Demensramte i Slagelse får nye muligheder for at mærke naturens magi – med støtte fra Nordea-fonden. De støttede projekter ligger desuden i Høng, Sorø, Roskilde, Køge og Næstved.

Demensramte borgere i Slagelse kan sammen med deres pårørende se frem til flere meningsfulde oplevelser i naturen.

Slagelse Kommune modtager i dag 462.861 kroner fra Nordea-fondens pulje Naturens Mødesteder til et nyt initiativ, der skal bringe demensvenlige aktiviteter ud i naturen. Projektet, som udvikles i samarbejde mellem Slagelse Naturskole, Alzheimerforeningen og kommunen, har fokus på at skabe sansebaserede naturoplevelser for mennesker med demens.

Naturskoleleder Tine Nord Raahauge forklarer, at projektet handler om at bygge bro tilbage til det levede liv gennem enkle, men meningsfulde oplevelser:

“Vi evaluerer løbende på, hvad der virker. Udfordringen er, at vi ikke kan forvente verbal feedback fra deltagerne, og de husker måske ikke oplevelsen bagefter. Men vi vil have en indikation af glæde og tryghed under aktiviteterne, hvilket er vores vigtigste pejlemærke,” siger Tine Nord Raahauge.

Støtten fra Nordea-fonden går blandt andet til udviklingen af specialdesignede naturforløb, der omfatter sang i naturen, smag på naturen og meditative sanseoplevelser. Disse aktiviteter er designet til at skabe tryghed og glæde hos deltagerne, selv om de muligvis ikke vil kunne huske oplevelsen efterfølgende.

Projektet inkluderer også opgradering af grejbanken, hvor der indkøbes rekvisitter til at understøtte aktiviteterne. Det kan være skind og tæpper, fordi demensramte kan blive forstyrret af ikke at kunne holde varmen og bord-bænkesæt produceret af den lokale produktionsskole. En naturvejleder skal ansættes som konsulent for at udvikle og afprøve forløbene.

Frivillige som nøglepersoner
Projektet bygger på et tæt samarbejde med frivillige ledsagere, der spiller en central rolle i at bringe de demensramte ud i naturen. Forløbene skal ikke kun være en engangsoplevelse, men skal kunne leve videre gennem de frivilliges engagement og med tiden tilpasses andre særlige målgrupper.

Tine Nord Raahauge er optimistisk omkring projektets fremtid.

“Vi har store forhåbninger til, at det her kan blive en permanent del af vores tilbud. Naturens potentiale er stort, og vi tænker bredt, når vi udvikler for eksempel bålaktiviteter, hvor man kan smage og dufte maden, eller stille vandreture, der bringer ro og fordybelse.”

Et skub for naturbaserede tilbud
Med støtten fra Nordea-fonden udnytter Slagelse Naturskole naturens potentiale som et sted for inklusion og terapi. Projektet sigter ikke kun mod mennesker med demens, men åbner døren for, at forløbene kan tilpasses og udvides til andre grupper med særlige behov.

Nordea-fonden uddeler i dag i alt 31,5 mio. kr. til 41 projekter, der skal give danskerne endnu bedre muligheder for at nyde og bruge naturen. Støtten fordeles til projekter over hele landet, fra Bornholm i øst til Esbjerg i vest.

Projekterne spænder bredt og omfatter alt fra udvikling af nye aktiviteter i naturskoler og -centre til etablering af nye faciliteter. Fælles for projekterne er, at de har fokus på at skabe inkluderende og bæredygtige naturoplevelser for alle.

“Naturens mødesteder er bemandet med engagerede mennesker og fyldt med fortællinger om vores fantastiske natur. Hvis vi kan være med til at flere går på opdagelse i naturen – også dem der ikke har opdaget den endnu, så er et stort mål nået,” siger Henrik Lehmann Andersen, administrerende direktør i Nordea-fonden.

En landsdækkende bevægelse
Hovedstaden er den region med flest støttede projekter (39%), men alle fem regioner i Danmark modtager støtte. Det viser et stærkt ønske i hele landet om at styrke naturens mødesteder og gøre dem tilgængelige for endnu flere. Puljen fokuserer på at skabe merværdi ved de eksisterende naturcentre og understøtte deres funktion som centrale mødesteder.

“Der er plads til flere gæster i naturen. Flere undersøgelser blandt andet fra Friluftsrådet og Københavns Universitet viser, at ophold i naturen har en positiv effekt på den generelle sundhed. Oplevelser i det fri styrker både vores mentale og fysiske velvære. Rundt om i landet findes naturskoler og -centre, der fungerer som indgangsportaler til naturen. Mange brugere drager stor fordel af faciliteterne og tilbuddene, som bidrager til at gøre naturen mere tilgængelig,” siger Henrik Lehmann Andersen.

Ung overnatning i det fri
På Sydfyn vil den lokale Trente Mølle naturskole sende helt unge på sheltertur for dummies. Under coronaen oplevede naturskolen en fordobling af shelterovernatninger på et år, og den tendens har holdt sig.

“Antallet af overnatninger fik et ordentligt spark under coronaen, men ikke alle er klædt lige godt på til at opleve naturen. Det vil vi gerne gøre noget ved,” fortæller leder Leif H. Sørensen.

En lånekasse med det nødvendige udstyr med gryder, bålstativer og køkkengrej suppleret med aktiviteter til sheltertur, skal give unge, deres forældre og efterskoleklasser mod på at tage naturen til sig.

“De kan for eksempel lære, hvordan man kan bruges naturens egne spiselige planter. Og jeg kan sagtens se fire veninder eller en gruppe drenge på 14 til 16 år tage af sted på egen hånd,” siger Leif H. Sørensen.

En del projekter fokuserer desuden på sårbare borgere og mennesker med handicap.

På Bornholm er målgruppen bred for et projekt, der skal skabe flere sundhedsfremmende aktiviteter i naturen.

“Vi sigter mod en bred vifte af sårbare borgere. Ventelisten på psykolog kan ofte være et år eller mere og her er naturterapi et alternativ, som vi vil målrette mod post cancerpatienter, sårbare unge gravide og sårbare ældre,” fortæller Kim Kock-Hansen, der leder NaturBornholm.

Tilbuddet kommer til at omfatte naturbaserede fitnessøvelser og yoga-sessioner, stille vandreture i skovene og langs kysten, guidede meditationer og åndedrætsøvelser. Alle aktiviteter, som har vist god effekt for målgruppen.

De 41 projekter grønne mødesteder fordeler sig over hele landet. Seks af dem ligger i Region Sjælland.