er p.t. ikke beskrevet yderligere.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket drengegruppen i området eller under flugten fra stedet. Politiet vil også gerne i kontakt med den mand, som kom pigen til undsætning, da hans identitet ikke er politiets bekendt. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 1219 kørte en 19-årig mand fra Vallensbæk Strand i en varebil i sydlig retning ad Sydmotorvejen med ca. 110 km/t i 2. vognbane i kurven lige efter udfletningen fra Køge Bugt Motorvejen til Vest- og Sydmotorvejen. I kurven kørte han ind i venstre side på en anden varebil ført af en 48-årig mand fra Bjæverskov i 1. vognbane. Sammenstødet bevirkede, at den 48-årige ramte et autoværn og kørte i grøften. Ingen kom til skade ved uheldet.

Truende mand – Boholtevej, Køge

Kl. 0759 ringede en skræmt, 33-årig kvinde fra Køge for at anmelde en 33-årig mandlig bekendt, der havde jagtet hende, medens hun kørte på cykel ved sin bopæl. Manden var på et tidspunkt løbet efter hende og havde fået fat i cyklen, så hun væltede. Samtidig truede manden hende og kaldte hende for forskelligt nedværdigende. Det lykkedes kvinden at slippe væk og bringe sig i sikkerhed, så hun kunne alarmere politiet. Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter den mandlige bekendte, hvis identitet kendes af politiet. Manden blev ikke fundet trods eftersøgning af ham flere forskellige steder i Køge, så politiet har nu efterlyst ham med henblik på anholdelse uanset hvor han træffes. Politiet betragter ud fra de foreliggende oplysninger anmeldelsen som vold og trusler på livet over for den 33-årige, idet motivet kan være en strid om samkvemsret til et fællesbarn.

Arbejdsulykke – Københavnsvej, Køge

Kl. 1558 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade på sit arbejde. Det viste sig, at en 62-årig mand fra Slagelse under sit arbejde var faldet knap tre meter ned fra en stige og landede på ryggen, så han pådrog sig kvæstelser i brystet. I en tilkaldt lægehelikopteren blev han fløjet til Rigshospitalet, hvor han fik konstateret flere brud på ribbenene og en punkteret lunge. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere i et forsøg på at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar.

Sovende mand på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 1710 måtte politiet vække en mand, der lå og sov ved nødsporet på tilkørselsrampen fra tilkørsel <32> Køge/Ølby i sydgående retning. Der var tale om en 42-årig mand fra Nakskov, der også var påvirket af spiritus. Da han skulle gå derfra, gik han ud på motorvejen, så biler måtte køre udenom. Politiet så sig derfor nødsaget til at frihedsberøve ham, så han kunne sove videre og blive afruset i detentionen. Ved løsladelse fik han en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for at være så påvirket af spiritus, at han ikke kunne tage vare på sig selv.

Musik til ulempe – Lovparken, Køge

Kl. 1957 fik politiet den første henvendelse om musik til ulempe i parken, hvor der til tider blev spillet høj musik, som bevirkede flere henvendelser herom til politiet i løbet af de næste timer. Politiet kørte derfor til området kort efter kl. ca. 2230, hvor der var ca. 50 unge forsamlet i området. Den høje musik var blev dæmpet, hvorfor der ikke var grundlag for at gribe yderligere ind fra politiets side.

Mistænkelig varebil – Ejbyvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 0957 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, der kl. ca. 0930 havde bemærket en hvid VW Transporter varebil med nummerpladen XK89684 køre søgende rundt i området. Bilen blev ført af en person af anden etnisk oprindelse end dansk, der formentlig kiggede interesseret på maskiner i området. Borgeren havde i den anledning ringet til bilejeren ud fra reklamerne på siden af bilen. Bilejeren havde så konstateret, at bilen inden for den seneste uge var blevet stjålet fra Amager i København. Politiet fandt ikke bilen i området.

Brug f.eks. app’en POLITI til kontrollere, om en bil skulle være stjålet eller efterlyst af politiet af anden årsag. Hvis der er anmærkninger på et køretøj i app’en, så kontakt politiet på tlf. 114 med dine oplysninger.

Færdselsuheld – Møllevej/Bakkegårds Alle, Borup – Køge

Kl. 1810 fik politiet en anmeldelse om en færdselsuheld, hvor en part var flygtet fra stedet uden at give sig til kende. En 34-årig mand fra Borup var i en personbil kørt ad Møllevej mod vest og var standset før svingning til venstre ad Bakkegårds Alle. Herunder blev den 34-åriges bil påkørt af en bagfra kommende varebil, hvis fører efter påkørslen fortsatte med at skubbe til den 34-åriges bil, så varebilen kunne passere forbi. Det lykkedes, og den 34-årige forsøgte at følge efter varebilen, som han mistede af syne i området ved Neergårdsparken. Varebilen viste sig at være meldt stjålet i Korsør natten til søndag og blev ført af en mand, 2025 år, sort kort hår og iført en lys/hvid trøje eller T-shirt. I varebilen var yderligere to mænd. Senere på aftenen blev varebilen kl. ca. 2040 fundet udbrændt i Sorø. Politiet forsøger nu at få identificeret både føreren o g de to øvrige personer i bilen.

Mærkelig lyde, som ligner skud – Lovparken, Køge

Kl. 0915 anmeldte en lokal borger, at der for få minutter siden i området ved Lovparken havde været nogle mærkelige lyde, som lød som 3-4 knald ad 4 omgange – muligt skud eller fyrværkeri. Politiet kørte til Lovparken, hvor nogle stille og rolige unge blev truffet. De havde været på stedet i et stykke tid, men havde intet hverken set eller hørt i parken. Lidt senere fik politiet igen en henvendelse fra samme borger, der selv havde undersøgt sagen. I en baggård i Vestergade havde der været et intro-arrangement for nye elever på Køge Handelsskole. I den forbindelse var nogle balloner blevet sprængt. Ej videre fra politiets side.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 1217 kørte en ambulance og politiet ud til et færdselsuheld på Sydmotorvejen i det sydgående spor lidt nord for Lidemarksvej, hvor en bilist var kørt ind i autoværnet. En 18-årig kvinde fra Næstved ville i en personbil foretage en overhaling, men kom så langt til venstre i overhalingssporet, at venstre hjulpar kom ud i midterrabatten. Hun styrede kontra og mistede kontrollen over bilen, der herefter kørte tværs over vejen og ind i autoværnet til højre for nødsporet. Den 21-årige blev tilset af ambulancepersonalet, men var sluppet uskadt fra solouheldet.

Tilsyn / høj musik – Lovparken, Køge

Kl. ca. 1345 var personale fra politiets præventive afdeling på et rutinemæssig tilsyn i Lovparken, hvor ca. 150 unge mennesker var forsamlet. De opførte sig alle stille og roligt, og ingen så ud til at indtage alkoholiske drikke eller lave unødig larm. Politiet forlod derfor parken efter et kortvarigt tilsyn.

Kl. 1539 fik politiet en henvendelse fra en borger i området om, at der nu var fest i parken og høj musik. Politiet kørte derfor igen til Lovparken, hvor der nu var forsamlet ca. 100 unge, som hørte musik og i øvrigt ikke opførte sig på en måde, som gav anledning til indgriben fra politiets side. Musikken blev også vurderet til at være på en lydstyrke, som ikke gav anledning til væsentlig ulempe for omkringboende og dermed en eventuel indgriben fra politiets side.

Kl. 1727 anmeldte en 16-årig pige fra Havdrup, at hendes veninde og en anden dreng var blevet uvenner og nu var true nde overfor hinanden under ophold i Lovparken. Politiet kørte til parken igen og fik kontakt til en anden 16-årige pige fra Havdrup, som havde en uoverensstemmelse med en 16-årig dreng fra Kokkedal. Sidstnævnte var blot frustreret over, at en kammerat tilsyneladende var blevet mistænkt for at være voldelig. Derfor havde reageret uhensigtsmæssigt på disse oplysninger. Der var ikke grundlag for at gribe ind fra politiets side på grund af adfærden, men for at forhindre udvikling i frustrationen mellem parterne blev den 16-årige pige kørt væk fra parken.

Politiet har fokus på anvendelsen af Lovparken og fører jævnligt tilsyn med det grønne område, således at parken både kan bruges af brugerne, men også på en sådan måde, således at de omkringboende ikke bliver væsentlig forstyrret af gæsterne i parken.

 

Indbrud i perioden
Tornegården, Køge Strandvejen, Køge Grundtvigsvej, Køge Ewaldsvej, Køge Ærtemarken, Borup Have Borupvej, Have Borup, Kirke Eskilstrup Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved Algestrupvej, Algestrup, Tølløse