Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/03/04 til 2021/03/16.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Høje brag undersøgt – Lidemarksvej, Herfølge – Køge

Kl. 19.56 fik politiet anmeldelse om høje brag, som kunne være skud om Lidemarksvej i Herfølge. Flere patruljer kørte til området for at undersøge sagen, men fandt ingen tegn på skudafgivelse og der var igen melding om tilskadekomne, som var blevet indbragt på sygehuset. Hundepatruljer afsøgte området, men fandt ingen afskudte patronhylstre, og der blev heller ikke fundet genstande, som var blevet ramt af skud. Politiets undersøgelser viste, at der havde været nogle biler med larmende udstødningsrør i området, og det kan ikke udelukkes, at de brag bilerne gav, er blevet forvekslet med skud.

OPFØLGNING

 

Tricktyveri i supermarked – Hovedgaden, Borup – Køge

Kl. 13.58 anmeldte en 77-årig kvinde fra Borup, at hun i tidsrummet kl. ca. 12.00-13.00 under indkøb i supermarkedet Netto havde fået stjålet sin pung op af sin taske. En fremmed kvinde havde spurgt, om et vaskemiddel var til hvidt tøj, da den 77-årige stod ved vaskemidler til farvet tøj. Den 77-årige vejledte kvinden om, at det andet vaskemiddel stod bagved, hvorefter den fremmede kvinde tog en pung fra offerets taske og stak af fra supermarkedet med den 77-årige bagefter. Det lykkedes dog ikke offeret at få fat i hverken den tyvagtige kvinde eller sin pung, så politiet forsøger nu at få identificeret den mistænkte, der beskrives som: A: Kvinde, udenlandsk af udseende, 20-25 år, 150-160 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort jakke og sort hue/tørklæde. Kvinden bar mundbind under tyveriet, som efterforskes som et tricktyveri, da kvinden forsøgte at aflede offerets opmærksomhed ved at stille spørgsmål.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket den mistænkte kvinde i området, eller som kan give oplysninger om hendes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Høje brag – Køgevej, St. Tårnby, Hårlev – Stevns

Kl. 23.13 og i minutterne derefter fik politiet flere anmeldelser fra lokale beboere om, at nogen gik rundt og affyrede kanonslag i området. Det havde også tidligere været et problem med den ulovlige affyring af kanonslag i området, så et par patruljer kørte til området for at lede efter personer med ulovligt fyrværkeri. Politiet traf dog ikke nogen, der kunne mistænkes for hverken ulovlig besiddelse af fyrværkeri eller mistænkes for at have ødelagt en postkasse hermed hos en 55-årig kvinde i byen.

Vold mod togkontrollør – Køge Nord Station, Køge

Kl. 10.27 anmeldte en togkontrollør, at han kort forinden var blevet overfaldet af en passager i toget, som havde nikket ham en skalle. Forud for overfaldet havde den mandlige togkontrollør påtalt overfor to passagerer, en mand og en kvinde, at de ikke anvendte mundbind, men de to passagerer var fritaget for at brug mundbind. Der opstod i den forbindelse en uoverensstemmelse imellem togkontrolløren, og de to passagerer, hvorunder den mandlige passager tildelte kontrolløren en skalle.

Den mistænkte blev tilbageholdt i toget af kontrolløren og en anden passager, indtil politiet kom frem og anholdt manden, en 36-årig mand fra Favrskov i Jylland. Han blev taget med til politistationen til afhøring i sagen om vold mod en person i offentlig tjeneste. Efter afhøringen blev den 36-årige løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han er fortsat sigtet i sagen, og vil senere høre mere fra politiet i sagen. Togkontrolløren kom ikke alvorligt til skade ved episoden, men blev tilset på skadestuen.

Blufærdighedskrænkelse – Køge/Greve

Kl. 17.29 anmeldte en 45-årig kvinde fra Køge, at hun tidligt torsdag morgen omkring kl. 05.05 var steget på S-toget fra Køge mod København. En mand steg også på toget i Køge og på turen til Hundige, havde manden masturberet i toget. Kvinden beskrev ham som:

A: Mand, dansk af udseende, 20-28-år, 175-180 cm, alm. af bygning, iført sort tøj, bukser med lommer på siderne. Sort mundbind.

Politiet efterforsker nu sagen om blufærdighedskrænkelse. Vidner som har bemærket den beskrevne mand, eller andre som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Narkokørsel – Ringstedvej/Gammel Ringstedvej, Køge

Kl. 19.30 blev en 30-årig mand fra Køge sigtet for at køre bil, selvom han havde sniffet amfetamin og røget hash. Han blev standset af en patrulje på Ringstedvej i Køge og betjentene mistænkte, at han havde indtaget narko, hvilket han erkendte. Han blev derfor anholdt, sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 30-årige høre mere fra politiet i sagen.

Grundlovsforhør i narkosager – Roskilde og Køge

I går var to grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, i sager om narkosalg i Roskilde og Køge

I sagen fra Roskilde blev en 40-årig mand og en 51-årig kvinde fremstillet med begæring om varetægtsfængsling. Retten fandt dog ikke grundlag for at varetægtsfængsle de to, som ved en ransagning mandag var blevet fundet i besiddelse af ca. 63 gram amfetamin og ca. 51 gram hash. De to blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

I Køge blev en 25-årig mand mandag aften anholdt og sigtet for at besidde ca. 80 gram kokain, som han smed fra sig på flugt fra politiet. Den 25-årig erkendte sagen og blev ved dagens retsmøde idømt en straksdom på 1 års ubetinget fængsel til senere afsoning.

Grundlovsforhør i narkosager – Roskilde og Køge

Politiet gjorde i går to større narkofund i Roskilde og i Køge, som i dag danner grundlag for to grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Køge

Mandag kl. 20.33 bemærkede en patrulje en bil i krydset Stensbjergvej/Lyngvej i Køge, som betjentene besluttede at standse i en rutinekontrol. Patruljen tændte udrykningssignalerne, men bilen fortsatte videre og drejede af ved parkeringspladsen ved Rishøj Stadion. I bunden af parkeringspladsen kunne bilen ikke komme videre, så bilisten standsede og løb fra bilen i retning mod øst. En betjent løb lige i hælene på den flygtende mand, som kort før pågribelsen smed han noget hvidt fra sig ind i et buskads. Føreren af bilen, en 25-årig mand uden registreret adresse, blev anholdt og ført med tilbage til bilen, hvori der sad to mandlige passagerer, en 28-årig fra Køge og en 29-årig fra Lellinge.
Føreren viste sig ikke at have kørekort og han var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Bilen blev ransaget, hvor politiet fandt en pistollignende genstand, som viste sig at være en hardballpistol. I buskadset fandt politiet en pose som indeholdt en større mængde hvidt stof. De to passagerer fik lov til at gå efter afhøring på stedet, da de ikke var mistænkt for at være indblandet i narkosagen.

Den 25-årige mand fik udtaget en blodprøve og taget med til politistationen til afhøring.
Stoffet blev på politistationen testet til at være kokain og kontrolvejet til 80,56 gram. Ved en visitation blev den anholdte fundet i besiddelse af et femcifret kontantbeløb, som politiet beslaglagde til sagen. Narko og hardballpistolen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 25-årige vil i dag kl. 12.00 blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil i begge sager begære dørlukning, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere i sagen.

Brag lød som pistolskud – Gymnasievej, Køge

Kl. 22.19 kørte politiet talstærkt til Køge efter anmeldelse om, at der var hørt brag på stedet, som ifølge vidner lød som pistolskud. Patruljerne fandt dog ikke frem til noget som bekræftede, at der skulle være skudt med en pistol på stedet. Ingen personer eller genstande var umiddelbart blevet ramt af skud. Uundersøgelser med blandt andet hunde i området viste heller ikke tegn på skudafgivelse. Politiet blev i området indtil ud på natten, men der kom ingen yderligere brag eller klarhed over, hvor bragene tidligere på aftenen stammede fra.

Narkobilist – Nørregade, Ringsted
Kl. 00.41 standsede politiet en bil med to yngre mænd Nørregade i Ringsted. Passageren, en 24-årig mand uden fast adresse, sad og røg en joint mens han filmede sig selv, da politiet henvendte sig ved bilen. Han nægtede at stoppe sin åbenlyse hashrygning, så han blev kortvarigt anholdt af patruljen. Føreren af bilen, en 19-årig mand fra Ringsted, var påvirket af hash under kørslen, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Den 24-årige blev sigtet for at være i besiddelse af en hashjoint, hvorefter han blev løsladt og måtte forlade stedet uden kørelejlighed.

Den 19-årige blev løsladt, da han havde afgivet en blodprøve, og de to sigtede kan begge forvente at høre mere fra politiet i deres sager.

Lastbil endte i grøften – Sydmotorvejen, Tureby – Køge

Kl. 13.43 endte en lastbil med sættevogn i grøften på Sydmotorvejen mod nord, da et fordæk sprang under kørslen. Lastbilen endte flere meter ude i en mark, hvor den væltede om på siden i en grøft, som følge af uheldet. Chaufføren, en 60-årig mand fra Fakse Ladeplads, havde slået hovedet mod ruden, da han ikke havde ikke anvendt sele under kørslen. Han blev kørt i ambulance på sygehuset til undersøgelse, som viste at han havde pådraget sig en hjernerystelse. Han blev udskrevet senere på dagen. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge, om lastbilens dæk var i lovlig stand forud for kørslen. Lastbilen blev bjærget og kørt væk fra uheldsstedet. Når resultatet af bilinspektørens undersøgelsen er færdig, vil den 60-årige høre mere fra politiet i sagen.

Corona-relaterede opgaver – Kalundborg / Køge / Odsherred

Kl. 11.26 kørte politiet til en tankstation i Kalundborg, hvor personalet havde haft en mindre uoverensstemmelse med en mandlig kunde omkring manglende brug af mundbind under ophold i butikken. Det viste sig at være en 24-årig mand fra Kalundborg, som jf. egne oplysninger var fritaget for brug af mundbind, men havde glemt at tage sit badge på med oplysninger herom. Politiet fik mæglet mellem parterne, og ingen blev sigtet for noget.

Kl. 12.13 fik politiet en henvendelse om, at der måske befandt sig for mange kunder i et byggemarked i Kalundborg i forhold til butiksarealet. En opfølgende kontrol viste ingen tegn på, at der var flere kunder end tilladt i byggemarkedet. Ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelsen.

Kl. 12.33 fik politiet en henvendelse om, at noget afspærring, som normalt var opsat ved diverse havemøbler ved en kaffebar på Sjællands Odde, var fjernet, så kunder blev fristet og satte sig på stedet for at indtage købte varer. Politiet indskærpede regler over for personalet i kaffebaren, så der ikke kunne være kunder, som blev fristet til at sætte sig på stedet. Ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelsen.

Kl. 13.37 fik politiet en henvendelse om, at en kaffebar i den centrale del af Køge havde opstillet bord og stole foran baren, så besøgende satte sig på stedet for at indtage indkøbte varer. En patrulje kørte til stedet og indskærpede over for personalet, at de udendørs møbler ikke måtte bruges, hvorefter personalet straks ville rette op på forholdet. Ingen blev sigtet for noget i anledning af anmeldelsen.

Kl. 17.06 kørte politiet til området ved Asnæs-Centret i Asnæs, hvor der ifølge en anmeldelse skulle være flere end fem personer forsamlet, og at de forsamlede indtog alkohol og spillede musik til ulempe for de omkringboende. Politiet traf lige netop fem unge i alderen 12-18 år. En af dem stak af ved politiets ankomst, men blev indhentet og tilbageholdt. Det viste sig at være en 16-årig ung mand, som faktisk var efterlyst som savnet fra et opholdssted i Jylland. Opholdsstedet blev underrettet om, at den 16-årige var truffet af politiet, som lavede aftale omkring afhentning af ham. Inden politiet forlod stedet, forlod de øvrige trufne også stedet, så roen var genoprettet. Politiet fandt ikke grundlag for at sigte nogen i anledning af anmeldelsen.

Kl. 22.06 kørte politiet til Søndre Molevej, Køge, hvor der ifølge en anmeldelse skulle være forsamlet 15-20 unge mennesker, som er ulovligt forsamlet, og som i øvrigt fester på stedet. Politiet fik kontakt til i alt fem personer, herunder en person med en soundboks. Der var således ikke grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, og ejeren af soundboksen blev indskærpet brugen, således at de omkringboende ikke blev forstyrret.

Kl. 22.15 konstaterede politiet, at mange personer var forsamlet i nogle lokaler på Vig Hovedgade, hvor ingen personer boede til daglig. Politiet vurderede derfor, at de tilstedeværende var forsamlet og dermed overtrådte forsamlingsforbuddet på fem personer. På stedet traf politiet 17 personer af begge køn både fra lokalområdet, men også fra Storkøbenhavn, Sydsjælland og Nordsjælland. De blev alle sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet og bortset fra fem personer bortvist fra stedet. Alle sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i form af et bødeforelæg.

Kl. 00.01 natten til søndag fik politiet en anmeldelse om høj musik til ulempe fra en del unge, der opholdt sig forsamlet i området ved Herfølge stadion. Et par patruljer kørte til området og fik kontakt til tre unge på 16 og 17 år fra Herfølge samt en 16-årig fra Karise. Sidstnævnte endte med at blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han ikke fulgte politiets anvisninger om at forlade området, så roen kunne blive genoprettet. Ingen af de øvrige blev sigtet for noget i forbindelse med politiets tilsyn på stedet.

Politiets opgaver i anledning af disse anmeldelser er som følge af den gældende corona-lovgivning om brug af mundbind, det maksimale antal personer i butikker, forsamlingsforbuddet om maks. fem personer samt regler om, at kun take-away er tilladt fra forretninger med servering.

Fireårig død i ulykke – Køge

Kl. 16.32 kom et alarmopkald om en ulykke i en privat have syd for Køge, hvor en 4-årig pige var kommet ind under en tonstung vejtromle i forbindelse med have arbejde. Politi og redning kørte hurtigt til stedet, hvor de tilstedeværende havde iværksat førstehjælp til pigen. Lægehelikopteren landede på en mark i nærheden for at behandle pigen, men hendes liv stod ikke til at redde. Føreren af damptromlen, en 37-årige mand, som var en bekendt af familien, blev kort afhørt til sagen. Ulykken skete under bakning med den store maskine. Føreren blev rutinemæssigt alkometertestet, og han var ikke påvirket under kørslen. Politiet iværksatte psykologisk krisehjælp til de tilstedeværende, som var stærkt chokerede. Politiet optog rapport i sagen og vil nu arbejde videre med at få belyst omstændighederne omkring ulykken.

Indbrud i Perioden

Ærøvej, Køge
Skovhusvænget, Bjæverskov
Tingbjergvej, Bjæverskov