Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/02/11 til 2021/02/23.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Færdselsuheld – Buen, Nr. Dalby, Borup – Køge
Kl. 11.32 var en 79-årig kvinde fra Borup forulykket i sin personbil på Buen, hvor hun havde påkørt et træ. Det viste sig, at den 79-årige var sluppet uskadt fra uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret. Hun var forinden uheldet kørt ad Klempegårdsvej mod nord, hvorefter hun i krydset ved Buen svingede til højre ad Buen mod nordøst. Under kørslen ad Buen ville hun trække til højre, men trak i et uopmærksomt øjeblik så langt mod højre, at hun påkørte et vejtræ. Der skete kun mindre skade på personbilen, som senere blev afhentet af et bugseringskøretøj. Den tilkaldte ambulance blev der ikke brug for. Politiet registrerede uheldet og underrettede kommunen om det påkørte vejtræ.
Narkobilist med hash i bilen – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 12.25 ønskede færdselspolitiet at kontrollere en personbil, der blev ført ad Vestmotorvejen mod øst ved Salby rasteplads, hvor bilisten blev standset og kontrolleret. Føreren var en 26-årig mand fra Køge, som efter en narkometertest kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Inden afgang til et sygehus for blodprøveudtagelsen foretog politiet ransagning af bilen, hvorunder den 26-årige påviste et par poser med i alt 3½ gram hash. Sigtelserne kom derfor også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, inden den 26-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen på Køge sygehus.
Ulovlig knallert ramte patruljebil – Kirstinedalsvej, Køge
Kl. 18.02 ønskede en patrulje at kontrollere en knallert, der formentlig kunne køre hurtigere end tilladt. Knallertkøreren ønskede dog ikke at tale med politiet og forsøgte at køre fra politiet med patruljebilen med tændte udrykningssignaler bagefter. På et tidspunkt standsede knallertkøreren helt på højre side af politibilen, hvorefter fordøren blev åbnet. Knallertkøreren satte nu i gang igen, men ramte fordøren og væltede uden at komme til skade. Politiet fik nu kontakt til en 16-årig ung mand fa Køge, hvis knallert efterfølgende blev kontrolleret på et rullefelt. Kontrollen viste, at knallerten kunne køre med mindst 59 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 16-årige blev sigtet for kørsel på en konstruktivt ændret knallert og informeret om konsekvenserne med en beslaglæggelse af knallerten, såfremt han igen blev afsløret i at køre på en ulovlig knallert. Den 16-årige og hans værger kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet ved afgørelse af sagen.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 13.15 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 23-årig mand fra Maribo ad motorvejen i sydlig retning. Den 23-årige, der var ædru, havde ikke nogen førerret og blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Politiet kunne konstatere, at der nu var anden gang inden for de seneste tre år, at han var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Den 23-årige blev derfor indskærpet reglerne om politiets mulighed for beslaglæggelse af hans personbil, så frem han igen måtte blive sigtet for kørsel uden førerret, hvorefter politiet forlod den sigtede på det sted, hvor han blev standset.
Kl. ca. 13.30 bemærkede samme færdselspolitipatrulje den samme bil komme kørende i sydlig retning ad motorvejen ved Køge Da personbilen var blevet standset igen, kunne politiet konstatere, at den 23-årige igen havde sat sig ind bag rattet i bilen trods sin manglende førerret. Det medførte en ny sigtelse for kørsel uden førerret, og politiet gjorde nu alvor af de tidligere meddelte oplysninger til den 23-årige, så hans personbil blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.
Varetægtsfængsling – Spøgelsesbilist-kørsel i påvirket tilstand og uden førerret – Vestmotorvejen, Borup – Køge
Kl. 02.45 blev en politipatrulje, der kørte ad Vestmotorvejen mod øst efter Borup-afkørslen, noget overrasket, da patruljen kort efter kunne konstatere, at en personbil kørte i nødsporet i vestgående retning og dermed imod færdselsretningen på motorvejen. Patruljen besluttede at køre efter bilisten i et forsøg på at standset kørslen, inden en ulykke ville ske. Bilisten satte herunder hastigheden op og fortsatte videre imod færdselsretningen i nødsporet, så mindst et par lastbiler af sikkerhedsmæssige årsager måtte skifte vognbane. Ved afkørsel 34 Borup kørte bilisten op ad rampen til Vestre Ringvej, men forsvandt herefter kortvarigt for den forfølgende politipatrulje. Politiet kunne få sekunder senere konstatere, at bilisten var fortsat imod færdselsretningen på vej ned ad rampen på den modsatte side af Vestre Ringvej. Dog var bilisten efter kort kørsel på rampen forulykket, så politiet kunne kort efter foretage anholdelse af den person, der befandt sig i bilen. Der var tale om en 21-årig mand fra Odense V, som blev anholdt for kørslen under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på motorvejen. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at han var påvirket af spiritus og efter en narkometertest også cannabis under kørslen. Desuden havde den 21-årige ikke erhvervet sig et kørekort. Anklagemyndigheden blev forelagt sagen og besluttede at fremstille den 21-årige i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede, at den 21-årige skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 18. marts 2021. Der skete ikke noget sammenstød med andre trafikanter under den 21-åriges kørsel mod ensretningen på motorvejen.
Forvirret mand – Stationspladsen, Køge
Kl. 13.51 fik politiet den første af flere anmeldelser om en mand, der kun var iført underbukser og en åbentstående jakke. Manden syntes at være forvirret, da han færdedes i stationsområdet. Den første patrulje fandt ikke manden, men en fornyet anmeldelse kl. ca. 1515 fandt politiet frem til en 39-årig mand fra København NV. Han var påvirket af spiritus og blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv. Politiet frihedsberøvede ham derfor med henblik på anbringelse i detentionen, men en læge vurderede i forbindelse med det obligatoriske tilsyn, at manden havde bedre af at blive indlagt på et sygehus til fornøden omsorg på grund af hans mentale tilstand. Den 39-årige blev derfor bragt til et hospital i København til fornøden omsorg og behandling. Han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin færden ved Køge S-station.
Hurtig narkobilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 17.10 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 162 km/t ad motorvejen i nordlig retning ved Greve, selv om højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 110 km/t. Personbil blev ført af en 29-årig mand fra Ishøj, som blev mistænkt for at være påvirket af narkotika under kørslen. En narkometertest indikerede nemlig, at han var påvirket af både hash og kokain. Han blev sigtet for overtrædelserne af færdselsloven og anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da blodprøven var udtaget, løslod politiet ham kl. 18.16 på sygehuset i Køge
Kl. ca. 19.10 blev den 29-årige igen standset af politiet, da han kørte i samme bil på Holbækmotorvejen i Vallensbæk kommune. Det medførte så yderligere en sigtelse for narkokørsel, som behandles af Københavns Vestegns Politi.
Ulovlig kontakt til fanger – Kongsberg Alle, Køge
Kl. 23.52 fik politiet kontakt til tre mænd på 24, 28 og 33 år fra hhv. København, Ishøj og uden fast bopæl på Blegdammen ved en personbil, efter at de fra området ved Ringvejen havde sat sig i forbindelse med en indsat i Køge arrest. De tre mænd blev alle sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig kontakt til indsatte i et arresthus. De vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.
Færdselsuheld – Strandvejen / Stevnsvej, Køge – Køge
Kl. 09.47 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet to køretøjer var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds. Det viste sig, at en 54-årig mand fra Køge som fører af en stor personbil havde kørt ad Strandvejen i sydøstlig retning inden uheldet. I lyskrydset foretog han svingning til venstre mod Stevnsvej, men blev herunder påkørt på højre side af en modkørende personbil ført af en 58-årig mand fra Køge Sidstnævnte forsøgte at bremse, men kunne ikke undgå at påkøre højre side af modpartens køretøj, som snurrede rundt som følge af påkørslen. Den 58-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet med diverse knubs ved uheldet. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder hvad lyssignalerne viste i de respektive parters færdselsretninger.
Brandundersøgelse – Hedebovej, Køge
Kl. 04.17 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand i en villa. Det viste sig, at der ikke var tale om en egentlig brand, men snarere tale om smeltning af plast i en eltavle. Ingen af beboerne var kommet til skade, men politiet optog rapport om sagen i et forsøg på at få klarlagt den egentlige årsag til varmeudviklingen i eltavlen, herunder om elinstallationerne er lovlige.
Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt til nærmere undersøgelse – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 14.50 standsede færdselspolitiet en 32-årig mand fra Vallensbæk Strand i en personbil, som han førte ad Køge Bugt Motorvejen ved Køge Personbilen var ikke registreret, men forsynet med faste prøveskilte, hvorfor formålet med kørslen skulle undersøges nærmere. Den 32-årige viste sig i forvejen at være frakendt kørekortet, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Ved nærmere undersøgelse af personbilen hverken politiet eller importøren af det pågældende bilmærke identificere bilen, så politiet valgte at beslaglægge bilen med henblik på nærmere undersøgelse af, hvorfra bilen stammede, og om bilen i det hele taget måtte være afgiftsberigtiget før kørsel på det danske vejnet. Den 32-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når undersøgelserne af bilen er afsluttet.
Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 21.15 ville en patrulje standse en personbil på motorvejen i det sydgående spor ved rastepladsen i Karlslunde. I forbindelse hermed bemærkede patruljen, at der blev kastet noget ud af bilvinduerne, men politiet fandt ikke ud af, hvad det var. Bilen blev ført af en 18-årig mand fra Valby, som blev mistænkt for at være påvirket af stoffer under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmer undersøgelse for euforiserende stoffer. I bilen var der tre mandlige passagerer, som alle blev kontrolleret for eventuel besiddelse af euforiserende stoffer ud fra en mistanke om, at det kunne være mindre portioner stoffer, som blev skaffet af vejen inden politiets standsning af bilen, og da føreren mistænktes for at være påvirket af netop euforiserende stoffer. Ingen blev dog fundet i besiddelse af euforiserende stoffer, så den 18-årige fører kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Narkobilist med hash – Marksvinget, Køge
Kl. 12.50 blev en 38-årig mand fra Dianalund testet positiv i en narkometertest som viste, at den 38-årige havde indtaget hash og kokain. Han blev ved en visitation fundet i besiddelse af en lille klump hash, som politiet beslaglagde. Den 38-årige blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve.
Mistænkt for narkokørsel forsøgte at flygte- Køge
Kl. 16.32 standsede en patrulje en 45-årig mand fra Køge i en rutinekontrol. Betjentene mistænkte, at den 45-årige var narkopåvirket, så han blev sat i patruljebilen, så han kunne få taget en narkotest. Mens han sad på bagsædet forsøgte han at flygte ud af bagdøren på passagersædet i modsatte side. Politiets biler er dog forsynet med børnelås af sikkerhedsmæssige årsager, så da det ikke lykkedes klemte han sig imellem sæderne til forsædet for at komme ud.
Betjentene tilbageholdt den 45-årige mand, som gjorde modstand og forsøgte at vride sig løs, selvom han havde fået af vide, at han var anholdt og sigtet for narkokørsel. Patruljen lagde manden i håndjern, hvorefter han blev kørt til en blodprøveudtagelse og senere løsladt.
Mand anholdt for narkokørsel to gange inden for få timer – Køge
Kl. 19.27 blev en 30-årig mand fra Farum standset af en færdselsbetjent på Egedesvej i Køge, da han kørte bil, selvom han var påvirket af kokain, amfetamin, og methamfetamin. Han blev sigtet, anhold og taget med til en blodprøve på Køge sygehus, hvorefter han blev løsladt. Efter løsladelsen tog den 30-årige en taxa tilbage til sin bil, hvor han igen satte sig ind og kørte videre. En anden patrulje standsede igen den 30-årige mand kl. 21.11 på Cirkelhusene i Køge, og så han måtte hele turen igennem en gang til. Sigtelse, anholdelse, blodprøveudtagelse og blev så igen løsladt. Når politiet får resultatet af de to blodprøver, vil den 30-årige få besked om resultatet og sagernes videre gang.
COVID-19 – Virksomheder sigtet for at holde åben – Roskilde og Køge
Mandag havde politiet øget fokus på, om nogle virksomheder ville trodse påbuddet om at holde lukket, da der i pressen og på sociale medier var en del debat om COVID-19 lukkereglerne.
Roskilde
Politiet fik igen en anmeldelse om, at den samme skønhedsklinik, som tidligere var blevet sigtet fem gange for at trodse påbuddet om at holde lukket, nu igen holdt åben. En patrulje kørte til klinikken kl. 11.39, hvor der var lys i lokalet og foruden personalet, var der to kunder på stedet. Patruljen mødte en låst dør, men de tilstedeværende ønskede ikke at åbne for politiet trods flere anmodninger fra patruljen. Politiet bestilte derfor en låsesmed til at åbne for patruljen, men indehaveren åbnede til sidst døren for politiet uden brug af låsesmed. Flere af de tilstedeværende personer filmede politiet med mobiltelefoner under episoden. Mens politiet var på stedet kom endnu en kunde til forretningen, men vendte om, da hun så betjentene.
Den ansatte, en 32-årige kvinde, som tidligere er sigtet flere gange, og indehaveren af butikken, en 34-årig mand – begge fra Roskilde, blev igen sigtet for at holde åbent trods de gældende restriktioner for at nedbringe coronasmitten. De tilkendegav begge, at de ikke havde i sinde at efterkomme reglerne om at holde lukket. Virksomhed, indehaver og ansat er nu blevet sigtet i alt seks gange og bødestørrelsen er nu samlet oppe på 100.000 kr.
Køge
Kl. 13.00 lagde politiet vejen forbi en antikvitetsforretning i Køge, som på sociale medier havde tilkendegivet, at de ville åbne forretningen mandag kl. 12.00. Patruljen fandt butikken åben og traf ejeren og en ansat på stedet. De var begge utilfredse med politiets tilstedeværelse og filmede også her betjentene, mens de arbejdede. Virksomheden blev sigtet for at holde åben, men indehaveren påberåbte sig retten til at holde åben.
Kl. 16.04 var en patrulje igen ved sammen antikvitetsforretning, da politiet mistænkte, at virksomhedens indehaver ikke havde til hensigt at holde lukket. Politiet fandt igen forretningen åben, og derfor blev virksomheden sigtet endnu engang for at overtræde reglerne om at holde lukket. De to sager mod virksomheden bliver samlet til en bøde på 20.000 kr.
Narkokørsel med kniv i bilen – Køgevej/Darupvej, Roskilde
Kl. 13.02 standsede politiet en 33-årig mand fra Glostrup, som kørte i en bil med nummerpladen afmeldt. Den 33-årige var desuden påvirket af narko, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel i uindregistreret bil. Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet en ulovlig kniv, som blev beslaglagt. Den 33-årige blev sigtet for at overtræde knivloven og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.
Glatføreuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 21.30 skete et glatføreuheld på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød Strand sydgående, hvor det sneede kraftigt. En 33-årig mand fra Ringsted ville overhale en bil ved afkørsel 31a, men mistede herredømmet over bilen i forbindelse med vognbaneskiftet på grund af sne på vejen, så hans bil påkørte en forankørende bil. I den forreste bil sad en 27-årig kvinde fra Haslev, som blev skubbet ud i nødsporet ved sammenstødet, hvor også den 33-åriges bil endte.
Kl. 01.26 skete et solouheld på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde i Solrød, da en 30-årig mand kørte galt i en varebil på den sneglattevej. Han mistede herredømmet over bilen, så den stødte ind i autoværnet. En ambulance tilså den 30-årige på stedet, men han var ikke kommet noget til. Bilen blev nødflyttet
Mand død i forbindelse med solouheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 15.07 skete et solouheld på Vestmotorvejen i Østgående retning, hvor en 65-årig mand fra Ringsted mistede herredømmet over bilen og ramte autoværnet. Bilen kørte af vejen og blev slynget rundt og endte i grøften. Forbipasserende bilister så uheldet og ringede efter hjælp. De handlekraftige borgere ydede førstehjælp til den 65-årige mand indtil redningsberedskabet nåede frem. Den 65-årige mand blev erklæret død i lægehelikopteren og fløjet til sygehuset. De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.
Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring uheldet, og bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse af en bilinspektør. Politiets undersøgelser skal desuden klarlægge, om den 65-årige kan være kørt galt på grund af sygdom.
I forbindelse med uheldet skete kraftige opbremsninger på motorvejen, som forårsagede at en 21-årige kvinde fra Slagelse, måtte undvige den forankørende. Hun påkørte i den forbindelse autoværnet i midterrabatten. Hun blev tilset i ambulance og kørt til sygehuset til kontrol, men hun var ikke kommet til skade.
Motorvejen blev lukket mens politiet arbejdede på stedet, og der blev opsat skiltevogne til at lede trafikken væk fra motorvejen. Omkring kl. 15.39 blev et spor åbnet for trafik og kl. 16.05 var vejen igen helt åben for færdslen.
I forbindelse med lukningen af motorvejen opstod kødannelse ved Ringsted Nord afkørslen, så trafikken holdt helt stille. I forbindelse med opbremsninger forude skete et harmonikasammenstød med fem biler, som alle fik skader. Ambulancer blev sendt til stedet, men ingen personer var kommet alvorligt til skade i den forbindelse. Politiet registrerede uheldet.