Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/04/17 til 2020/04/28.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 15.43 havde en 31-årig mand fra København N pludselig mistet kontrollen over sin personbil, da han kørte på motorvejen i det nordgående spor ca. 1500 meter nord for Solrød S-afkørslen. Bilen ramte autoværnet og snurrede rundt, så den standsede med front mod kørselsretning. Hverken den 31-årige eller hans familie i bilen kom til skade ved uheldet, hvor oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 16.30. Ingen øvrige trafikanter blev impliceret i uheldet.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 16.00 skete der endnu et færdselsuheld på motorvejen i det nordgående spor lige efter sammenfletningen mellem Vest- og Sydmotorvejen. En 31-årig mand fra Bosnien var kørt i en personbil fra Vestmotorvejen i tredje vognbane, hvorefter han ville skifte vognbane til højre efter sammenfletningen. Herunder overså han en 58-årig kvinde fra Vanløse, der fra Sydmotorvejen også kørte i nordlig retning. Hendes bil blev ramt ved bagenden, så hun mistede kontrollen over den, så den snurrede rundt og standsede ved midterrabatten med front mod færdselsretningen. Oprydningsarbejdet efter dette uheld var også afsluttet kl. ca. 16.30, så trafikken igen kunne passere uhindret.
Uro og uorden – Vestergade, Køge
Kl 11.48 kørte en patrulje til uro og uorden i Vestergade, hvor en mand skabte utryghed, da han var spirituspåvirket og knuste flasker på gaden. Patruljen traf en 47-årig mand fra Køge, som blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Han blev løsladt hen under aften, da han igen var så ædru og faldet til ro. Politiet fik ingen anmeldelser om, at nogen borgere var kommet noget til.
Hastighed -Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 12.01 foretog politiets videobil en måling af en personbil, som kørte i gennemsnit 146 km/t i en 110 km/t zone. Bilisten gav desuden ikke tegn ved vognbaneskift. Føreren af bilen, en 29-årig mand fra København, blev sigtet for at køre for hurtigt og manglende tegngivning. Senest d. 3.januar 2020 blev den samme mand sigtet for at køre 168 km/t på motorvejen, hvor sagen blev lagt op til en betinget frakendelse af førerretten. Den 29-årige kan nu forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Narkokørsel og besiddelse af narkotika – Egedesvej, Køge
Kl. 15.55 blev en 29-årig mand fra Køge standset på Egedesvej, hvor politiet sigtede ham og bad ham tage en narkometeretest. Testen viste positiv for cannabis og amfetamin, og manden blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet ransagede køretøjet og fandt både hash og amfetamin, som den 29-årige mand også blev sigtet for at være i besiddelse af. Han vil høre nærmere om forholdene, når sagerne skal afgøres.
Vold – Ølbycenter – Køge
Lørdag d.18. april 2020 blev en 67-årig mand fra Køge slået ned af en fremmed mand i supermarkedet Aldi i Ølby Center. Politiet efterlyste vidner på døgnrapporten fra sidste weekend og fik på den baggrund flere tip fra borgere, omkring den mistænkes identitet.
Den mistænkte, en 46-årig mand fra Køge, rettede selv henvendelse til politiet, da han havde set i pressen, at politiet gerne ville tale med ham. Den 46-årige blev fredag afhørt og sigtet for vold mod den 67-årige. Sagen blev vurderet af politiets jurister, som ikke skønnede, at der var grundlag for at fremstille den 46-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Den 46-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Stjålet motorcykel og uden kørekort – Nordvangen, Køge
Kl. 1935 standsede en politipatrulje en motorcykel, som ikke havde nummerplade bagpå. Føreren, en 18-årig mand fra Ishøj, havde ikke kørekort til motorcyklen og blev sigtet for kørsel uden førerret. Ved nærmere undersøgelse af motorcyklen viste det sig, at den var stjålet fra Skibby i Nordsjællands Politikreds d. 14. april 2020. Den 18-årige blev derfor sigtet for brugstyveri af motorcyklen. Ejeren af motorcyklen blev kontaktet og den blev kørt hjem til rette ejer igen. Den 18-årige kan forvente at høre mere fra politiet når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld ved overhaling – Vordingborgvej/Sæddervej, Tureby – Køge
Kl. 22.47 skete et færdselsuheld på Vordinborgvej i Tureby i forbindelse med en overhaling. En 21-årig mand fra Køge kørte ad Vordingborgvej mod sydvest, da han ville overhale en 37-årig mand fra Køge, som kørte i samme retning. Den 37-årige påbegyndte samtidig et venstresving mod Sæddervej. Den 21-årige forsøgte at undvige højre om, men ramte den 37-åriges bil på bagerste venstre side og påkørte et skilt og et hegn ved et savværk.
Forud for uheldet havde en politipatrulje bemærket den 21-årig, som kørte i sin bil ad Billesborgvej i Herfølge. Patruljen synes den 21-årige havde kørt for hurtigt, og ville standse bilen. Da patruljen tændte udrykningssignalet satte den 21-årige hastigheden op og kørte fra patruljen. Politiet kørte efter i samme retning, men bilen kørte fra patruljen på Vordingborgvej. Da patruljen igen så bilen, var den kollideret med den 37-åriges bil.
Politiet mistænkte at den 21-årige var påvirket af narkotika og han var desuden frakendt førerretten i en sag om hastighed, hvorfor han stak af fra politiet. Den 21-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han pådrog sig mindre skader i forbindelse med uheldet og blev kørt til sygehuset i ambulance til kontrol, hvor han også fik udtaget en blodprøve. Han slap fra uheldet med brud på en finger og blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Den 37-årige kom ikke til skade ved uheldet, men der skete store skader på begge biler. Politiet optog rapport i sagen omkring uheldet, som skal belyse omstændigheder. Når resultatet af blodprøven kommer, kan den 21-årige forvente et retsligt efterspil i sagen.
Mand stukket med kniv – Bjerggade, Køge
Kl. 23.42 ringede en 27-årig mand fra Hvidovre til alarmcentralen, da en bekendt var blevet stukket i armen med kniv. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor de ved Sankt Hans Kirke fandt frem til en 19-årig mand Strøby, som blødte fra armen efter at være blevet stukket med kniv. Patruljen fandt frem til, at det var den 27-årige anmelder, som kunne mistænkes for at have stukket den 19-årige. De to mænd havde mødt hinanden samme aften og aftalt at drikke en øl sammen. I løbet af aftenen blev den 27-årige aggressiv overfor forbipasserende, hvilket den 19-årige forsøgte forhindre. Herunder opstod der tumult, hvor den 19-årige blev stukket i armen. Den 19-årige blev kørt til behandling på sygehuset.
Den 27-årige blev anholdt og sigtet for vold mod den 19-årige. Den anholdte var påvirket af alkohol og bevidsthedspåvirkende stoffer og blev kørt i detentionen til afrusning. Han vil her til formiddag blive afhørt til sagen. Herefter vil anklagemyndigheden tage stilling til, om den 27-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Målrettet hastighedskontrol – Køge, Solrød, Greve, Roskilde
Færdselsafdelingen fortsatte i går den målrettede hastighedskontrol i forbindelse med national hastighedskontrol.
Ved formiddagens indsats målte politiet med laser på Stevns og i Køge kommune. Der blev samlet skrevet 14 sager ved kontrollen. De groveste overtrædelser af hastigheden blev målt på følgende steder:
På Vordingborgvej i Herfølge blev en bilist sigtet for at køre 78 km/t i byzonen, hvor 50 km/t er tilladt.
På Københavnsvej i Køge kørte en bilist 96 km/t i byzonen, hvor det er tilladt at køre 60 km/t.
På Stevnsvej på Stevns målte politiet en bilist til at køre 77 km/t i byen med 50 km/t hastighedsbegrænsning.
På vej til kontrolstederne fra færdselsafdelingen i Hundige foretog politiet tre målinger med videobilen på Køge Bugt Motorvejen. To bilister kørte både for stærkt og gav ikke tegn ved vognbaneskift. De kan se frem til bøder på henholdsvis 3500 kr og 5000 kr. En bilist blev målt til at køre 159,9 km/t, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Det var 0,1 km/t fra en betinget frakendelse, så han “slap” derfor med en bøde på 4500 kr og et klip.
På Dalbyvej i Lille-Skensved, Køge standsede politiet en 27-årig mand fra København, som kørte i narkopåvirket tilstand. Narkometeret viste, at han havde indtaget kokain, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Manden havde sin mindreårige datter med i bilen, så de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.
Eftermiddagen bød på lidt færre sager end dagen før ved kontrol i Solrød og Køge Kommune. Her blev i Solrød skrevet 40 hastighedssager, som medfører 9 klip og 1 betinget frakendelse af førerretten. I Køge kommune blev 35 bilister sigtet for at køre for hurtigt, hvilket medførte 10 klip og en sag som medfører betinget frakendelse. I begge kommuner kørte en bilist uden førerret og en bilist blev i Køge sigtet for at køre i frakendelsestiden.
Under fartkontrol på Køge Bugt motorvejen kl. 17.39 stod betjentene og målte fra Egedes vej, da Vagtcentralen efterlyste en Volvo, som manglede den forreste nummerplade og som ifølge vidner kørte usikkert. Kort efter passerede Volvoen betjentene og kørte ned på motorvejen. Betjentene reagerede prompte, satte efter og fik den standset kort efter. Bag rattet sad en 48 årig mand fra Slagelse. Det viste sig at manden var frakendt førerretten og var kraftig påvirket af spiritus hvilket en udåndingsprøve bekræftede.
Manden blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. I forbindelse med, at den anholdte mand skulle have sine ting fra bilen fandt betjente et femcifret kontantbeløb og 94 gram hash. Han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og hashen beslaglagt. Den uheldige mand skyldte mange penge til Skat og de fundne kontanter blev derfor beslaglagt til at afdrage denne gæld. Den 48-årige accepterede beslaglæggelsen. Under sagsbehandlingen viste det sig at selv samme mand, tidligere på dagen, var standset og sigtet for både spiritus og narkopåvirket kørsel på Fyn. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan forvente af få sine sager afgjort samtidig, når resultatet af blodprøverne kommer.
På Greve Landevej var den Automatiske Trafik Kontrol bil (ATK) opstillet i tidsrummet mellem kl 13.10-20.04. Her passerede 1357 biler, hvoraf 145 bilister kørte for hurtigt. To bilister kørte vanvittigt stærkt. En måling lød på 145 km/t og en anden på 100 km/t i byzonen, hvor 50 km/t er tilladt. De kan begge se frem til en ubetinget frakendelse af førerretten og en stor bøde. Derudover kørte 18 bilister til et klip ved dagens måling.
På Køgevej ud for Rønøs Alle i Roskilde blev også målt med ATK-bilen i går mellem kl. 05.42 og kl. 12.26. Målestedet er i byzonen, hvor man må køre 50 km/t. Der blev målt 2933 køretøjer, hvoraf 366 blev blitzet, fordi de kørte for hurtigt. Der blev i alt målt 47 biler, som kørte så hurtigt, at det udløser et klip. Fem bilister kørte mere end 60% for hurtigt, og kan forvente en betinget frakendelse af førerretten.
Indsats i forbindelse med landsdækkende hastighedskontrol – Holbæk, Solrød, Køge og Greve
Midt- og Vestsjællands Politi havde i går en målrettet kontrol mod hastighed i trafikken i forbindelse med den landsdækkende hastighedsindsats. Politiet havde en meget travl aktion, hvor i alt 101 bilister blev sigtet for at køre for at køre for hurtigt. Tre kørte, selvom de ikke havde førerret og to kørte, selvom de var frakendt førerretten. Sagerne medfører foruden bødestraf, at i alt 37 bilister kan forvente et klip i kørekortet og 7 bilister kan forvente at få en betinget frakendelse
Holbæk
Mandag formiddag foretog færdselspolitiet en måling med laser på Roskildevej ud for Æblevang i Holbæk. Her blev 21 bilister skrevet for at køre for stærkt i byen. Den højeste måling lød på 72 km/t, selvom den højst tilladte hastighed er 50 km/t på stedet. På vej til kontrolstedet blev fire bilister optaget af politiets videobil, fordi de overskred hastigheden eller i øvrigt overtrådte færdselsloven. Den højeste måling lød på 153 km/t i en 110 km/t zone. To bilister kørte både for stærkt og gav ikke tegn med blinklyset i forbindelse med vognbaneskift. De kan begge vente at få en bøde på 5000 kr. i bøde og et klip.
Mandag eftermiddag foretog færdselsafdelingen kontrol på Køge Bugt Motorvejen i Greve, Solrød og Køge kommune, hvor den tilladte hastighed er 110 km/t. Her blev 80 bilister sigtet for at køre for stærkt.
Køge
Den højeste hastighed på 191 km/t blev målt fra Egedesvej i Køge, hvor målingen af bilen på Køge Bugt Motorvejen blev foretaget. I Køge blev i alt syv bilister målt til at køre så stærkt, at de nu kan forvente en betinget frakendelse af førerretten. En 25-årig mand fra Slagelse blev målt til at køre 165 km/t, hvilket udløser en bøde og en betinget frakendelse. Han På samme sted kl. 20.43 standsede politiet en 37-årig mand fra Albertslund, som blev målt til at køre 147 km/t. Han var desuden frakendt førerretten og var påvirket af narkotika. En test med narkometeret viste, at han havde indtaget amfetamin og kokain. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Her blev i alt 39 fartsyndere sigtet af politiet for at køre for hurtigt.
Greve
Målingen på Køge Bugt Motorvejen i Greve blev foretaget ved Mose Landevej i tidsrummet mellem kl. 16.00-17.40. Her blev 18 bilister sigtet for at køre for hurtigt og det medfører at fem bilister nu får klip i kørekortet. En 20-årig mand fra Vejle blev målt til at køre 161 km/t. Da det var under tre år siden, at han havde erhvervet kørekort, vil sagen blive lagt op til en bøde og et kørselsforbud. Det betyder at så snart sagen er afgjort, så må han ikke køre bil igen, før han har været oppe til en ny køreprøve.
Solrød
Hastighedsmålingen på motorvejen ved Solrød Strand blev foretaget fra Cementvej. Her blev 21 bilister sigtet for at køre for stærkt, hvoraf fire bilister kan forvente et klip i kørekortet. En bilist blev målt til at køre 137 km/t og var desuden frakendt førerretten, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Anmeldelser om knallertkørsel til gene – Greve og Køge
Flere gange har borgere fra både Greve og Køge kontaktet politiet om, at knallerter kører rundt på stisystemer og skaber utryghed for de gående eller cyklende trafikanter. Nogle gange er de set med flere personer på én knallert, og andre gange handler det om maskerede personer, høj fart og utryghedsskabende adfærd.
Kl. 12.02 blev en mørk knallert set kørende ved Krathuset i Greve, og på køretøjet sad tre personer. Føreren kørte flere gange over for rødt lys i området og var til gene for trafikken og beboerne.
Kl. 18.40 fik politiet en anmeldelse om to maskerede personer, der kørte hurtigt på en knallert ved Brudelysvej i Køge Politiet kørte ud til stedet, og omkring kl. 19.20 fik en patrulje kontakt til en knallert med to personer. En 21-årig og en 24-årig mand begge fra Køge blev visiteret ved standsning af knallerten. Politiet fandt intet på mændene eller knallerten, men de blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at køre to personer på en knallert.
Kl. 19.30 fik politiet en anmeldelse om hærværk, hvor to personer på en knallert havde kastet sten mod en rude i Søjlegården, Greve.
Kl. 20.24 fik politiet en anmeldelse om to knallerter og en ATV, der kørte hurtigt i området omkring Krathuset, Greve.
Politiet takker for borgernes tips omkring den utryghedsskabende knallertkørsel. Politiet vurderer, at den bedste måde at komme problemerne til livs er, at borgerne tipper politiet om efterladte køretøjer i opgange, buske eller kælderrum. Politiet vil til en hver tid gerne undgå at eftersætte knallerter og andre køretøjer på stisystemer, da det skaber farlige situationer og kan give knallertførerne anledning til endnu mere hasarderet kørsel. Midt- og Vestsjællands Politis erfaringer viser, at afhentning af efterladte køretøjer giver den bedste effekt. Denne metode er brugt tidligere i både Køge og Greve, hvor beboere har oplevet den utryghedsskabende kørsel. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du ser køretøjer som er gemt/parkeret i dit nærområde.
Brandundersøgelse – Fændediget, Køge
Kl. 16.27 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en gammel værkstedsbygning. Der var gået ild i en affaldsbunke, hvorefter branden havde bredt sig til en trætrappe. Brandvæsnet fik branden slukket, inden ilden nåede at brede sig yderligere. Ingen kom til skade ved branden, der dog udviklede noget røg, så beboere i naboejendommene blev opfordret til at lukke døre og vinduer. Politiet skal undersøge brandårsagen nærmere og arbejder ud fra en tese om, at uagtsomhed med f.eks. en henkastet cigaretskod kan være årsagen til brandens opståen.
Edderkop årsag til flere alarmer – Glentevej, Køge
Kl. 00.44 anmeldte et alarmfirma, at flere grupper af tyverialarmer i samme virksomhed var blevet aktiveret inden for kort tid. Alarmfirmaet formodede derfor, at et indbrud var i gang, så alarmfirmaet havde sendt en vægter til stedet. Politiet kørte af samme årsag også til firmaets adresse med flere patruljer, som alle – sammen med firmaindehaveren, der også var kommet til stede – kunne konstatere, at alting var normalt, og at der ikke var nogen som helst tegn på indbrud nogen steder ved firmaets bygning. Eneste årsag til aktivering af alarmerne var ifølge vægteren en edderkop, der havde haft meget travlt midt om natten og dermed havde aktiveret de fintfølende alarmer.
Vold – Ølbycenter – Køge
Kl. 16.30 anmeldte en 67-årig mand fra Køge, at han kl. ca. 16.20 var blevet slået ned af en fremmed mand, som i supermarkedet Aldi var gået tæt forbi ham. Den 67-årige havde i den anledning bedt manden om at holde afstand, hvorefter manden begyndte at råbe efter den 67-årige. Ved kassen begyndte manden nu at filme den 67-årige, som forsøgte at skubbe mandens hånd væk, da han efter kassen greb fat i den 67-årige. Det resulterede i, at manden tildelte den 67-årige et knytnæveslag i ansigtet, så han faldt omkuld og kortvarigt mistede bevidstheden. Politiet fik kontakt til offeret, der var lidt omtåget og i en tilkaldt ambulance blev kørt til kontrol på skadestuen af to blødende flænger. Den mistænkte voldsmand blev af offeret beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 40-45 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Arret og rødmosset i ansigtet, Talte: Dansk, Iført: mørk kasket, sort arbejdsjakke med grå krave og blåt logo i nakken samt på venstre brystlomme, mørke arbejdsbukser, mørke sikkerhedssko, Medbragte: gul hobbykniv i venstre bukselomme, som politiet nu forsøger at få identificeret, så han blive sigtet og afhørt til sagen.
Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har overværet episoden i supermarkedet, eller som kan give oplysninger om den mistænktes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Hastighedssag – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 08.12 foretog færdselspolitiet en måling af en personbil, som kørte 166 km/t i en 110 km/t zone. Betjenten standsede bilen, som blev ført af en 29-årig mand fra Ballerup, som blev sigtet for den hurtige kørsel og kan se frem til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten.
Flere mindre brande – Køge, Odsherred, Holbæk, Ringsted
Det har ikke regnet længe, og derfor er alt meget tørt i naturen nu. Der har været flere eksempler på brande, som er startet på grund af gløder, som er blusset op og har antændt tørt træ. Politiet vil i den forbindelse opfordre borgere til at være forsigtige, når slukker cigaretter, tænder bål, griller, bruger ukrudtsbrænder eller i øvrigt håndterer ild/gløder.
Brand i græsrabat – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Kl. 11.28 kom et alarm 112 opkald om en mindre brand i en græsrabat ved en vejgrøft. Brandvæsnet rykkede ud og slukkede branden før den bredte sig. Ilden var formentlig starte ved et cigaretskod. Ingen personer blev truffet på stedet.
Brand i shelter – Turebyvej, Tureby – Køge
Kl. 12.48 opstod brand i en shelter ved en bålplads tilhørende en institution. En medarbejder havde forladt bålet, mens der stadig var gløder. Dette havde udviklet sig og der var startet en brand i shelteren. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket. Den mandlige medarbejder fra institutionen blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven for uforsigtig med ild og kan forvente en bøde i sagen. Ingen personer kom til skade, men der skete skade på shelteren.
Brand ved sommerhus – Harestien, Højby Sj. – Odsherred
kl. 13.13 startede en mindre brand i et skel af træer, som stod tæt ved et sommerhus. Ilden startede i noget aske, som sommerhuset ejer havde tømt ud i skellet. Ilden blev slukket før den spredte sig yderligere. Ingen personer eller fast ejendom fik skader.
Brand i hæk – Risvangen, Ringsted
Kl. 17.32 brugte en husejer en ukrudtsbrænder ved sin hæk, da der pludselig gik ild i hækken, som står omkring 7 meter fra huset. Politi og brandvæsen fik et alarm 112 opkald om branden og kørte til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket før den bredte sig. Der skete skade på omkring to meter hæk, men ingen personer eller fast ejendom fik skader. Den kvindelige husejer blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven for uforsigtig med ild og kan forvente en bøde i sagen.
Brand på landejendom – Slimmingevej, Ringsted – Køge
Kl. 1907 opstod en brand i et kammer på førstesalen i en landejendom. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden hurtigt blev slukket før den spredte sig. En 20-årig mand, som opholdt sig i huset blev tilset i ambulance for røgforgiftning, men han var ikke kommet til skade. Politiet undersøgte branden, der muligt kan være startet omkring et glemt stearinlys. Branden skal dog undersøges nærmere, for at klarlægge brandårsagen med sikkerhed. Der skete brandskade på kammeret, og vand og sodskade på de øvrige rum i huset.
Indbrud i Perioden
Blegdammen, Køge
Nørregade, Køge
Sejerøvej, Køge
Duehusvej, Bjæverskov