Rigsrevisionen udtaler i sin nye beretning kritik af en allerede kendt problematik på kræftområdet om forskellige fortolkninger af reglerne for maksimale ventetider for kræftpatienter. Region Sjælland er glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed på området, siger koncerndirektør i Region Sjælland.

Foto ABW

Region Sjælland er enig i den kritik, som Rigsrevisionens i går har offentliggjort, hvor de påpeger, at der har været forskellige fortolkninger af reglerne om maksimale ventetider for kræftpatienter. Her indikerer de et forbedringspotentiale med hensyn til registrering, dokumentation og information, når det gælder maksimale ventetider på kræftområdet. Problematikker, som regionerne og Sundhedsstyrelsen allerede er i gang med at løse.

– Vi tager kritikken alvorligt. Problematikken har været kendt siden vores faglige gennemgang af kræftområdet i foråret 2023. Vi har siden da været i fuld gang med at løse problematikken. Derfor er vi glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed for området, siger Jesper Gyllenborg, lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland.

Regionen er gået i gang med at tilpasse sine arbejdsgange til den nye vejledning for at sikre, at der bliver dokumenteret korrekt i journalerne, så de afspejler den tætte dialog, der er og skal være mellem patienten og sundhedspersonalet under hele udrednings- og behandlingsforløbet og ved overskridelser af de maksimale ventetider.

Nye tal viser fremskridt
Region Sjællands nyeste tal for de to første måneder i 2024 viser, at over 95 procent af patienterne behandles og udredes indenfor tidsfristerne. Medtages patienter, som selv ønsker at vente længere på grund af eksempelvis ferie, samt patienter hvor det af hensyn til helbredet anbefales at vente, ligger tallet over 99 procent.

– Patienterne skal vide, hvad de kan forvente og har ret til. Medarbejderne skal vide, hvad der forventes af dem. Og politikerne og styrelsen skal være trygge ved, at de får de informationer, de har brug for. Derfor er vi også enige i kritikken fra Rigsrevisionen om, at der har været forskellige tolkninger af reglerne på området. Det er vores forventning, at den nye vejledning fra styrelsen kan være med til at sikre en fælles forståelse af reglerne. Samtidig tyder de første tal for i år på, at vi næsten har fuld overholdelse af reglerne, siger Jesper Gyllenborg.

Af de nye tal fremgår det, hvad årsagen til eventuelle overskridelser er. Også selvom det skyldes årsager, hvor reglerne for de maksimale ventetider er overholdt. Samtidig sætter den nye vejledning nogle klare rammer for hvilken dokumentation, der skal fremgå af patienternes journaler. Til sammen skal det være med til at sikre gode forløb for patienterne, klare rammer og forventninger til medarbejderne og det nødvendige overblik hos myndighederne.

Kontakt patientvejledning ved tvivl
Region Sjælland opfordrer alle patienter, som er i tvivl eller har spørgsmål om, hvorvidt de har fået opfyldt deres patientrettigheder, til at henvende sig til regionens patientvejledning på tlf. 70 15 50 01, som har åbent hverdage kl. 9-12, eller patientvejledningen@regionsjaelland.dk.

– Hvis man føler sig utryg, eller er usikker på, om man er blevet udredt eller behandlet inden for den tid, man har krav på, så vil jeg anbefale, at man kontakter patientvejledningen i Region Sjælland. De kan hjælpe med svar eller med at blive sendt videre til rette vedkommende, siger Jesper Gyllenborg.

Fakta: Hvad er de maksimale ventetider?

De maksimale ventetider er en patientrettighed, der er fastsat i sundhedslovens § 88 samt Bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme.

Desuden har Sundhedsstyrelsen netop opdateret og offentliggjort en opdateret Vejledning om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme.

De maksimale ventetider gælder for de fleste typer kræftpatienter. Patienter med kræftsygdomme, der kræver knoglemarvstransplantation, samt patienter med hudkræft, der ikke er modermærkekræft, er ifølge reglerne dog ikke omfattet.

Læs mere om de maksimale ventetider hos Danske Regioner.

Fakta: De maksimale ventetider i Region Sjælland
Herunder ses de nyeste tal fra januar og februar 2024 for maksimale ventetider i Region Sjælland:

 Sjælland:

Grafik der viser maksimal ventetid til udredning
Grafik der viser maksimal ventetid til initial behandling
Grafik der viser maksimal ventetid til efterbehandling