Køge Kommune i partnerskab med LIFE Fonden:
Skoler får besøg af rullende laboratorium

Køge Kommune har som én af de første kommuner i Danmark indgået et partnerskab med LIFE Fonden, der skal styrke naturfagsundervisningen på kommunens skoler. Partnerskabet giver blandt andet skoleklasser prioriteret adgang til avancerede laboratorier. Blandt de første skoler til at benytte sig af dette er Sct. Nicolai Skole, hvor 8.B skal arbejde i et mobilt laboratorium. 

Hvordan kan vi brødføde verdens voksende befolkning på en bæredygtig måde? Hvordan kan enzymer fra naturen erstatte miljøskadelige kemikalier i industrien? Det undersøger forskere i højteknologiske laboratorier i internationale virksomheder – og det samme får elever i Køge Kommune nu mulighed for. 

Køge Kommune har indgået et partnerskab med LIFE Fonden, der er en ny erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte. Via undervisningsinitiativet LIFE stiller fonden naturfaglige undervisningsforløb og laboratoriefaciliteter til rådighed for skoler i Danmark. Partnerskabet med Køge Kommune sikrer blandt andet, at kommunens skoler får prioriteret adgang hertil samt til faglige arrangementer hos LIFE.

”Partnerskabet med LIFE Fonden bidrager til, at vi kan realisere vores ambitioner for styrket naturfagsundervisning og et højere niveau af naturvidenskabelig almendannelse blandt børn og unge. Ved at arbejde med udstyr og problematikker fra den virkelige verden, vækker vi måske interessen for naturfagene blandt endnu flere unge,” fortæller Mads Andersen, formand for Skoleudvalget i Køge Kommune.

LIFEs mobile laboratorium besøger i uge 15 og 16 de fire skoler Sct. Nicolai Skole, Borup Skole, Asgård Skole og Højelse Skole, hvor eleverne skal arbejde med forløbene Enzymjagten og WeGrow.

”Vi glæder os til at arbejde med undervisningsforløbene fra LIFE. Det er en enestående mulighed for at udvikle viden og kompetencer hos eleverne igennem det særlige udstyr, som følger med det mobile laboratorium, som ellers ikke er muligt i et almindelig naturfagslokale i folkeskolen. Børnenes kompetencer bliver udviklet helt eksplosivt gennem de her forløb og de får her muligheden for at snuse til det virkelige liv som f.eks. laborant eller forsker,” siger Camilla Nordhild Olsen, naturfagskoordinator i Køge Kommune og naturfagsvejleder på Sct. Nicolai Skole.

 

Verdensmål og virkelighedsnære problemstillinger

I undervisningsforløbene – kaldet LIFE Forløb – arbejder elever undersøgende med aktuelle og virkelighedsnære samfundsudfordringer, der understøtter FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Det kan fx være at stoppe sult. Alle forløb udvikles i tæt samarbejde med virksomheder, forskningsmiljøer og skoler, og samtidig lever de op til de politisk bestemte rammer, som fx Fælles Mål i grundskolen.

Undervisningsforløbene og faciliteterne er gratis at anvende, da de uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden.

”Vi er glade for partnerskabet med Køge Kommune, der deler vores ambition om at styrke børn og unges viden om og fascination af naturfag og teknologi. Partnerskabet giver kommunens skoler en unik mulighed for at udforske naturvidenskaben og eksperimentere med at udvikle innovative løsninger på nogle af de største udfordringer, som verden står over for – med de samme metoder som forskere i virksomheders udviklingsafdelinger gør det,” lyder det fra Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden.

Alle LIFE Forløb udgives på den digitale undervisningsplatform MY:LIFE. Til at arbejde med undervisningsforløbene modtager klassen et LIFE Kit, der er materialekasser med undervisningsmidler til det eksperimentelle arbejde. Som overbygning kan skoleklassen få besøg af det mobile laboratorium LIFE Mobil Lab, og fra september kan eleverne besøge det helt nye læringscenter LIFE Campus i Lyngby.

Kommunens skoler kan i dette skoleår arbejde med de tre LIFE Forløb: Enzymjagten (6. klasse), WeGrow (8. klasse) og Turbovækst (9. klasse). LIFE er ved at udvikle fem andre forløb, og ambitionen er at have udgivet i alt 30 LIFE Forløb til daginstitutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser inden 2030.

Læs mere på www.LIFE.dk og find ’LIFE Fonden’ på Facebook og Instagram.

 

Fakta om partnerskabet

Partnerskabet mellem Køge  Kommune og LIFE Fonden skal bidrage til:

  • Et højere niveau af naturvidenskabelig almendannelse blandt børn og unge
  • En øget interesse og motivation hos unge for at fordybe sig i naturvidenskaben og dens anvendelse
  • Et stærkere rekrutteringsgrundlag og en stigning i søgningen til STEM-retninger på ungdomsuddannelserne

Det er frivilligt for kommunens skoler, om de vil gøre brug af mulighederne i partnerskabet. Køge Kommune skal som del af partnerskabet sikre, at de deltagende skolerne bidrager til LIFEs tests og evalueringer af undervisningsforløbene. Det er intentionen, at partnerskabet gøres flerårigt efter første introduktionsår. 

 

Om LIFE Fonden

LIFE Fonden er en ny erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.

LIFE Fonden driver det landsdækkende og almennyttige undervisningsinitiativ LIFE, der udvikler naturfaglige undervisningsforløb til skoler og ungdomsuddannelser. I LIFE Forløb arbejder elever undersøgende med virkelighedsnære samfundsudfordringer, der understøtter FN’s verdensmål. LIFE Forløb er gratis at anvende, da de uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden. LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter.