Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2025/02/10 til 2025/02/18.
Fartmåling – Køge Bugt Motorvejen, Køge – Solrød
Kl. 13.12 blev en 21-årig mand fra Valby målt til at køre 169 km/t på motorvejen ved Solrød, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Kørslen blev filmet af politiets videobil, men bilisten nægtede at have kørt for stærkt. Ud over en sigtelse for fart blev den 21-årige sigtet for ikke at medbringe sit kørekort. Han kan forvente at sagen ud over en bøde også lægges op til frakendelse af førerretten.
Udlændingeafdelingen på kontrol – Roskilde, Asnæs og Vig – Odsherred
Onsdag var betjente fra udlændingeafdelingen på kontrol i på restauranter og massageklinikker i Roskilde, Vig og Asnæs, hvor der er ansat udenlandsk arbejdskraft. Det gav ikke anledning til nogen sager.
Færdselsuheld afslørede bilist uden kørekort – Slimmingevej, Tureby, Køge
Kl 12.25 skete der et færdselsuheld, da en 57-årig mand fra Køge i varebil var på vej mod øst men ikke nåede at bremse og derfor kørte op bag i en personbil, der holdt og ventede på at svinge ud på Vordingborgvej. Den holdende bil var ført af en 57-årig mand fra Hvalsø. Der skete ingen alvorlig personskade ifm uheldet, men det viste sig, at den 57-årige fra Køge ikke havde noget kørekort. Han blev derfor sigtet for at køre uden førerret. Det var tredje gang, at han blev taget i den samme firmabil uden kørekort og på den baggrund blev varebilen beslaglagt af politiet. Ejeren af bilen desuden sigtet for at have udlånt bilen til en person uden kørekort.
Mand fængslet for vold og voldtægt – Køge
En 38-årig mand blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for vold mod sin kæreste, en 37-årig kvinde fra Køge. Manden blev fængslet frem til 6. marts.
Politiet modtog anmeldelsen onsdag cirka klokken halv seks om morgenen. Kvinden var på det tidspunkt stærkt forslået og politiet kunne anholde den 38-årige, som opholdt sig på kvindens adresse. Kvinden blev bragt til behandling på sygehuset.
Sagen blev efterforsket dagen igennem og det viste sig, at kvinden har været holdt frihedsberøvet siden søndag. I perioden har manden udsat hende for grov vold i form af slag og spark og har flere gange også voldtaget hende. Den 38-årige nægter sig skyldig, og har taget forbehold for kære i forhold til varetægtsfængslingen.
Mand i brugsstjålet bil anholdt – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 09.40 bemærkede en patrulje en brugsstjålet personbil, der var kørende i sydgående retning ved Solrød. Bilen fortsatte ad Sydmotorvejen og videre af Ringstedvej mod Køge, inden bilen blev bragt til standsning. Føreren af bilen, en 26-årig mand fra Hillerød, blev anholdt og sigtet for brugstyveri, kørsel i narkopåvirket tilstand og kørsel i frakendelsestiden, da manden er frakendt kørekortet i otte år frem til 2032. Den stjålne bil, der er stjålet fra en adresse i Nordsjælland, blev sikret med henblik på udlevering til rette ejer. Den 26-årig fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.
Trussel med kniv – Ølbycenter, Køge
Kl 17.39 blev det anmeldt, at en 20-årig mand fra lokalområdet havde stået på s-togs stationen, da en anden mand var kommet hen til ham og havde truet ham med en kniv, som han havde taget op af sin rygsæk. Politiet runderede i området uden at finde gerningsmanden, der beskrives som 170-180 cm høj, dansktalende, i sort jakke og trøje med blå hætte. Han bar desuden en rygsæk og en pose. Politiet fortsætter nu efterforskningen i et forsøg på at identificere manden.
Ulovligt bryllupsoptog førte til bøder – Sydmotorvejen/Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl.12.51 fik politiet anmeldelse om, at flere biler kørte i kortege på Sydmotorvejen mod nord med havariblinket tændt. Optoget overholdt ifølge vidner ikke færdselsloven, men kørte hasarderet og brugte havariblink uden lovlig grund. Flere patruljer satte kursen mod motorvejen for at følge op på anmeldelsen, og på Køge Bugt Motorvejen ved Køge fik politiet kontakt til rækken af biler, som blev stoppet. Optoget viste sig at være en del af en bryllupsfejring. Seks mandlige bilister, primært fra Sydsjælland, blev sigtet for at bruge havariblinket uden grund. Politiet har desuden fået en videooptagelse fra et vidne, som nu skal gennemgås for at afklare, om de overtræder andre regler i færdselsloven under optoget på motorvejen.
Indbrud i Perioden
Brogade, Køge
Sikavej, Ejby