Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/05/15 til 2020/05/26.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Sur butikstyv slog ekspedient – Rådhusstræde, Køge
Kl. 07.54 anmeldte en 33-årig kvindelig ekspedient i supermarkedet Fakta sig overfaldet af en mandlig kunde, som hun havde afsløret på vej ud af butikken med en øl, som han ikke havde betalt for. Politiet kørte til supermarkedet, hvor en lettere spirituspåvirket, 50-årig mand uden fast bopæl blev anholdt og sigtet for vold mod ekspedienten. Han havde i butikken taget to øl og puttet den ene i en jakkelomme, medens han ville betale for den anden ved kassen. Da han blev gjort opmærksom på den gemte øl i jakkelommen og fik at vide, at han var uønsket i supermarkedet, opstod der en diskussion mellem parterne. Herunder slog manden pludselig ud med sin ene hånd efter ekspedienten, der kun blev strejfet på hagen. Med hjælp fra en kollega lykkedes det at tilbageholde den 50-årige, som blev sigtet for vold og forsøg på tyveri af den øl, han gemte i jakkelommen. Han blev løsladt efter afhøring til sagerne og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Fyrværkeri ved arrest – Kongsberg Alle, Køge
Kl. 20.58 fik politiet flere anmeldelser om, at der blev affyret fyrværkeri ved arresthuset. Fra stedet var efterfølgende kørt en bil, som politiet traf i krydset Ringvejen – Blegdammen. I bilen var en 20-årig mand fra Ballerup, en 26-årig mand fra Holbæk og en 28-årig mand fra Regstrup. De blev alle kontrolleret, men ikke fundet i besiddelse af fyrværkeri. Dog var den 28-årige i besiddelse af en peberspray, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og fik beslaglagt pebersprayen som bevis og med henblik på senere konfiskation. I området ved Blegdammen og Skovvænget traf politiet også fem andre mænd fra hhv. Holbæk og Storkøbenhavn, men heller ikke nogen af dem kunne konkret mistænkes for at stå bag affyringen af fyrværkeriet ved arresten.
Kl. 21.41 fik politiet så en henvendelse om affyring af et kanonslag på Marksvinget mellem Ringvejen og Parkvej. Hvem der stod bag denne affyring af ulovligt fyrværkeri, fandt politiet ikke ud af.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Tuemosevej, Lidemark, Bjæverskov – Køge
Kl. 18.36 sigtede politiet en 42-årig mand fra Bjæverskov for kørsel uden førerret i en personbil, da politiet standsede bilen med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og bil. Da politiet kunne konstatere, at den 42-årige havde op mod otte verserende sager om kørsel i bil uden den fornødne førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Kørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 11.30 kørte en 46-årig kvinde fra Skælskør i en personbil ad motorvejen i nordlig retning omkring afkørsel 30. Da færdselspolitiet standsede bilen, kunne hun som fører af den ikke fremvise et kørekort. Hun havde ikke generhvervet sin førerret efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet i 2017. Politiet sigtede derfor kvinden for kørsel uden førerret og kunne dermed konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at hun blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Hendes personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som hun vil blive indkaldt til, når sagen og spørgsmålet om konfiskation skal afgøres.
Hensynsløs kørsel på motorcykel – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 11.36 ville færdselspolitiet kontrollere en motorcyklist, som kørte med væsentlig højere hastighed end tilladt ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Greve. Motorcyklisten ønskede dog ikke at tale med færdselspolitiet og satte hastigheden meget op, så han med skønsmæssigt med mindst ca. 250 km/t kørte videre ad motorvejen via Avedøre / Sjællandsbroen mod København. Undervejs foretog han ifølge den forfølgende færdselspatrulje flere overhalinger højre om andre trafikanter, ligesom han kørte over for rødt lys i et lyskryds ved motorvejens afslutning på Amager. En politipatrulje fra København assisterede og fik standset motorcyklisten på Artillerivej på Amager. Føreren var en 37-årig mand fra Kalundborg, som blev anholdt for at sikre sig hans tilstedeværelse. En efterfølgende narkometertest indikerede, at motorcyklisten var påvirket af hash under den hurtige kørsel på motorcyklen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 37-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling, men blev dog forinden gjort bekendt med, at hans førerret er inddraget, så han ikke længere må køre motorcykel. Politiet vil nu gå i gang med at gennemse den videooptagelse, som den forfølgende færdselspatrulje optog af den hensynsløse kørsel, hvor politiet under hensyn til egen og andre trafikanters sikkerhed kunne forfølge motorcyklisten, inden motorcyklisten hører nærmere fra politiet og bliver indkaldt til et retsmøde for at få afgjort straffen for kørslen.
Mand med kniv på stationen – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 21.49 fik politiet en anmeldelse fra rejsende om, at en mand var kommet med tilråb til andre rejsende. Da de havde påtalt mandens adfærd, havde manden holdt en kniv frem foran sig. Politiet fik på stationen kontakt til en 48-årig mand fra Stubbekøbing, der var iført arbejdstøj, hvori han medbragte en kniv med en bladlængde på 11 cm. Manden var lettere påvirket af alkohol og fortsatte med sine tilråb mv. trods politiets tilstedeværelse, så han blev kortvarigt anholdt og sigtet for både overtrædelse af knivloven og ordensbekendtgørelsen på grund af sin truende og råbende adfærd på stationen. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Høj musik – Lovparken – Køge
Kl. 23.21 var en patrulje på tilsyn i Lovparken, hvor der var forsamlet 60-70 personer i alderen 12-20 år. Politiet kunne konstatere, at de både drak alkohol og hørte høj musik. En 17-årig ung mand fra Bjæverskov fik påbud om at skrue ned for sin soundboks, hvilket han efterkom, så musikken ikke var til væsentlig ulempe for de omkringboende. Samme besked fik en 13-årig dreng fra Køge, hvilket han efterkom i første omgang. Da patruljen var ved at forlade parken, blev der igen skruet gevaldigt op for den 13-åriges soundboks, som politiet nu inddrog i medfør af politilovens bestemmelser for at få skabt ro i området. Hans moder blev underrettet om dette indgreb og blev samtidig oplyst om, at soundboksen kunne afhentes næste dag på politistationen.
Voldeligt optrin mellem tre mænd – Marksvinget, Køge
Kl. 13.56 tirsdag eftermiddag fik politiet et alarmopkald om, at flere mænd skabte uro og uorden ved Boholte Center i Køge
Se pressemeddelelse udsendt onsdag morgen vedr. optrinet, der behandles som en sag om grov vold, efter at politiet har foretaget efterforskning, afhøringer samt gennemset videoovervågning. Alle tre anholdte mænd er onsdag formiddag blevet løsladt, og ingen af de anholdte vil derfor blive fremstillet i grundlovsforhør.
Narkobilist glemte at holde til højre – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 01.35 standsede politiet en bilist, der over en strækning på ca. tre km. havde kørt i tredje vognbane på motorvejen i sydgående retning omkring afkørsel 29. Bilisten blev mistænkt for ikke at holde så langt til højre som muligt under kørslen i den ringe trafik om natten. Bilen blev ført af en 21-årig mand fra Slagelse, som blev anholdt og sigtet for narkokørsel, efter at en narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Den 21-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Narkopåvirket biltyv anholdt mv. – Køge / Herfølge
Kl. 04.31 ville en patrulje standse en varebil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj, da varebilen kørte ad Egøjevej i Køge Føreren ønskede dog ikke at tale med politiet, som kørte efter varebilen via forskellige veje, indtil det lykkedes at få standset bilen i Lille-Skensved, hvor en 22-årig mand fra Roskilde blev anholdt. Han havde ikke noget kørekort og var desuden påvirket af både narkotika og alkohol. Ved visitationen efter anholdelse konstaterede politiet, at han havde både to ulovlige knive og lidt euforiserende stoffer på sig. Den 22-årige blev bragt til skadestuen for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Ved nærmere undersøgelse af varebilen viste det sig, at den var blevet stjålet fra en adresse i Herfølge nogle få timer tidligere. Den 22-årige blev afhørt til de mange sigtelser og derefter løsladt, så han kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når de mange sager mod ham skal afgøres.
Spirituskørsel – Ringvejen, Køge
Kl. 12.20 anholdt og sigtede politiet en 64-årig kvinde fra Køge for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Knivloven – Ølbycenter, Køge
Kl. 17.01 kontrollerede politiet tre mænd, der opholdt sig i Ølbycentret ved S-togsstationen. Af disse fandt politiet en 19-årig mand fra Køge i besiddelse af en foldekniv med en bladlængde på 7½ cm, som han opbevarede i en jakkelomme. Manden blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven, fik kniven beslaglagt som bevis og kan nu se frem til at modtage en bøde.
Forsamling på parkeringsplads – Rådhusstræde, Køge
Kl. 22.19 fik politiet en henvendelse om, at der på en parkeringsplads var samlet 5-7 biler og i alt ca. 15 personer, hvilket kunne være en overtrædelse af corona-reglerne. Politiet kørte til området, hvor patruljen kun traf fire personer. De foretog sig ikke noget ulovligt, så politiet havde ikke noget grundlag for at foretage sig yderligere.
Hurtige bilister – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand / Greve
Kl. 20.56 blev en bilist målt til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 192 km/t ad motorvejen mod nord ved Greve, selv om højst tilladte hastighed er 110 km/t ifølge skiltningen. En 30-årig kvinde fra København S blev sigtet for hastighedsovertrædelsen.
Kl. 21.30 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 163 km/t på motorvejen i sydgående retning ved Solrød Strand, selv om højst tilladte hastighed også der er 110 km/t ifølge skiltningen. En 31-årig mand fra Næstved blev sigtet for hastighedsovertrædelsen.
Begge bilister kan nu ud over en bøde forvente en frakendelse af kørekortet efter deres hurtige kørsel, som færdselspolitiet filmede med en video-patruljebil.
Færdselsuheld – bilist flygtet – Elverdamsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 09.20 anmeldte pårørende til en 16-årig dreng fra Kirke-Hyllinge, at sønnen havde været impliceret i et færdselsuheld kort før kl. 08.00 på Elverdamsvej, Ejby, ud for en tankstation. Sønnen var inden uheldet kørt på sin knallert ad den dobbeltrettede cykelsti i sydlig retning ad Elverdamsvej, da en rød personbil kørte ud fra tankstationens område. De to parter stødte sammen, så den 16-årige knallertkører røg op på bilens kølerhjelm, inden han landede på jorden. Føreren af personbilen fortsatte straks sin kørsel uden at tage kontakt til knallertkøreren og uden at sikre sig, om han var kommet til skade. Den 16-årige havde slået sit ene ben og hovedet, men fortsatte trods dette til sin skole, hvorfra han underrettede sine pårørende. Politiet har nu optaget rapport om uheldet for at få identificeret føreren af den røde personbil ud fra eventuel brugbar overvågning fra tankstationens område.
Politiet hører gerne fra personer, der måtte have været vidner til uheldet, eller som kan give oplysninger om den røde personbil og dens fører. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.