Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/02/14 til 2020/02/25.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Falske betjente snød ældre borgere – Lejre og Køge
Niels Hansensvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 13.09 modtog politiet en anmeldelse om, at en 86-årig kvinde fra Ejby omkring kl. 11.00 var blevet ringet op af en person, som havde talt groft til den 86-årige og spurgt til hendes værdigenstande, men hun afviste at have nogen værdier. Hun fik også besøg af en mand, som udgav sig for at være politimand. Den falske politimand fortalte kvinden, at han kom fra en teknisk afdeling. Han oplyste, at hendes konto var blevet hacket, og bad om at få hendes dankort og kode, for at kunne råde bod på dette. Den 86-årige udleverede sit kort og kode, der dog kort efter blev spærret.
Buen, Lille-Skensved – Køge
Kl. 14.19 modtog en 76-årig kvinde et opkald af en mand, som sagde han kom fra Københavns Politi. “Politimanden” sagde at kvindens navn var fundet hos en hacker, og at politiet derfor ville komme hjem til hende. Kort efter ringede det på døren, og hun lukkede en mand ind i den tro, at han var fra politiet. Mens “politimanden” var i hendes hjem blev hun igen ringet op af “betjenten fra Københavns Politi”, som sagde at hun ville modtage et opkald fra sin bank, men at hun ikke skulle nævne, at politiet var hos hende. Kvinden spurgte manden i telefonen, hvilken bank hun havde, og da han ikke kunne svare for sig, bortviste hun den anden “politimand” fra sit hjem.
Kvinden beskrev ham som: Mand, 20 år, ca. 170 cm høj, kort hår, var iført mørk windbreaker og mørk kasket.
Møllevej, Borup – Køge
Kl. 16.18 anmeldte en 69-årig kvinde, at hun omkring kl. 15.00 havde fået et opkald fra en mand, som også havde sagt, at han ringede fra “Københavns Politi”. Manden sagde at politiet havde anholdt en hacker, som havde en masse adresser på sig, og at hendes adresse fremgik af listen. Politiet ville derfor komme hjem til hende. En mand mødte op på den 69-åriges adresse i civil. Kvinden spurgte efter “politimandens” id, men han sagde, at han var tekniker og derfor ikke havde noget. De satte sig sammen ved spisebordet, mens den 69-årige skulle til at logge på sin bank, fik hun endnu et opkald fra “betjenten fra Københavns Politi”. Ud fra samtalen fattede kvinden mistanke til at der var tale om fusk. Hun smed derfor manden ud af sit hjem, og han gik stille fra stedet.
Manden beskrives som: Dansk af udseende, 25-30 år, 167-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Briller med sort stel, Talte: Dansk, Iført: Mørke bukser, lyse grå jakke, lys T-shirt.
Møllevej, Borup – Køge
Kl. 16.30 fik en 93-årig kvinde et opkald fra en mand, som præsenterede sig som politimand og talte om, at hendes navn stod på en liste, som den ældre kvinde ikke forstod. “Politimanden” sagde, at det nok var bedst, at politiet kom hjem til hende. Fem minutter senere henvendte en mand sig ved døren, og kvinden lukkede ham ind. “Politimanden” sagde, at de skulle have hendes dankort til undersøgelse. Den 93-årige blev meget forvirret, men “betjenten” sagde, at han kun skulle bruge kortet kort tid, så hun indvilligede i at give manden kortet. Mens hun var væk rådførte den 93-årige sig med en god bekendt, da hun følte noget var galt. Vennen hjalp med at spærre dankortet og anmelde sagen til politiet.
Manden beskrives som: 30 år, 175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: hue, måske kasket med ukendt logo el. lign. i panden, tynd mørk jakke, mørke bukser., Talte: Dansk.
Politiet efterforsker sagerne om tricktyveri mod ældre kvinder, som de seneste to dage er sket i Køge og Lejre kommune. Gerningerne er udført på en sådan måde, at politiet ser på sagerne i sammenhæng. De forurettede er i alle tilfælde ældre borgere, som bliver forvirrede over “betjentenes” henvendelse om hacking. Politiet vil gerne opfordre pårørende til ældre, til at tale med deres nærmeste om, at der er tilfælde af tricktyveri med falske politifolk. Politiet skal altid forevise politi-id, hvis de bliver bedt om det.
Ring til politiet på tlf. 114, hvis du eller dine nærmeste har oplevet noget lignende. Også selvom der kun er tale om forsøg.
Narkobilist uden kørerkort fik taget bilen – Værftsvej/Københavnsvej, Køge
Kl. 07.58 sigtede og anholdt politiet en 29-årig mand fra Køge, som blev testet positiv med narkometeret for at være påvirket af hash under kørslen. Han havde desuden ikke noget kørekort. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet beslaglagde hans bil, som det er muligt ifølge færdselslovens regler, når en bilejer har kørt tre gange uden kørekort inden for de seneste tre år. Den 29-årige bilejer var ikke helt tilfreds med politiets beslutning. Han ønskede at få beslaglæggelsen af bilen forelagt retten, der nu skal vurdere sagen. Den 29-årige vil høre mere fra politiet, når resultatet af rettens kendelse og blodprøven kommer.
Falsk politi snød ældre borgere – Herfølge- Køge og Osted -Lejre
86-årig kvinde snydt – Eskemosevej, Herfølge
Kl. 15.40 anmeldte datteren til en 76-årig kvinde, at moderen omkring kl. 13.30 havde haft besøg af en mand, som var iført mørkt uniformslignende tøj og sagde han kom fra politiet. Kvinden havde også fået et telefonopkald fra en person, som oplyste, at det var politiet. Den falske betjent havde bedt om kvindens hævekort, bankkort, kontanter og den 86-åriges telefonnummer. Kvinden havde bedt om at se “betjentens” politiskilt, men var blevet nægtet dette. Den 86-årige turde ikke andet end at udlevere de ting, som den falske betjent bad om.
Forsøgte at snyde 92-årig kvinde – Langetoften, Osted, Lejre
kl. 17.47 fik politiet anmeldelse om, at en 92-årig kvinde omkring kl. 16.40 havde fået et opkaldt fra en person hun ikke kendte. Manden i røret udgave sig for at være fra politiet, og sagde at en af hans kollegaer ville banke på hendes dør. Kort efter opkaldet mødte en mand op ved hendes dør, hvor han udgav sig for at være politibetjent. Han udspurgte kvinden om hun havde nogen værdigenstande, så som smykker, dankort og kontanter. Den 92-årige gav ikke den falske betjent nogen værdier, før han igen forlod stedet.
Den 92-årige beskrev manden som: Dansk af udseende, 170-175 cm høj, slank, lys hud, iført kasket, sort tøj og sorte briller. Han ankom til stedet til fods.
83-årig kvinde franarret penge – Langetoften, Osted, Lejre
Kl. 22.42 kom endnu en anmeldelse om tricktyveri mod en ældre kvinde. En 83-årig kvinde blev omkring kl. 15.00 kontaktet på sin bopæl, hvor en mand udgav sig for at være fra politiet. Under påskud af at “politiet” skulle tjekke numrene på den 83-åriges pengesedler, blev hun franarret 7000 kr. i kontanter.
Den 83-årige beskrev manden som: Dansk af udseende, 180-190 cm høj, lys i huden, brunt hår. Ingen skæg. Talte dansk. Iført mørkt tøj.
Politiet efterforsker nu de tre sager om tricktyveri, som er meget grove idet gerningsmanden misbruger borgernes tillid til politiet. Når civilklædt politi møder op hos borgerne, vil de altid fremvise politilegitimation. Er borgerne i tvivl om, hvor vidt der er tale om ægte politi, skal de altid bede om at se legitimation, eller ringe til politiet på tlf. 114 for at få bekræftet, at der sendt politi til deres adresse.
Lørdag – søndag:
Narkokørsel – Stensbjergvej, Køge
Kl. 21.30 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som politiet standsede med henblik på rutinemæssig kontrol i visitationszonen i Køge Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Færdselsuheld og uro på skadestuen- Hjortens Kvarter, Lille-Skensved – Køge
Kl. 01.27 skete et uheld i det mørke våde vejr, da en 20-årig mand fra Vordingborg kørte ad Gemsevej, hvor han skulle sving til venstre ad Stenbukvej. I forbindelse med svingningen blev den 20-årig ramt af en bagfrakommende bil, som foretog en overhaling i det samme. De to biler stødte sammen, så begge biler fik udløst airbags. Den bagfrakommende bil blev ført af en 23-årig mand fra Solrød. Med som passager i den 20-åriges bil var to kvinder på 19 og 20 år fra Lille-Skensved. De blev begge tilset i ambulance på stedet. Førerne af de to biler blev kørt til kontrol på Køge Sygehus, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Kl. 02.34 fik politiet anmeldelse om, at der var uro på akutmodtagelsen på Køge Sygehus. Nogle venner til de to parter fra færdselsuheldet var mødt op, og var blevet uenige. Politiet kørte frem til stedet og fik beroliget de tilstedeværende, inden der skete yderligere. Patruljen blev på stedet indtil den ene part var færdig med undersøgelserne og kunne forlade sygehuset. Ingen blev sigtet for noget i den forbindelse.
Grundlovsforhør – Grov vold – Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 10.23 anmeldte en 25-årig kvinde fra Køge telefonisk til politiet, at hun tidligere på morgenen var blevet opsøgt på sin bopæl af en tidligere mandlig bekendt. Han fået tiltvunget sig adgang til hendes bopæl, hvor han havde jagtet hende rundt og overfaldet hende med diverse slag og kvælertag. Den mandlige bekendte var forsvundet fra området, så politiet vejledte om snarest at søge læge for at få registreret skaderne som følge af overfaldet. Efter nærmere afhøring til sagen om eftermiddagen efter endt skadestueundersøgelse fandt politiet grundlag for at foretage anholdelse af en 26-årig mand fra Solrød Strand, som dog opholdt sig på en adresse i Holbæk, hvor han blev anholdt først på aftenen. Den 26-årige blev sigtet for grov vold mod kvinden og har efter afhøring til sagen overnattet i et arresthus, idet anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling. Dette nye forhold om grov vold begik den 26-årige, medens han er lænkeafsoner af en dom om vold begået mod en anden kvinde på et værtshus i Køge i november 2019.
Narkokørsel – Tigervej, Køge
Kl. 20.50 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Køge for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand, efter at politiet i visitationszonen standsede bilen med henblik på nærmere kontrol af både bilen og de tre personer, der var i den. Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om kokain). De to passagerer i bilen blev ikke sigtet noget.
Samtidig standsede politiet en anden personbil, som blev ført af en 22-årig mand fra Køge I hans bil fandt politiet to gram kokain, som han så blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Begge sigtede kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne imod dem.
Vold mod DSB-ansat – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 00.42 anmeldte en mandlig, 52-årig DSB-ansat sig overfaldet af en kvinde i toget på Køge S-station. Kvinden havde sovet og blev vækket, fordi toget ikke kørte længere, og hun derfor skulle forlade det. I den anledning slog hun uden varsel den DSB-ansatte med en knytnæve i ansigtet. Tre minutter efter anmeldelsen var politiet fremme og kunne derefter anholde en 39-årig kvinde fra Norge, der blev sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste. Efter afsluttet sagsbehandling og afhøring til sagen løslod politiet kvinden, der senere vil skulle stå til regnskab for sin handling i forbindelse med et retsmøde, som hun indkaldes til. Den DSB-ansatte fik rødmen og ømhed på den ene side af ansigtet som følge af volden.
Mistænkeligt forhold – Kogleaksvej, Køge
Kl. 05.35 henvendte en 49-årig kvinde fra Køge sig til politiet, fordi hun kunne høre en mand i nærheden, som jamrede sig og sagde “Nej, nej, nej!” Hun vidste ikke, hvor manden befandt sig, så politiet kørte til området for at lede efter nogen i nød. Politiet kunne hverken høre nogen beklage sig eller finde nogen personer, der havde lidt overladt, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af henvendelsen.
Narkokørsel i frakendelsestiden – Lyngvej, Køge
Kl. 08.45 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 40-årig mand fra Hvalsø for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand (mistanke om hash). Den 40-årige var i forvejen frakendt kørekortet, hvilket han var blevet i efteråret 2019 efter en tidligere sag også om narkokørsel i en bil. Politiet løslod den sigtede, efter at han havde fået udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Spirituskørsel – Egedesvej, Lille-Skensved – Køge
Kl. 17.20 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 59-årig mand fra Lille-Skensved for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Narkokørsel – Ølbycenter, Køge
Kl. 23.20 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som politiet havde standset med henblik på rutinemæssig kontrol inden for visitationszonen i Køge Den 20-årige, der havde tre lokale passagerer med i bilen, blev mistænkt for at være påvirket af kokain under kørslen og fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden politiet løslod ham. Han kan således forvente at høre nærmere fra politiet, som ikke fandt grundlag for at sigte nogen af de tre passagerer for noget.
Spirituskørsel – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 02.07 anholdt og sigtede politiet en 45-årig mand fra Strøby for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 02.10 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand uden fast bopæl for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad motorvejen i sydgående retning. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Mistænkeligt forhold – Steensvej, Køge
Kl. 05.36 anmeldte en 28-årig kvinde fra Køge, at hun netop var vågnet og havde bemærket noget lys. Udenfor kunne hun se en bil holde bag en hæk, og kort efter var bilen kørte hurtigt væk fra området. Efterfølgende havde hun konstateret, at et vindue i stuen var åbent og frygtede derfor, at nogen havde begået indbrud i nattens løb. Politiet kørte til stedet og kiggede nærmere på vinduet, som ikke havde tegn på opbrydning. Desuden stod der i vindueskarmen effekter, som ville være blevet flyttet, hvis nogen havde kravlet ind og ud ad vinduet. I øvrigt bar bopælen ikke præg af, at nogen fremmede havde været indenfor, så politiet beroligede anmelderen med disse oplysninger, idet der formentlig blot var tale om en forglemmelse med hensyn til lukning af vinduet ved sengetid. Politiet fortsatte fra stedet, idet hverken anmelderen eller politiet havde yderligere oplysninger om bilen, der havde forladt området umiddelbart før anmeldelsen.
Færdselsuheld – Strandvejen, Køge
Kl. 06.53 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist var forulykket i et solouheld. Det viste sig, at en 55-årig mand fra Store-Heddinge under kørsel ad Strandvejen i nordlig retning havde mistet kontrollen over sin personbil. Han oplyste til politiet, at bilens bremser pludselig blokerede, så bilen snurrede rundt, ramte et vejskilt og til sidst standsede i skoven til højre for kørselsretningen efter påkørsel af et mindre træer. Den 55-årige slap uskadt fra uheldet, hvor andre trafikanter ikke blev involveret.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Karlsvognen, Køge
Kl. 23.31 fik politiet en henvendelse fra en buschauffør om, at en bil kørte rundt på fortovet på p-pladsen ved togstationen. Ved politiets ankomst til stedet havde bilen ramt en lygtepæl og et vejskilt, som var blevet revet op af jorden og befandt sig under den forulykkede bil. Føreren af bilen var en 32-årig mand fra Greve, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet han blev skønnet påvirket af spiritus under kørslen på p-pladsen. Påkørslen af den ene lygtepæl bevirkede, at lyset i flere andre lygtepæle var gået ud. Ingen andre trafikanter var impliceret i uheldene, og den 32-årige, der var faret vild på sin vej retur mod bopælen og endt på p-pladsen, blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Narkobilist forsøgte at køre fra politiet mv. – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 00.42 fik politiet kontakt til en personbil i det nordgående spor på motorvejen. Da føreren blev bedt om at standse, satte føreren hastigheden op for at køre fra politiet. På et tidspunkt lykkedes det bilisten at vende om på motorvejen for derefter at køre mod færdselsretningen. Politiet afstod dog fra at følge efter, men genoptog forfølgelsen, da bilisten igen kom kørende i den rigtige retning og kørte væk fra motorvejen til Gyvelkæden, hvor bilen blev efterladt. To personer stak af fra bilen, men de mange patruljer, herunder en hundepatrulje, fik hurtigt lokaliseret de to. Politiet kunne derfor kort efter foretage anholdelse af en 25-årig mand uden fast bopæl og en 32-årig mand fra Vemb. Den forladte bil var ikke meldt stjålet, og føreren blev identificeret som den 25-årige mand, der blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og i øvrigt var frakendt kørekortet i forvejen. Han fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhørt til sigtelserne for overtrædelser af færdselsloven, herunder også kørsel mod ensretningen på motorvejen og flugten fra politiet. Den 32-årige blev hurtigt løsladt, da politiet ikke fandt grundlag for at sigte ham for noget som passager i bilen, medens den 25-årige blev løsladt senere på natten efter afsluttet efterforskning. Han kan således forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.
Varetægtsfængsling – Indbrud i kolonihavehus – Åkandestien, Køge
Kl. 07.48 overraskede en 39-årig mand fra Køge en fremmed mand i sit kolonihavehus, da anmelderen ankom til stedet. Den fremmede mand flygtede straks ud via et vindue og løb i retning mod Åkandestien, hvor han forsvandt. Politiet kørte til området med flere patruljer, hvoraf den ene i området ved Ølby S-station bemærkede en mand, der passede på beskrivelsen af indbrudstyven. Da politiet ville henvende sig til ham, stak han af i løb, men blev dog indhentet efter ca. 300 meter. Politiet foretog herefter anholdelse af en 30-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for indbrud i kolonihavehuset. Rumæneren viste sig også i forvejen at have et indrejseforbud i Danmark, så han blev også sigtet for den overtrædelse af udlændingeloven, ligesom han også var efterlyst af Nordsjællands Politi som mistænkt for indbrud i et fritidshus i den politikreds. Den anholdte rumæner blev samme eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham foreløbigt frem til den 12. marts 2020. Politiet vil nu undersøge, om han kan stå bag andre indbrud også i Midt- og Vestsjællands politikreds, ligesom Nordsjællands Politi også skal tale med ham om deres indbrudssag.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 18.34 rykkede politiet og ambulanceberedskabet ud til et færdselsuheld på motorvejen ved en afkørsel i det nordgående spor, hvor to bilister var stødt sammen. En 40-årig mand fra Polen kørte i nordlig retning i anden vognbane i en polsk personbil, da han ved en afkørsel skiftede vognbaner mod højre for at nå afkørslen. Herunder ramte han en dansk personbil ført af en 57-årig mand fra København Ø, som blev indlagt på sygehuset i Køge til behandling for indre kvæstelser. Ved sammenstødet kom en 48-årig mand fra Polen, der var passager i den polske bil, også til skade, så han blev også bragt til skadestuen i Køge og senere indlagt til behandling for indre kvæstelser. Uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn under rednings- og oprydningsarbejdet, der var afsluttet kl. ca. 19.30.
Indbrud i Perioden
Hybenvej, Ølby, Køge
Brorsonsvej, Køge
Hvidtjørnevej, Køge
H/F Havrelyngen, Køge
Åkandestien, Køge
Duehusvej, Bjæverskov