Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2019/09/20 til 2019/10/01.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld på Vestmotorvejen – Bjæverskov – Køge
Kl. 14.26 fik politiets vagtcentral en anmeldelse om et færdselsuheld på motorvejen med 5 køretøjer, der var kørt sammen, da en af parterne bremsede kraftigt op på grund af kødannelse på motorvejen. Politiet mistænkte, at en af de implicerede bilister, en 19-årig mand fra Køge, var påvirket af alkohol, og han blev derfor sigtet og var anholdt, mens der blev udtaget en blodprøve. I den 19-åriges køretøj havde befundet sig en 28-årig mand fra Køge, som under kørsel havde ligget i køretøjets lastrum, hvor der hverken var sæder eller seler. Den 28-årige klagede over smerter og blev kørt til sygehuset, hvor det viste sig, at han havde pådraget sig et brud på ryggen under sammenstødet. Motorvejen var i forbindelse med oprydningsarbejdet lukket helt af. Politiet optog rapport på stedet, og den 19-årige vil høre nærmere, når resultatet af blodprøven foreligger.
Spirituskørsel endte med uheld – Kirkebjergvej/Fuglevej, Lille-Skensved – Køge
Kl. 17.43 kørte en 73-årig mand fra Lille-Skensved ad Kirkebjergvej mod syd. Her kørte han sammen med to modkørende biler i forbindelse med svingning. Den 73-årige forklarede, at hans fod havde sat sig fast imellem pedalerne, og at han derfor ikke kunne bremse, men i stedet svingede. Sammenstødet forårsagede kun lidt materiel skade og ingen personskade. En patrulje kom frem og konstaterede, at den 73-årige var påvirket af spiritus. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 73-årige høre mere i forhold til uheldet og spirituskørslen.
Spirituskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl. 18.10 blev en 42-årig mand fra Frederiksværk standset på motorvejen, hvor han førte bil, uagtet han var påvirket af spiritus over det tilladte. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han fik udtaget en blodprøve på sygehuset og blev løsladt, og når svaret på denne foreligger, vil han høre nærmere.
Mulig bedrager på spil – Gammel Lyngvej, Køge og Stationsager, Greve
Kl. 11.44 ringede en borger til politiet, fordi han var blevet opsøgt af en mand på en parkeringsplads. Manden havde forklaret, at han skulle rejse, men han havde ikke plads til sine mange varer i kufferten, og derfor ønskede han at sælge nogle dyre mærkevarejakker. Anmelder var dog mistænksom over for manden og kunne konstatere, at jakkerne var uægte. Dette blev manden fornærmet over og forlod stedet i sin bil.
Senere samme dag klokken 15.40 anmeldte en 86-årig mand fra Karlslunde, Greve, at han var blevet opsøgt på en parkeringsplads ved et byggemarked på Stationsager i Karlslunde, Greve, af formentlig samme mand, som tidligere blev set i Køge Den 86-årige mand havde betalt nogle penge for noget tøj, som den mistænkelige mand ville sælge. Den mistænkelige mand havde efterfølgende forsøgt at tage kontakt til andre på parkeringspladsen, da nogle vidner konfronterede ham, og han derefter kørte fra stedet i høj fart i sin bil.
Manden beskrives som: 30-40 år, 175-185 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Iført: iført blå skjorte, muligvis slips.
Manden kørte i en mørk Opel Mokka X personbil.
Politiet efterforsker nu sagen, for at få klarlagt, om manden har bedraget den 86-årige mand og eventuelt andre borgere. Borgerne opfordres til at tænke sig godt om før de køber varer, der tilbydes ved baggagerumssalg. Der er risiko for at blive snydt, eller der kan være tale om hælervarer.
Politiet hører meget gerne fra personer, der oplever noget lignende, eller som kan komme med oplysninger om den beskrevne mand. Borgerne skal gerne tage kontakt til politiet hurtigst muligt og fortælle, hvor manden befinder sig, så politiet har mulighed for at køre hurtigt til stedet og afhøre den mistænkelige mand.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 06.09 onsdag morgen var det sket et færdselsuheld med flere bilister impliceret i det nordgående spor på motorvejen mellem frakørsel <34> Herfølge og <33> Lellinge. Det viste sig, at en 29-årig mand fra Nykøbing F efter en hård opbremsning i den tætte trafik ikke kunne undgå at påkøre den forankørende varebil. Sammenstødet mellem de to biler medførte, at yderligere to køretøjer også blev påkørt og impliceret i uheldet, så motorvejen blev kortvarigt lukket i det nordgående spor, medens ambulancepersonale kontrollerede de implicerede førere af køretøjerne. Først da køretøjerne var blevet flyttet ind i nødsporet, kunne politiet kl. ca. 0645 åbne for trafikken igen. Ingen var kommet til skade som følge af sammenstødene.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 06.31 fik politiet igen en anmeldelse om et færdselsuheld på motorvejen i det nordgående spor. En ambulance var sendt til uheldsstedet, hvor en 22-årig mand fra Tappernøje i den tætte trafik med sin varebil påkørte en forankørende personbil ført af en 57-årig kvinde fra Køge Sammenstødet skete med lav hastighed, så ambulancepersonalet kunne konstatere, at ingen af parterne var kommet til skade.
Bilist tilbød køb af tøj – Gammel Lyngvej, Køge
Kl. 11.11 anmeldte en 65-årig mand fra Solrød Strand, at han kl. ca. 10.45 på p-pladsen ved et forretningscenter var blevet kontaktet af en udenlandsk mand, der bad om hjælp til at sætte sin GPS til at finde vej til lufthavnen i Kastrup. Herefter fik den 65-årige tilbudt at købe nogle tasker og noget tøj, som han fik ind i sin bil. Han havde dog ikke penge på sig, at han kørte med tøjsælgeren efter sig i en anden bil i retning mod en pengeautomat. Undervejs blev den 65-årige dog i tvivl og fik mistanke til svindel, så han meddelte sælgeren, at han fortrød aftalen om køb. Det blev sælgeren sur over og kørte fra stedet i en lys personbil med danske nummerplader. Sælgeren blev beskrevet som ca. 50 år, mørkt, let krøllet hår og kraftig af bygning. Politiet ledte efter sælgeren og hans bil i Køge-området, men fandt hverken ham eller bilen for at afklaret, om der kunne foreligge en overtrædelse af en lov, som manden kunne have overtrådt.
Generelt vil politiet opfordre borgerne til at være skeptiske, såfremt man uopfordret får tilbudt tøj eller andre effekter fra personer uden fast forretningssted. Eventuelle reklamationer eller garanti vil man som køber have svært ved at få opfyldt, såfremt sælger er “forsvundet” eller i øvrigt ukendt.
Brand i kraftvarmeværk – Værftsvej, Køge
Kl. 01.22 kom et alarmopkald om en bygningsbrand i et kraftvarmeværk i Køge Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor der var kraftig røgudvikling, men ingen synlige flammer. Politiets indsatsleder kom frem til stedet og meldte ind til vagtcentralen, at der ikke var tale om en reel brand, men om en overophedet turbine, der havde udviklet røgen. Der var kun små flammer i turbinen, som blev slukket med en pulverslukker. Turbinen blev beskadiget, men der skete ikke yderligere skade på bygningen eller på personer. Politiet kunne derfor fortsætte til andre opgaver.
Spirituskørsel – Industrivej, Bjæverskov – Køge
Kl. 0958 anholdt og sigtede politiet en 49-årig mand fra Borup for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
To mænd i slagsmål – Billesborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 1114 rykkede politiet ud til et supermarked, hvor to mænd var kommet i slagsmål med hinanden ved indgangspartiet. Der var dog faldet ro på situationen ved politiets ankomst. Ifølge vidner var de to mænd, der havde festet hele natten, blevet uenige, da den ene var blevet bedt om at holde den andens hund. En verbal diskussion udviklede sig til egentlig slagsmål, som de begge var lige gode om at deltage i. Politiet valgte derfor med baggrund i vidneforklaringerne at sigte begge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, så de begge kan forvente at modtage en bøde på grund af deres adfærd.
Røveri mod grill – Billesborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 2143 anmeldte en kvindelig ansat i en grillbar, at en maskeret mand under trussel med en kniv kort forinden havde taget kontanterne fra kassen og herefter forladt stedet til fods i ukendt retning. Røveren blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 15-25 år, 170-175 cm høj, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Mørke øjne og mørke fyldige øjenbryn, Talte: Dansk med accent, Iført: sort kasket, mønstret tørklæde om mund/næse i farverne grøn og sort muligvis flere, mørk trøje/jakke, mørke bukser og mørke handsker, medbragte en kniv med et blad på 10-15 cm. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, fandt imidlertid ikke røveren, som nu forsøges identificeret ud fra tekniske spor fra grillbaren.
Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket røveren i området i forbindelse med røveriet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Spirituskørsel – Køgevej, Tjæreby, Roskilde
Kl. 0325 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Spirituskørsel – Ringstedvej, Ringsted – Køge
Kl. 22.35 standsede en patrulje en 19-årig mand fra Køge, som kørte i en personbil. Patruljen havde bemærket, at bilen kørte langsomt og lidt slingrende, så de ville lave en rutinekontrol. Den 19-årige var påvirket af spiritus, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.
Vigepligtsuheld – Nordre Ryevej/Ejbyvej, Jenslev, Kirke-Såby – Lejre
Kl. 11.55 skete et sammenstød, da en varebil som kørte ad Nordre Ryevej, hvor han skulle foretage et venstresving ind på Ejbyvej. Føreren af varebilen, en 57-årig mand fra Brøndby overså en modkørende motorcykel i forbindelse med svingningen, så varebilen ramte motorcyklen på bagskærmen. Motorcyklen væltede, men føreren, en 43-årig mand fra Kirke-Hyllinge, fik småskrammer som følge af uheldet, men ingen personer kom alvorligt til skade.
Humanitær eftersøgning – Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 12.57 henvendte pårørende til en 56-årig mand fra Kirke-Hyllinge sig til politiet for at få hjælp til at finde ham, idet han tirsdag d. 240919 midt på dagen havde forladt sin bopæl i nedtrykt sindstilstand. Familien havde dog haft telefonisk kontakt til ham tirsdag aften, hvor han igen gav udtryk for sin nedtrykte sindstilstand. Da familien så efterfølgende ikke kunne få kontakt til ham eller vidste, hvor han opholdt sig, ønskede man nu politiets hjælp til at finde ham. Politiet foretog i løbet af onsdagen forskellige efterforskningsskridt og afhøringer af familien samt bekendte i et forsøg på at få oplysninger om hans mulige opholdssted. Da ingen af disse undersøgelser har givet oplysninger om den savnedes opholdssted, har Midt- og Vestsjællands Politi torsdag formiddag efterlyst manden med foto via Twitter for at få offentlighedens hjælp til at finde ham. Den savnede beskrives som en 56-årig mand, 181 cm høj, spinkel af bygning, kort gråt hår og skæg.
Han er muligvis iført en sort jakke.
Oplysninger om den savnede mand gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politiet på tlf. 114.
Indbrud i Perioden
Unionsvej, Køge
Værkstedsvej, Køge
Møllevej, Borup