Sommeren er i fuld gang og rigtig mange danskere drager lige straks på ferie. Men hvad med kæledyret? Skal kæledyret med på ferie eller er det bedre, at lade dyret blive hjemme?

Det er ikke altid rart for et kæledyr at komme med på ferie. Det nye miljø og de nye indtryk kan være stressende for dyret, der ikke bryder sig om at blive hevet ud af sine faste rutiner. Ferie medfører ofte en ændring i temperatur, og rejser man sydpå vil temperaturstigningen være voldsom for vores pelsede venner.

Ude godt men hjemme bedst
Det gælder især hvis man er kat eller kanin. Katte, kaniner og andre kæledyr ud over hunde er sjældent vant til at komme med på tur. Derfor vil det ofte være en stor omvæltning for dem pludseligt at befinde sig i et helt andet miljø, de ikke kender til.

Hvis kæledyret ikke er vant til at rejse, bør man derfor skaffe sig pasning, så dyret kan blive hjemme i sine vante omgivelser.

Menneskets bedste ven gennem tykt og tyndt
Familiehunden er ofte mere vant til at komme med på tur. De mange ture giver forskellige indtryk og oplevelser, der styrker hundens evne til at kapere nye omgivelser. Derfor er det som regel ikke så stor en omvæltning for hunde at komme ud i nyt miljø, som det vil være for andre kæledyr.

Før man bestiller ferien, bør man undersøge om stedet, man overvejer, tillader kæledyr. Det er desuden ikke alle former for ferie, der egner sig ligegodt til at medbringe kæledyr. F.eks. vil det ofte være okay med en tur i sommerhus, men rejser man på to ugers strandferie i Sydfrankrig vil det ikke være optimalt at have dyret med, for det vil ofte medføre, at dyret skal underholde sig selv på et hotelværelse, mens familien tilbringer dagen på stranden.

Roligt ind i nye rammer
Hvis kæledyret ikke skal med på ferie, skal der i stedet arrangeres pasning. I sådan en situation er den bedste mulighed at få bekendte til at flytte ind og passe kæledyret i dyrets eget hjem. Kæledyret er vant til, at der er nogen i hjemmet, så det vil være stressende for den at blive efterladt alene hjemme.

Den eller dem, der passer kæledyret, skal kende så meget som muligt til dyret og dyrets vaner og rutiner. Det er ligeledes vigtigt at give hunden ro de første par dage af ferien. Det gælder både hvis kæledyret er med på ferien, bliver passet i hjemmet eller hvis kæledyret, som en 3. løsning, bliver passet et fremmed sted. Lad være med at planlægge for meget de første par dage, men giv hellere kæledyret ro, så der er så få nye indtryk som muligt.

Er det ikke muligt at skaffe pasning hos familie eller venner, er et alternativ at bestille pasning på en dyrepension. Man skal være tidligt ude for at bestille, da dyrepensioner hurtigt melder udsolgt i feriernes højsæson, og så der er tid til at afholde en prøvepasning, hvor det kan opleves, hvordan kæledyret trives i pension. Det samme gælder for de af Dyrenes Beskyttelses internater, der tilbyder dyrepension.

Hvad skal man huske ved pasning

  • Sundhedsbog
  • Foder til hele ferien
  • Mærkning af kæledyret og opdateret kontaktoplysninger
  • Dyrlæge – opstår der en akut situation er det bedst i forvejen at have klarlagt hvilken dyrlæge, der skal opsøges
  • Ro på de første par dage

Kilde DYRENES BESKYTTELSE

Foto ABW