Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2021/10/27 til 2021/11/09.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Tyveri af GPS-udstyr fra entreprenørmaskiner – Solrød / Køge
Mandag morgen modtog politiet tre anmeldelser om tyverier af GPS-udstyr fra entreprenørmaskiner. Tyverierne var foregået i løbet af weekenden fra maskiner, der både havde stået frit tilgængeligt eller bag indhegning på byggepladser.
Entreprenørmaskinerne havde stået efterladt på Naurbjergvej, Kr. Skensved, i Solrød kommune og i Køge kommune på byggepladser på Ølsemagle Kirkevej og Egedesvej. Værdien af det stjålne GPS-udstyr udgør samlet set et sekscifret beløb, og politiet vil få klarlagt, om der findes overvågning af aktiviteter på den pågældende byggepladser, hvor tyvene har haft adgang for at kunne stjæle GPS-udstyret.
Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der i løbet af weekenden måtte have set usædvanlig aktivitet eller mystiske personer og køretøjer på byggepladserne de anførte steder. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.
Aktion mod social dumping – Roskilde, Greve og Køge
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog mandag formiddag sammen med Arbejdstilsynet og Skat tilsyn flere steder i en aktion mod social dumping og brug af udenlandsk arbejdskraft. I alt fem lokaliteter blev besøgt. Den ene var en byggeplads i Roskilde, hvor der blev truffet adskillige bygningsarbejdere fra Polen, som alle lovligt kunne opholde sig og arbejde i Danmark. Kontrollen fortsatte til to adresser i Greve, som er registreret med brug af udenlandsk arbejdskraft, men der blev ingen personer truffet. På en byggeplads i Greve blev truffet en del danske arbejdere og fire udenlandske, som alle havde styr på papirerne. Det sidste sted, der blev kontrolleret var en grund i Køge, hvor der var påbegyndt klargørelse til byggeri. Myndighederne fandt ingen brud på reglerne i forbindelse med kontrollen.
Indsatsen i Midt- og Vestsjællands politikreds var en del af en national indsats mod social dumping på arbejdspladser, hvor udenlandsk arbejdskraft er involveret, således at overholdelse af reglerne, herunder arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge, inden for dette område kan blive kontrolleret af relevante myndigheder.
Cyklist væltet af bildør – Køgevej, Roskilde
Kl. 07.25 skete et uheld på Køgevej ved Roskilde Station, da en bildør blev åbnet foran en cyklist, der kørte ind i døren og væltede. Bilerne holdt parkeret i højre side af vejen. Cyklisten, en 57-årig kvinde fra Roskilde, kom kørende i østlig retning mod rundkørslen ved sygehuset. Hun kørte på en cykelbane mellem vejen og parkeringspladserne. Bilisten, en 35-årig mand fra Roskilde, overså cyklisten, da han steg ud af bilen. Han åbnede døren lige idet, cyklisten passerede. Cyklisten kørte ind i bildøren og væltede.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor kvinden blev kørt til behandling på sygehuset for lettere tilskadekomst. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet.
Mistænkelig mand – Rådhusstræde, Køge
Kl. 15.40 kontaktede butikspersonale fra en tøjbutik politiet, fordi en udenlandsk mand havde købt noget tøj. Han havde betalt med penge, som han opbevarede i en type pengepose, som kun butikker anvendte i forbindelse med indbetaling af omsætningen i en bankboks. Mistanken var, at manden måske havde stjålet en sådan pose med penge. Da han havde forladt butikken, fulgte personalet efter manden, der gik i retning mod togstationen.
Politiet fik kontakt til den udpegede mand på togstationen, hvor han blev anholdt som mistænkt i sagen. Manden viste sig at være en 23-årig mand fra Sverige, der var i besiddelse af en lignende pengepose, men med svensk tekst. Der var således intet grundlag for at mistænke ham for tyveri, hvorfor han hurtigt blev løsladt uden sigtelse for at have begået noget strafbart.
Spirituskørsel – Ejbovej, Bjæverskov – Køge
Kl. 17.10 anholdt og sigtede politiet en 65-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil, da han kørte på en parkeringsplads ved et supermarked. Den 65-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Færdselsuheld – Køgevej, Fjellebro, Ringsted
Kl. 17.33 fik politiet en melding om, at en lastbil var forulykket på Køgevej under jernbanebroen, som lastbilen havde påkørt. Det viste sig ved politiets ankomst til stedet, at lastbilen ved egen kraft var kommet fri, efter at den havde kilet sig fast under jernbanebroen. Føreren af lastbilen var en 55-årig mand fra Søborg, som selv slap uskadt fra uheldet. Politiet underrettede Bane Danmark, som straks ville kigge nærmere på broen for at afgøre, om der var sket nogen skade på den. Endvidere optog politiet rapport om uheldet, idet broen har en lavere frihøjde end normale broer på vejnettet.
Mistænkelig bil ved sportshal / skole – Skolevej, Køge
Kl. 17.40 fik politiet en henvendelse om en mistænkelig bil, der holdt helt for sig selv på en parkeringsplads. Mistanken mod bilisten var, at der måske blev solgt narkotika fra køretøjet.
Som en følge af de udstedte politigarantier kørte en patrulje straks til området ved en skole og en idrætshal, men bilen var forsvundet fra området inden politiets ankomst. Politiet fandt heller ikke personer, der kunne mistænkes for at have været i kontakt med køretøjet, inden det forlod området. Derfor foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Spirituskørsel – Køgevej, Roskilde
Kl. 05.58 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil i Roskilde by. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Lastbilchauffør fik ildebefindende og kørte galt – Køgevej, Roskilde
Kl. 07.41 mistede en lastbilchauffør herredømmet over det tunge køretøj, som kørte af Holbækmotorvejen ved afkørsel 12 – Køgevej i Roskilde. Chaufføren, en 45-årig mand fra Spanien, fik formentlig et ildebefindende under kørslen og kørte galt. Undervejs påkørte lastbilen to personbiler, før den væltede om på siden og landede på en skrænt i rabatten langs vejen. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 45-årige blev reddet ud og fik førstehjælp. Han blev brag til sygehuset til behandling, hvor han også rutinemæssigt fik udtaget en blodprøve, som skal afklare om han var påvirket under kørslen. Chaufføren kom ikke til skade som følge af uheldet og kunne senere afhøres af politiet på sygehuset. Ingen øvrige personer kom noget til ved uheldet. Lastbilen forventes bjærget af Vejdirektoratet i løbet af fredagen. Politiet optog rapport om uheldet.
Mistænkelige biler ved skole – Skolevej, Køge
Kl. 17.53 fik politiet en henvendelse fra en lokal mand, som fandt det mistænkeligt, at to biler og en knallert holdt ved en skole. Anmelderen havde en mistanke om, at der måske foregik narkohandel tæt på skolens område.
En patrulje blev i henhold til de netop udstedte politigarantier sendt til området, hvor politiet ikke fandt hverken mistænkelige køretøjer eller personer ved skolen.
Brandundersøgelse – Lidemarksvej, Bjæverskov – Køge
Kl. 20.23 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i det midterste af en rækkehusbebyggelse med i alt tre boliger. Alle beboere havde fået sig evakueret, så brandvæsnet kunne foretage brandslukning for at undgå, at branden spredte til de to øvrige beboelser. Brandstedet var efter nogle timers brandslukning ubeboelig, så beboerne måtte genhuses efter aftale med ejendommens ejer. Politiet har optaget rapport om branden, hvorefter brandstedet skal undersøges nærmere i et forsøg på at fastlægge årsagen til brandens opståen.
Aktion mod social dumping – Ølby, Køge
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi indfandt sig mandag morgen på en arbejdsplads i Ølby-området sammen med personale fra både Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen. I en lagerhal traf myndighederne en udenlandsk mand, der kørte rundt på en truck. Der var tale om en 28-årig mand fra Syrien, som var i besiddelse af sit syriske pas og en opholdstilladelse til Tyskland. Han havde dog ikke nogen hverken opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, hvorfor han blev anholdt kl. 07.05 og sigtet for disse overtrædelse af udlændingeloven. Efter afhøring til sagerne med assistance fra en tolk blev disse afgjort med en bøde, hvorefter politiet forelagde sagerne for Udlændingestyrelsen til afgørelse, hvorvidt han skal udvises af Danmark med et indrejseforbud. Den 28-årige syrer er i mellemtiden forblevet i politiets varetægt i henhold til udlændingelovens bestemmelser.
Tyveri af armbånd – Nørregade, Køge
Kl. 14.28 anmeldte en kvindelig ekspedient fra en smykkeforretning, at en mandlig kunde kunne mistænkes for at have stjålet to armbånd. Han var kort før kl. ca. 13.00 kommet ind i forretningen, hvor han havde spurgt efter vielsesringe. Sådanne ringe solgtes ikke i forretningen, hvorefter manden var gået igen. Lidt senere opdagede ekspedienten, at to armbånd til en værdi af 850 kr. var blevet stjålet i forbindelse med mandens henvendelse i butikken. Mistanken mod manden blev bestyrket af, at samme mand også kunne mistænkes for et tyveri i en tilsvarende butik i samme butikskæde i Roskilde den 10. september 2021. Videoovervågningen indikerede, at der var tale om samme mand, der blev beskrevet som: A: Mand, 45-60 år, 175-177 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Hvid plet i håret, sort overskæg, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort vinterjakke halvlang med pelskrave, sorte bukser og sorte lædersko. Medbragte: Sorte handsker.
Politiet har nu optaget rapport i et forsøg på at få identificeret den mistænkte, hvorfor personer med oplysninger om identiteten på ham eller hans opholdssted gerne må kontakte politiet på tlf. 114.
Narkokørsel / lov om euforiserende stoffer – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 16.45 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Brøndby for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Under visitation af ham i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af 0,8 gram hash, så sigtelsen mod ham kom også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 30-årige, der vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.
Hurtig bilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 21.12 målte færdselspolitiet en varebil til at køre med mindst 161 km/t som gennemsnitshastighed over en strækning på mere end 7,6 km på motorvejen i nordgående retning. Højst tilladte hastighed på målestrækningen er ifølge skiltningen 110 km/t, så en 42-årig mand fra Haslev blev som fører af varebilen sigtet for hastighedsovertrædelsen. Ud over en bøde kan den sigtede bilist også forvente en påstand om frakendelse af kørekortet.
Færdselsuheld – Ringstedvej, Lellinge, Køge
Kl. 06.56 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Ringstedvej i et lyskryds ved en frakørsel fra Sydmotorvejen, idet en lastbil og en varebil var stødt sammen. En varebil ført af en 56-årig mand fra Tureby var kørt ad Ringstedvej mod vest og gennem lyskrydset ved frakørslen fra Sydmotorvejen i sydlig retning. I krydset blev varebilen påkørt på den bageste del af en lastbil, der blev af en 58-årig mand fra Haslev ad motorvejsfrakørslen i sydlig retning og ind i krydset. Sammenstødet medførte en kortvarige, trafikale problemer ved lyskrydset, hvor der også er vejarbejde i øjeblikket.
Ingen af parterne kom til skade, og der skete kun mindre materiel skade på de implicerede køretøjer. Politiet har optaget rapport om sammenstødet i det lysregulerede vejkryds for at få belyst de nærmere omstændigheder ved uheldet.
Færdselsuheld – Salbyvej, Køge
Kl. 11.14 var der sket endnu en færdselsuheld, idet en lastbil og en bus var stødt sammen på Salbyvej mellem Vestmotorvejen og Ejby. To ambulancer var sendt til uheldsstedet, hvor politiet traf en 61-årig mand fra Hårlev. Han havde været fører af en bus, hvori der var fire passagerer. Under kørslen ad Salbyvej stødte han sammen med sættevogntog, som en 36-årig mand fra Ringsted var ved at bakke ud på Salbyvej fra en privat adresse. To passagerer blev kørt til kontrol på skadestuen, mens de to øvrige passager var sluppet uskadte fra uheldet. Også de to førere var uskadte efter sammenstødet, som politiet har optaget rapport om.
Færdselsuheld – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 12.31 var tre biler impliceret i et sammenstød på Stevnsvej, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at tre personbiler var stødt sammen, da der uventet var opstået kødannelse i trafikken. En 73-årig kvinde fra Rødvig Stevns opdagede de forankørendes nedsatte hastighed for sent, så hun påkørte bilen foran. Ved dette sammenstød blev bilen skubbet fremad, så bagenden af en tredje personbil blev ramt. To personer fra de implicerede køretøjer blev bragt til skadestuen til kontrol, men de var sluppet uden behandlingskrævende skader. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.
Hurtig bilist – Vordingborgvej, Herfølge – Køge
Kl. 13.46 målte færdselspolitiet med laserudstyr en varebil til at køre med mindst 92 km/t ad Vordingborgvej mod syd, selv om højst tilladte hastighed på stedet var 50 km/t (bymæssig bebyggelse). Føreren var en 30-årig mand fra Køge, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, som han kan forvente afgjort både med en bøde og en påstand om frakendelse af kørekortet.
Cyklist ramt af lastbil – Ringvejen/Ringstedvej, Køge
Kl. 13.48 skete et uheld i krydset Ringvejen/Ringstedvej i Køge, da en højresvingende lastbil og en cyklist stødte sammen. De kørte begge ad Ringstedvej mod øst, hvor der var grøn højresvingspil tændt i krydset. Lastbilen begyndte sin svingning, men blev ramt af cyklisten, der stødte ind i lastbilen og væltede. Cyklisten, en 64-årig kvinde fra Køge, havde cykelhjelm på, og kom ikke ind under lastbilen som følge af sammenstødet. Hun pådrog sig mindre alvorlige skader. Lastbilchaufføren, en 67-årig mand fra Hårlev, cyklisten samt vidner blev afhørt til sagen. Politiet optog rapport for at klarlægge omstændighederne omkring uheldet.
Ordensbekendtgørelsen – Nordstjernen, Køge
Kl. 10.12 slog en ung mand alarm til politiet, idet en anden mand pludselig var begyndt at råbe ad en kvinde, der stod afventende ved et busstoppested. Manden tog efterfølgende kvindens kuffert, som blev kastet hen ad gaden, ligesom manden gik med en truende attitude hen mod hende.
En patrulje var hurtigt fremme og fik kontakt til den udpegede mand, der var en 59-årig mand fra Ishøj, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd. Politiet skønnede ham forvirret og talende usammenhængende om den aversion, som han pludselig havde fået over for kvinden. Den 59-årige kan nu se frem til at modtage en bøde som afgørelse på sagen, hvor kvinden ikke led fysisk overlast.
Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 15.04 standsede en politipatrulje en 34-årig mand fra Hedehusene i en personbil i en rutinekontrol på Køge Bugt Motorvejen i Køge ved Karlslunde. Manden blev testet med narkometeret, som viste et positivt resultat for opiater. Den 34-årige blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, som skal vise præcis, hvilke stoffer han havde i blodet under kørslen. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan forvente at høre mere i sagen, når politiet har fået resultatet af blodprøveanalysen. Det vil her blive undersøgt, om den 34-åriges indhold af bevisthedspåvirkende stoffer var højere end tilladt i forhold til evt. medicin udstedt på recept af en læge.
Indbrud i Perioden
Cirkelhusene, Køge
Tornbjergvej, Kløvested, Borup
Nøddeparken, Borup
Søparken, Borup