Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2020/10/16 til 2020/10/27.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 06.54 fik politiet en melding om, at der var sket et færdselsuheld i det nordgående spor ved afkørsel 27 Greve N, idet flere biler var stødt sammen. En patrulje kørte til uheldsstedet, hvor det viste sig, at ingen personer var kommet til skade ved uheldet i den tætte morgentrafik. En 33-årig kvinde fra Greve havde under kørslen for sent opdaget, at de forankørende bremsede på grund af kødannelse, så hun påkørte bilen foran, og som blev skubbet frem i den næste bil. Politiet registrerede blot parterne i uheldet og forlod stedet kl. ca. 07.30, så køen kunne afvikles.
Hurtig narkobilist – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 10.10 anholdt færdselspolitiet en 20-årig mand fra Sorø for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil i sydlig retning på motorvejen. Færdselspolitiet havde fået øje på bilisten, der kørte noget hurtigere end de tilladte 110 km/t på strækningen ifølge skiltningen på motorvejen. En hastighedsmåling afslørede, at bilisten kørte mindst 146 km/t, hvorfor færdselspolitiet standsede varebilen, så den 20-årige kunne sigtes for hastighedsforseelsen. Føreren blev så på grund af narkotikapåvirkningen kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer på grund af mistanke om påvirkning af hash under kørslen. Den 20-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret, og sagerne mod ham skal afgøres.
Færdselsuheld – Turøvej, Vollerslev, Ringsted – Køge
Kl. 15.21 fik politiet via alarmcentralen en melding om et færdselsuheld, hvor en motorcyklist var impliceret, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at der var tale om et solouheld, idet en 37-årig mand fra Ringsted som fører af motorcyklen var væltet i forbindelse med svingning til højre i en højrekurve efter kørsel ad Turøvej i østlig retning. Han ramte efterfølgende knap to meter hæk på en privat adresse som følge af uheldet, men var tilsyneladende selv sluppet med diverse knubs, efter at han var blevet tilset på skadestuen i Køge Da der var tale om et solouheld, registrerede politiet blot uheldet med dets parter og omstændighederne.
Kørte i frakendelsestiden og fik taget bilen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 21.15 sigtede politiet en 45-årig mand fra Tønder for kørsel i frakendelsestiden. Han blev standset, da han kørte i en personbil på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød mod syd. Den 45-årig havde kørt i frakendelsestiden hele fire gange inden for de seneste 3 år, og kørt narkokørsel en gang. Politiet kunne derfor beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation, hvilket den 45-årige accepterede. Retten vil senere tage stilling til, om bilen skal konfiskeres, når sagen skal afgøres.
Spiritusbilist fik taget bilen – Lidemarksvej, Herfølge – Køge
Kl. 02.54 standsede politiet en 39-årig mand fra Polen, som kørte i kraftig spirituspåvirket tilstand på Lidemarksvej i Herfølge. En alkometertest viste en promille på over 2, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet beslaglagde hans bil, som det er muligt ifølge færdselslovens regler, når promillen er så høj. Den 39-årige ønskede spørgsmålet om beslaglæggelsen af bilen forelagt retten, som nu ser på, om indgrebet var retsmæssigt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 39-årige høre mere fra politiet. Han vil senere blive indkaldt til et retsmøde, hvor straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen vil blive afgjort.
Søndag – mandag
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 08.04 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i det nordgående spor på motorvejen, hvor fire bilister var impliceret i et færdselsuheld. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der var sket i vognbanen nærmest midterrabatten. En 40-årig mandlig bilist fra Odder havde nedsat hastigheden på grund af kødannelse, hvilket en 57-årig kvinde fra Mern for sent opdagede. Hun påkørte derfor den forankørende, og dette sammenstød medførte efterfølgende, at to bagfra kommende bilister ikke kunne nå at standse i tide, så den 57-åriges bil blev først påkørt af en 50-årig mand fra Slagelse, hvis bil så blev påkørt bagfra af en 36-årig kvinde fra Greve. Kl. ca. 09.00 var alle de implicerede biler fjernet fra motorvejen, så afvikling af den opståede trafikkø kunne afvikles.
Kl. 09.55 skete endnu et uheld i det nordgående spor, men i vognbanen længst til højre, idet fem bilister var stødt sammen. Heller ikke i dette uheld var nogen kommet til skade, så det var alene gået ud over de implicerede køretøjer. Også dette uheld var sket i den tætte trafik, hvor en bilist pludselig havde nedsat hastigheden på grund af kødannelse foran. Det opdagede den bagvedkørende, 57-årig mand fra Solrød Strand for sent, så han påkørte den hårdt opbremsende bilist bagfra. Dette sammenstød medførte så efterfølgende, at ikke mindre end yderligere tre bilister ikke fik bremset i tide, så de stødte sammen efterfølgende. Skaderne på bilerne viste sig at være minimale, så de kunne alle selv køre ind i nødsporet, hvor parterne udvekslede forsikringsoplysninger med hinanden.
Narko, kniv og slagvåben fundet ved ransagninger – Herfølge – Køge
Kl. 09.13 måtte en narkohundepatrulje anholde en 22-årig mand fra Herfølge, da politiet kom på uventet besøg på en adresse, hvor han opholdt sig sammen med en 18-årig kvinde fra Herfølge og en 20-årig mand fra Køge Politiet henvendte sig på grund af en mistanke om, at nogen var i besiddelse af euforiserende stoffer på adressen, og den 22-årige kommenterede politiets uventede besøg med nedladende bemærkninger om politipersonalet, så en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og efter anholdelse skønnedes nødvendig for at få skabt ro på stedet. Ved den efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet en stor og ulovlig kniv, som den 22-årige også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Den 18-årige kunne mistænkes for at være i besiddelse af resterne af en joint og den 20-årige for besiddelse af en lille klump hash, så de begge blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Ved en ransagning på en nærliggende adresse på samme mistankegrundlag traf politiet en 18-årig mand fra Herfølge, som havde besøg af to sovende kammerater. Ved den foretagne ransagning fandt politiet 0,13 gram kokain, en springkniv og en totenschlæger, som den 18-årige blev sigtet for den ulovlige besiddelse af disse effekter. De to kammerater kunne ikke mistænkes for noget.
Alle sigtede har fået beslaglagt de ulovlige effekter som bevis i sagerne og kan i øvrigt forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Ulovlige knive og hash – Ølbycenter, Køge
Kl. 16.20 kontrollerede politiet en 26-årig mand fra Klippinge, da han opholdt sig ved en kiosk i centret. Ved kontrollen fandt politiet ham i besiddelse af både en kniv, der havde udseende som et kreditkort, og en lommekniv, som han bar uden nogen anerkendelsesværdigt formål. Endvidere havde han også ca. et gram hash på sig, så han blev sigtet for overtrædelse af både knivloven og lov om euforiserende stoffer. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.
Ulovlige hurtige knallerter – Køge og Stevns
kl. 08.02 standsede politiet en 15-årig ung mand fra Herfølge, som kørte på en for hurtig lille knallert på cykelstien ved Holmebækskolen i Herfølge. Den unge mand erkendte over for politiet, at knallerten kunne køre op imod 70 km/t. Knallerten havde desuden ikke nogen nummerplade på, da den var faldet af og lå derhjemme. Patruljen fik et rullefelt frem til stedet, hvor resultatet af hastighedsmålingen viste at knallerten kunne køre 65 km/t, så den 15-årige blev sigtet for at køre på en for hurtig knallert.
Kl. 11.45 blev en 15-årig ung mand fra Store-Heddinge sigtet for at køre på en lille knallert, som kunne køre 48 km/t. Han kørte ad Kronhøjvej mod syd i Store Heddinge by.
Kl. 11.50 blev en 17-årig ung mand fra Stor-Heddinge også standset på Kronhøjvej ud for Netto i Store Heddinge, hvor han kørte på en knallert, som kunne køre væsentlig stærkere en de tilladte 30 km/t. Den blev på rullefelt målt til at køre 61 km/t. Da det var 2. gang den 17-årige blev standset på en ulovlig knallert, blev knallerten beslaglagt med henblik på konfiskation. Retten vil senere tage stilling til, om knallerten skal konfiskeres, når sagen skal afgøres.
Alle de sigtede kan forvente en bøde i sagen, og at der vil blive nedlagt påstand om en betinget frakendelse af førerretten til at føre lille knallert.
Efterforskning i indbrud førte til stort narkofund – Tessebøllevej, Herfølge – Køge
Kl. 08.44 tirsdag morgen blev anmeldt et indbrud begået i en villa på Tessebøllevej i Herfølge, hvor huset blev gennemrodet og der blev stjålet en Playstation 4. Politiet foretog gerningsstedsundersøgelse og efterforskede sagen, hvorunder politiet fik oplysninger om, at en lille sølvgrå personbil med to mænd i var set i forbindelse med indbruddet. Politiet kørte en tur i området, og ikke langt fra Tessebølllevej fandt politiet frem til en parkeret bil, som passede på beskrivelsen. Ejeren af bilen, en 34-årig mand fra Greve kommune, var kendt for berigelseskriminalitet og kendte personer i Herfølgeområdet, tæt på det sted, hvor bilen holdt parkeret.
Politiet opsøgte derfor den bekendtes adresse, hvor bilejeren blev truffet og gjort bekendt med årsagen til politiets henvendelse. Politiet ransagede den sølvgrå bil, for at finde eventuelle spor fra indbruddet, men gjorde her et noget uventet fund. I bilen fandt betjentene en stor mængde hvidt pulver, en pose med skunk (hash) og en ulovlig kniv. Pulveret blev senere vejet og testet til at være lidt over 10 kg amfetamin. Kort efter kom den bekendte, en 41-årig mand, som boede på stedet, hjem. Begge mænd blev nu anholdt og sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Den 41-årige var desuden eftersøgt til fogedretten.
Politiet tilkaldte yderligere patruljer med en narkohund og de to mænds bopæle blev ransaget. På adressen i Herfølge blev fundet yderligere en stor mængde narko og remedier til at pakke og opblande amfetamin. Derudover blev fundet en machete. Politiet fandt ikke noget ulovligt på den 34-årige mands bopæl i Greve kommune. De to mænd blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, som sigtet for straffelovens regler om narkosalg af besiddelse af i alt 11.374 gram amfetamin, 2705 gram ketamin og 138 gram skunk med henblik på videreoverdragelse. De blev begge fængslet frem til den 12. november. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre.
Cyklist ramt af bil – Køgevej, Roskilde
Kl. 11.43 skete et uheld på Køgevej ved Gartnervang mellem en bilist og en cyklist. Cyklisten, en 43-årig kvinde fra Roskilde, kørte ad Køgevej mod nord, hvor hun blev ramt af en bilist, som kom kørende ud fra Gartnervang. Bilisten, en 32-årig kvinde fra Roskilde, holdt stille i krydset, men overså cyklisten og kørte frem for at svinge til højre ud på Køgevej. Cyklisten stødte sammen med bilen i krydset, så den 43-årige landede på bilens kølerhjelm. Hun slap heldigt fra uheldet og fik kun knubs. Politiet blev tilkaldt og optog rapport, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse.
Trak skurvogn på motorvej uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl. 13.43 bemærkede en færdselsbetjent en stor firhjulstrækker, der trak en trailer med en stor skurvogn bagefter. Bilen blev ført usikkert og slingrende midt på motorvejen, hvor den var til fare for den øvrige trafik. Politiet standsede vogntoget, hvor det viste sig at føreren en 37-årig mand fra Frederiksværk, aldrig taget et kørekort. Han blev sigtet for kørsel uden førerret og fik selvfølgelig ikke lov at køre videre. Den 37-årige kan nu se frem til en klækkelig bøde oven på den køretur.
Spirituskørsel – Sydmotorvejen, Køge
Kl. 00.05 fik politiet en opringning fra personalet i en ambulance, som var stoppet på Sydmotorvejen tæt ved afkørsel 34, hvor en bil hold i nødsporet. Redderne ville sikre sig at alle i bilen havde det godt. Det viste sig at kvinden bag rattet var påvirket af spiritus, men hun havde ikke brug for hjælp fra ambulancen. Politiet kørte til stedet og testede den 30-årig kvinde fra København med alkometeret. Det viste at hun havde en promille over det tilladte, så hun blev sigtet og anholdt for spirituskørsel. Den 30-årige fik udtaget en blodprøve og blev efterfølgende løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil hun høre mere fra politiet i sagen.
Mange sager om kørsel i påvirket tilstand – Ringsted, Roskilde, Køge og Holbæk
Politiet har sigtet usædvanligt mange bilister for at køre i påvirket tilstand i dette døgn. De blev alle sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på at få analyseret blodprøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i sagerne.
kl. 21.30 Søgade, Ringsted. En 21-årig mand fra Guldborg sigtet for narkokørsel i en personbil.
Kl. 23.19 Ringstedgade, Roskilde. En 24-årig mand fra Hedehusene kørte i bil ind i drive-in ved en burgerrestaurant i narkopåvirket tilstand. Han var desuden frakendt førerretten, hvilket han også blev sigtet for.
Kl.23.43 Bådehavnen, Køge En 28-årig mand fra Køge førte en personbil i spirituspåvirket tilstand.
Kl. 23.45 Hovedgaden i Borup, Køge Politiet standsede en bil på P-pladsen ved Borup Station. I bilen sad to 18-årige mænd fra lokalområdet. Føreren af bilen blev sigtet og anholdt for narkokørsel. Begge mænd blev visiteret og bilen ransaget. Passageren blev sigtet for at være i besiddelse af 2,3 gram hash og 0,81 gram kokain. Føreren blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg, da der blev fundet flere klumper hash, ca. 100 ubrugte pølsemandsposer, en rulle plasticfilm og en minidigitalvægt i bilen. Hashklumperne blev senere kontrolvejet til 35,45 gram. Politiet beslaglagde de ulovlige genstande med henblik på konfiskation. Efter endt blodprøveudtagelse og afhøring fik de to unge mænd lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.
Kl. 01.22 Ternevej, Roskilde. En 33-årig mand fra Vallensbæk blev sigtet for spirituskørsel i en personbil.
Kl. 02.25 Cordozavej, Solrød. En 21-årig mand fra Ishøj pustede i alkometeret, som viste at han var spirituspåvirket over det tilladte.
Kl. 04.04 Skagerakvej/Rørvangsvej, Holbæk. En 38-årig mand fra Helsingør blev sigtet for både spiritus og narkokørsel. Han havde efter eget udsagn indtaget amfetamin og havde en spirituspromille over det tilladte. Den 38-årige var desuden frakendt førerretten. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, en flaske med 60 ml flydende ecstasy og en lille smule amfetamin, som den 38-årige blev sigtet for at besidde. De ulovlige effekter blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Spiritusuheld i tuktuk – Køgevej, Roskilde
Kl. 14.40 kørte en 65-årig mand i grøften i en tuktuk kabineknallert på Køgevej i Roskilde. Han kørte mod nord og var nået umiddelbart syd for Lufthavnsvej, da højre baghjul kom ud i rabatten og føreren mistede herredømmet over køretøjet, som fortsatte ned i grøften. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den 65-årige mand fra Stevns var sluppet fra uheldet med småskrammer. Føreren blev testet med alkometeret, som viste at hans promille var over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og taget med til blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 65-årige høre mere fra politiet i sagen.
Søn fandt fars stjålne cykel – Toldbodvej, Køge
Kl. 16.28 anmeldte en 35-årig mand fra Køge, at han befandt sig sammen med en mand ved et supermarked, idet den fremmede mand havde kørt på en cykel, som viste sig at være anmelderens stjålne cykel. Forinden anmeldelsen havde anmelderens søn set den fremmede mand køre på en cykel, som sønnen genkendte som værende faderens stjålne cykel ud fra de særlige kendetegn, der var på cyklen. Anmelderen skyndte sig til supermarkedet og blev selv bekræftet i, at der var tale om hans stjålne cykel, så den fremmede mand blev tilbageholdt indtil politiets ankomst. Den fremmede mand viste sig at være en 25-årig mand, som blev sigtet for hæleri af den stjålne cykel, idet han ikke kunne redegøre præcist for, hvordan han var kommet i besiddelse af cyklen, som anmelderen fik overdraget ved politiets mellemkomst. Den 25-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Flygtende unge glemte hash – Parkvej, Køge
Kl. 17.25 foretog en patrulje rutinemæssigt patruljering i det grønne område på Parkvej ved et læskur. Da de tilstedeværende unge så politiet, stak de alle af i løb væk fra stedet. Politiet undersøgte derfor området ved læskuret og fandt i den anledning ca. 1½ gram hash, som lå efterladt på stedet. Hashen blev medtaget til politistationen som hittestof, inden hashen senere vil blive destrueret, hvis besidderen ikke kan udfindes.
Narkobilist uden førerret mv. – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 18.55 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Nyborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil, som patruljen standsede med henblik på rutinemæssig kontrol. I varerummet på varebilen befandt sig to mænd på 20 og 25 år også fra Nyborg ulovligt, medens en 15-årig dreng befandt sig på passagersædet i varebilen. Den 20-årige viste sig heller ikke at have nogen førerret, og ved visitationen af ham fandt politiet knap 16 gram hash og 0,15 gram MDMA i hans besiddelse. Så den 20-årige blev derfor sigtet for og afhørt til de øvrige overtrædelser, inden han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Mistænkeligt forhold var filmoptagelse – Uddannelsesvej, Køge
Kl. 16.18 fik politiet anmeldelse om, at en gruppe på 15 hætteklædte mænd var forsamlet omkring tre biler ved Køge Handelsskole, og at en person muligvis var blevet udsat for vold. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf gruppen af unge fra Køge, som var ved at lave en filmoptagelse på stedet. Der var derfor ingen, som havde været udsat for vold. De ville senere på dagen lave optagelser ved Karlsemosen, så politiet aftalte at de ringede og orienterede politiet inden de gik i gang. Politiet vil altid gerne orienteres om lignende begivenheder, hvis det kan give anledning til at borgere i området bliver bekymrede.
Spirituskørsel – Cordozavej, Køge
Kl. 20.26 fik politiet anmeldelse fra en bekymret bilist, som kørte på Sydmotorvejen mod nord bag en bil, som slingrede og generelt kørte usikkert. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilen blev standset på Cordozavej i Køge Bag rattet sad en 52-årig kvinde fra Næstved, som var kraftigt påvirket af alkohol. Hun blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. Den 52-årige blev herefter løsladt og nu venter politiet på resultatet af blodprøven. Den skal vise om kvindens promille var så høj under kørslen, at der er grundlag for at beslaglægge hendes bil med henblik på konfiskation.
Indbrud i Perioden
Borgegårdsvej, Køge
Slotsgade, Vallø, Køge
Stenhøjparken, Borup