Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/05/20 til 2020/06/02.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Straksdom i sag om narkosalg – Køge
Fredag aften ransagede politiet en lejlighed i den sydvestlige del af Køge, da politiet havde mistanke om, at beboeren opbevarede narkotika. Politiet fandt ved ransagningen en større mængde narko, som var gemt i fryseren. Ved nærmere undersøgelse af stoffet blev det fastlagt, at der var tale om 455 gram amfetamin, så lejlighedens beboer, en 58-årig mand, blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg. Politiets mistanke om narkosalg blev bestyrket, idet der ved ransagningen blev fundet flere hundrede såkaldte “pølsemandsposer”, der anvendes som salgsposer ved narkosalg. Derudover fandt politiet nogle pølsemandsposer med mindre mængder af forskelligt narkotika. Den 58-årige blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor sagen kunne afgøres med en straksdom, da den 58-årige erkendte sigtelse. Den 58-årige der ikke tidligere straffet for lignende kriminalitet, blev idømt ubetinget fængsel i 1 år. Han modtog dommen, og blev herefter løsladt. Han vil senere blive indkaldt til afsoning af sin fængselsstraf.
Brand efter brug af ukrudtsbrændere – Køge, Greve
Kl.11.57 kom et alarmopkald om brand i en hæk på Nattergalevej i Ejby ved Køge Hækken stod flere meter fra nærmeste hus, så der var ingen umiddelbar fare for spredning til huse. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og ilden blev hurtigt slukket, før den bredte sig yderligere. Det viste sig at branden var opstået efter en mandlig beboer havde benyttet en ukrudtsbrænder, som havde antændt hækken ind mod naboen. Der skete skade på et par meter af hækken, og ingen personer kom til skade ved branden.
Kl.18.36 opstod der brand i en garage på Brydeholm i Greve. En nabo bemærkede ilden og fik advaret beboeren, en 52-årig mand, hvorefter naboen ringede 112. Flere andre naboer og husejeren begyndte herefter at slukke ilden i garagen med en haveslange. Brandvæsnet kom hurtigt frem og fik slukket ilden, før den spredte sig til huset. Politiet undersøgte brandstedet, hvor det viste sig at husejeren omkring middagstid havde brugt en ukrudtsbrænder omkring garagen. Branden var formentlig opstået ved at en glød havde ligget og ulmet og fået fat i garagen. Ingen personer kom til skade ved branden, og der skete kun mindre skader på garagen. Den 52-årige husejer blev sigtet for at overtræde beredskabsloven om uforsigtighed med ild. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Politi og brandvæsen får ofte anmeldelser om brande, som opstår i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Det er meget tørt for tiden, og borgerne opfordres derfor til at udvise ekstra agtpågivenhed ved brug af gasbrændere og åben ild i øvrigt. Små gløder kan antænde brande, som kan forårsage store skader og være til fare for mennesker og dyr.
Motorcyklist sigtet for dokumentfalsk – Ringvejen, Køge
Kl.15.38 standsede en politipatrulje en motorcyklist på Ringvejen, for at lave en rutinemæssig kontrol. Det skulle vise sig at blive en dyr køretur for føreren, en 49-årig mand fra Køge, der straks erkendte, at han ikke have noget kørekort, da han var frakendt førerretten. Politiet undersøgte motorcyklen nærmere, hvor det viste sig at nummerpladen var falsk. Den var udformet som en legal nummerplade, men tal og bogstaver lignede ikke en ægte nummerplade. Den 49-årige blev derfor sigtet for dokumentfalsk ifølge straffelovens regler, da en nummerplade anses som et dokument. Motorcyklen var ikke indregistreret i Danmark, og der var ikke tegnet forsikring på køretøjet. Politiet klippede derfor de ulovlige nummerplader af motorcyklen, og beslaglagde pladerne som bevis i sagen. Den 49-årige blev sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser, og kan nu forvente at høre en del mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
To sigtet for blomstertyveri – Vestergade, Køge
Kl. 18.18 anmeldte en opmærksom forbipasserende cyklist, at hun netop havde set en mand og en kvinde, som stjal blomster fra supermarkedet Kvicklys indhegnede område. En patrulje kom hurtigt frem og traf en 30-årig kvinde og en 44-årig mand, begge fra Køge, som havde læsset omkring 16 blomster og 240 L jord ind i en parkeret bil. De kunne ikke fremvise en kvittering, og blev begge sigtet for butikstyveri til en samlet værdi af ca. 4000 kr. Varerne leveret tilbage til butikken. De to kan begge forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Færdselsuheld – Stevnsvej/Kystvejen, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl 20.10 skete et uheld ved Strøby Egede Center, da en 39-årig mand fra lokalområdet kørte at Stevnsvej mod nord, hvor han stødte sammen med en 32-årig lokal mand, som kørte ud fra centeret. Den 32-årige skulle lige ud i krydset og videre ad Kystvejen, men blev ramt af den 39-årige i krydset. Den 32-årige havde sin kone med som passager i bilen, som klagede over nakkesmerter efter sammenstødet. Hun blev kørt i ambulance til sygehuset til kontrol, men hun var ikke kommet til skade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen, da der var mistanke om, at den 39-årige kørte over for rødt lys. Begge biler blev beskadiget ved sammenstødet, men blev hurtigt fjernet fra steder. Der opstod derfor ingen større trafikale udfordringer i forbindelse med uheldet.
Kanonslag i grønt område – Lovparken – Køge
Kl. 16.56 fik politiet flere anmeldelser om affyring af kanonslag i Lovparken, hvor 10-15 unge drenge og piger færdedes. Det skulle efter oplysningerne i anmeldelserne være et par drenge, som havde affyret kanonslagene. En patrulje kørte til området og traf en gruppe på otte teenagere af begge køn i alderen 15-18 år fra Køge Ingen af dem kunne dog mistænkes for den ulovlige brug af fyrværkeri, så politiet foretog blot en præventiv samtale med dem. Ingen af dem blev sigtet for noget.
Ihærdig butikstyv afsløret – Nørregade, Køge
Kl. 11.56 fik politiet en anmeldelse fra en isenkræmmerforretning om, at personalet fulgte efter en mand, som de mistænkte for at have stjålet forskellige varer i butikken. Politiet fik i Antoniestræde kontakt til både personalet og den mistænkte, som viste sig at være en 55-årig mand fra Karise. Han var i besiddelse af et par net, hvori der var varer med prismærker fra bl.a. isenkræmmerforretningen. Manden blev derfor anholdt og sigtet for tyveri af en gasbrænder, en lygte og ti spiseskeer til en værdi af 480 kr. fra isenkræmmeren. Ved nærmere undersøgelse af varerne i de to net stammede disse fra supermarkedet Fakta i Hårlev, butikken Normal i Køge og en butik, som det ikke umiddelbart lykkedes politiet at identificere. Der var tale om kosmetiske produkter, frugt, vaskepulver og barberblde. Den anholdte blev sigtet for yderligere tre tilfælde af butikstyveri og blev løsladt efter afhøring til sagerne.
Varetægtsfængsling – Vold – Vordingborgvej, Køge
Kl. 06.49 tirsdag morgen fik politiet via alarm 112 melding om et slagsmål mellem en mand og en kvinde ved en tankstation. Et vidne havde set manden slå kvinden flere gange i ansigtet, da han cyklede forbi. Politiet kørte hurtigt til stedet og så manden ruske kvinden, der blødte fra ansigtet. En 35-årig mand fra Albertslund, der var lettere spirituspåvirket, blev straks anholdt og sigtet for vold mod en også lettere spirituspåvirket, 25-årig kvinde fra Haslev. En diskussion om transport fra Køge til kvindens bopæl i Haslev havde udviklet sig, så hun havde fået flere skader i ansigtet i form af buler, hævede øjne og blødninger fra næse og mund efter vold fra mandens side. En tilkaldt ambulance bragte hende til skadestuen til fornøden behandling for skaderne. Efter afhøring til voldssagen mod sin kvindelige bekendte blev den 35-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham foreløbigt frem til den 11. juni 2020.
Politiet i Køge hører gerne fra vidner, der måtte have set parret færdes til fods på Vordingborgvej i tiden før anmeldelsen om volden kl. 06.49. Kontakt politiet på tlf. 114 med henblik på afhøring til sagen.
Brande i skraldespande – Langelandsvej, Køge
Kl. 16.05 rykkede politiet og brandvæsnet ud til brand i et par skraldespande ved en skole. En mand var ved politiets ankomst i færd med at slukke brandene med vand, efter at to piger var set rode rundt i skraldespandene. Pigerne var efterfølgende gået fra stedet, hvorefter der pludselig var ild i de to skraldespande. Der skete mindre skade på skraldespandene, men brandårsagen kunne ikke umiddelbart klarlægges. Politiet vil derfor gerne i kontakt med og afhøre de to piger, som blev beskrevet som: A: Kvinde, Ikke etnisk dansker af udseende, 12-15 år, 160-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: håret var sat op i en hestehale, Talte: Dansk, Iført: en sort læderjakke samt sorte bukser; og B: Kvinde, Ikke etnisk dansker af udseende, 10-13 år, 155-165 cm, Kropsbygning: Spinkel, Iført: grå bukser. Formålet er at få klarlagt, hvad de lavede ved skraldespandene, inden branden opstod.
Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket pigerne i området, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Sur butikstyv slog ekspedient – Rådhusstræde, Køge
Kl. 07.54 anmeldte en 33-årig kvindelig ekspedient i supermarkedet Fakta sig overfaldet af en mandlig kunde, som hun havde afsløret på vej ud af butikken med en øl, som han ikke havde betalt for. Politiet kørte til supermarkedet, hvor en lettere spirituspåvirket, 50-årig mand uden fast bopæl blev anholdt og sigtet for vold mod ekspedienten. Han havde i butikken taget to øl og puttet den ene i en jakkelomme, medens han ville betale for den anden ved kassen. Da han blev gjort opmærksom på den gemte øl i jakkelommen og fik at vide, at han var uønsket i supermarkedet, opstod der en diskussion mellem parterne. Herunder slog manden pludselig ud med sin ene hånd efter ekspedienten, der kun blev strejfet på hagen. Med hjælp fra en kollega lykkedes det at tilbageholde den 50-årige, som blev sigtet for vold og forsøg på tyveri af den øl, han gemte i jakkelommen. Han blev løsladt efter afhøring til sagerne og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Fyrværkeri ved arrest – Kongsberg Alle, Køge
Kl. 20.58 fik politiet flere anmeldelser om, at der blev affyret fyrværkeri ved arresthuset. Fra stedet var efterfølgende kørt en bil, som politiet traf i krydset Ringvejen – Blegdammen. I bilen var en 20-årig mand fra Ballerup, en 26-årig mand fra Holbæk og en 28-årig mand fra Regstrup. De blev alle kontrolleret, men ikke fundet i besiddelse af fyrværkeri. Dog var den 28-årige i besiddelse af en peberspray, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og fik beslaglagt pebersprayen som bevis og med henblik på senere konfiskation. I området ved Blegdammen og Skovvænget traf politiet også fem andre mænd fra hhv. Holbæk og Storkøbenhavn, men heller ikke nogen af dem kunne konkret mistænkes for at stå bag affyringen af fyrværkeriet ved arresten.
Kl. 21.41 fik politiet så en henvendelse om affyring af et kanonslag på Marksvinget mellem Ringvejen og Parkvej. Hvem der stod bag denne affyring af ulovligt fyrværkeri, fandt politiet ikke ud af.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Tuemosevej, Lidemark, Bjæverskov – Køge
Kl. 18.36 sigtede politiet en 42-årig mand fra Bjæverskov for kørsel uden førerret i en personbil, da politiet standsede bilen med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og bil. Da politiet kunne konstatere, at den 42-årige havde op mod otte verserende sager om kørsel i bil uden den fornødne førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.
Kørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 11.30 kørte en 46-årig kvinde fra Skælskør i en personbil ad motorvejen i nordlig retning omkring afkørsel 30. Da færdselspolitiet standsede bilen, kunne hun som fører af den ikke fremvise et kørekort. Hun havde ikke generhvervet sin førerret efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet i 2017. Politiet sigtede derfor kvinden for kørsel uden førerret og kunne dermed konstatere, at det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at hun blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Hendes personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som hun vil blive indkaldt til, når sagen og spørgsmålet om konfiskation skal afgøres.
Hensynsløs kørsel på motorcykel – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 11.36 ville færdselspolitiet kontrollere en motorcyklist, som kørte med væsentlig højere hastighed end tilladt ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Greve. Motorcyklisten ønskede dog ikke at tale med færdselspolitiet og satte hastigheden meget op, så han med skønsmæssigt med mindst ca. 250 km/t kørte videre ad motorvejen via Avedøre / Sjællandsbroen mod København. Undervejs foretog han ifølge den forfølgende færdselspatrulje flere overhalinger højre om andre trafikanter, ligesom han kørte over for rødt lys i et lyskryds ved motorvejens afslutning på Amager. En politipatrulje fra København assisterede og fik standset motorcyklisten på Artillerivej på Amager. Føreren var en 37-årig mand fra Kalundborg, som blev anholdt for at sikre sig hans tilstedeværelse. En efterfølgende narkometertest indikerede, at motorcyklisten var påvirket af hash under den hurtige kørsel på motorcyklen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Den 37-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling, men blev dog forinden gjort bekendt med, at hans førerret er inddraget, så han ikke længere må køre motorcykel. Politiet vil nu gå i gang med at gennemse den videooptagelse, som den forfølgende færdselspatrulje optog af den hensynsløse kørsel, hvor politiet under hensyn til egen og andre trafikanters sikkerhed kunne forfølge motorcyklisten, inden motorcyklisten hører nærmere fra politiet og bliver indkaldt til et retsmøde for at få afgjort straffen for kørslen.
Mand med kniv på stationen – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 21.49 fik politiet en anmeldelse fra rejsende om, at en mand var kommet med tilråb til andre rejsende. Da de havde påtalt mandens adfærd, havde manden holdt en kniv frem foran sig. Politiet fik på stationen kontakt til en 48-årig mand fra Stubbekøbing, der var iført arbejdstøj, hvori han medbragte en kniv med en bladlængde på 11 cm. Manden var lettere påvirket af alkohol og fortsatte med sine tilråb mv. trods politiets tilstedeværelse, så han blev kortvarigt anholdt og sigtet for både overtrædelse af knivloven og ordensbekendtgørelsen på grund af sin truende og råbende adfærd på stationen. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Høj musik – Lovparken – Køge
Kl. 23.21 var en patrulje på tilsyn i Lovparken, hvor der var forsamlet 60-70 personer i alderen 12-20 år. Politiet kunne konstatere, at de både drak alkohol og hørte høj musik. En 17-årig ung mand fra Bjæverskov fik påbud om at skrue ned for sin soundboks, hvilket han efterkom, så musikken ikke var til væsentlig ulempe for de omkringboende. Samme besked fik en 13-årig dreng fra Køge, hvilket han efterkom i første omgang. Da patruljen var ved at forlade parken, blev der igen skruet gevaldigt op for den 13-åriges soundboks, som politiet nu inddrog i medfør af politilovens bestemmelser for at få skabt ro i området. Hans moder blev underrettet om dette indgreb og blev samtidig oplyst om, at soundboksen kunne afhentes næste dag på politistationen.
Færdselsuheld – bilist flygtet – Elverdamsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 09.20 anmeldte pårørende til en 16-årig dreng fra Kirke-Hyllinge, at sønnen havde været impliceret i et færdselsuheld kort før kl. 08.00 på Elverdamsvej, Ejby, ud for en tankstation. Sønnen var inden uheldet kørt på sin knallert ad den dobbeltrettede cykelsti i sydlig retning ad Elverdamsvej, da en rød personbil kørte ud fra tankstationens område. De to parter stødte sammen, så den 16-årige knallertkører røg op på bilens kølerhjelm, inden han landede på jorden. Føreren af personbilen fortsatte straks sin kørsel uden at tage kontakt til knallertkøreren og uden at sikre sig, om han var kommet til skade. Den 16-årige havde slået sit ene ben og hovedet, men fortsatte trods dette til sin skole, hvorfra han underrettede sine pårørende. Politiet har nu optaget rapport om uheldet for at få identificeret føreren af den røde personbil ud fra eventuel brugbar overvågning fra tankstationens område.
Politiet hører gerne fra personer, der måtte have været vidner til uheldet, eller som kan give oplysninger om den røde personbil og dens fører. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.