Der er stor succes med Køge Kommunes tilbud om ’Recovery Højskole’ til borgere, der har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter langtidssygemelding eller psykiske udfordringer. En evaluering viser blandt andet, at højskoleopholdet giver flere mod på at starte i virksomhedspraktik. ”Det blev vendepunktet for mig”, siger tidligere deltager på opholdet.

Et højskoleophold forbindes ofte med unge mennesker, der holder sabbatår – men faktisk har det vist sig, at et højskoleophold også kan være en rigtig god ide, hvis man står et svært sted i livet og har brug for hjælp med at komme ud på arbejdsmarkedet. Det kan for eksempel være, hvis man har været langtidssygemeldt eller kæmper med psykiske udfordringer.

Siden 2023 har over 20 borgere fra Køge Kommune været afsted på recovery-højskole, og en evaluering viser, at deltagerne er blevet gladere, og flere har fået mod på at komme i virksomhedspraktik.

– Tilbagemeldingen er, at opholdet giver fornyet energi og motivation til at tage det næste skridt i livet, og at det er rart at møde andre i samme situation som en selv. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i Køge Kommune fortsætter med at tilbyde højskoleopholdet til vores borgere. Det er vigtigt, at vi har forskellige tilbud og værktøjer at trække på, i forhold til at hjælpe den enkelte med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, siger Lisse Kirk, formand for Socialudvalget.

”Det blev vendepunktet i mit liv”
Borgerne bliver tilbudt højskoleopholdet gennem deres sagsbehandler på jobcenteret. En af dem, som har været afsted, er Bolette Sand Nielsen fra Køge, som i høj grad vil anbefale det til andre.

-Jeg må indrømme, at jeg var ret nervøs for at tage afsted. Jeg kendte jo ikke de andre. Men samtidig var jeg et sted i mit liv, hvor jeg virkelig havde brug for at komme videre. Og nu, efter opholdet, er jeg simpelthen så glad for, at jeg tog imod tilbuddet. Det gav mig det frirum og tid til refleksion, som gjorde mig i stand til at tage næste skridt i mit liv, siger Bolette.

Opholdet varer fem dage, og her får borgerne støtte og vejledning i processen mod at komme tilbage på jobmarkedet. På højskoleopholdet er der tid til dialog, refleksion, kreativitet og fordybelse.

-I al den tid, jeg har været sygemeldt, er det faktisk første gang, at jeg sænkede paraderne fuldstændig og bare følte, at jeg kunne dele mine udfordringer helt åbent. Det var en kæmpe hjælp at være sammen med andre, som er i samme situation. Det blev et vendepunkt for mig, siger Bolette.

Forløbet fortsætter hjemme
Højskoleopholdet er et tilbud på fem dage, og forløbet fortsætter i hjemkommunen. Her deltager borgeren i et forløb på syv undervisningsgange, hvor blandt andet medarbejdere fra jobcentret og Socialafdelingen understøtter en fortsat god proces. Herudover får borgerne også mulighed for at deltage i et frivilligt netværk på værestedet Værket, hvor man kan fortsætte med at være i dialog og sparre med andre i samme situation.

-Vi kender alle sammen den følelse af tomhed, der kan ramme, når man har været intens sammen med andre mennesker i længere tid. Derfor gør vi meget ud af at borgeren kan fortsætte forløbet, når de kommer hjem. Blandt andet gennem muligheden for at deltage i netværk med andre borgere, som også er ved at finde deres vej tilbage på arbejdsmarkedet, siger formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Mette Wigand-Bode.

Netværket sigter mod at fremme borgernes bevægelse fra tilskuer til deltager for at støtte dem i deres personlige udvikling på vej mod beskæftigelse. Og bygger videre på den personlige udvikling, som borgeren har startet på højskoleopholdet

Fakta om Recovery-højskolen:

  • Højskolen drives af psykiatrien i Region Sjælland.
  • Programmet på Recovery Højskolen er sammensat af workshops, kreative og fysiske aktiviteter.
  • Recovery Højskolen er for borgere i Region Sjælland, som er over 18 år og har erfaring med, at psykisk lidelse eller psykiske vanskeligheder er en barriere i hverdagen, og som har brug for og mod på ny inspiration.
  • På Recovery Højskolen møder borgerne undervisere og oplægsholdere, der selv har erfaring med at komme sig over psykisk lidelse – altså med levede erfaringer med at være i recovery.Re covery handler altså ikke udelukkende om at reducere symptomer, men også om, at man selv er tilfreds med sit liv, ser positivt og lyst på fremtiden og føler, at man er en del af fællesskaber, hvor man aktivt bidrager positivt for sig selv og for andre.
  • Recovery Højskolen er derfor ikke et behandlingstilbud, men et fem-dages ophold med det formål at inspirere kursisterne til selv at arbejde videre med deres egne, personlige recovery-processer.
Foto: ABW