Et grønt og roligt alternativ til de traditionelle kirkegårde bliver nu en del af mulighederne for borgerne i Køge Kommune. Byrådet har godkendt vedtægter og priser for den kommende skovbegravelsesplads i Purlunden, nord for Vallø slotspark.
Skovbegravelsesparken etableres af Vallø Stift og vil tilbyde forskellige typer urnepladser – fra enkeltpladser til pladser ved familietræer – og prissætningen følger niveauet fra lignende pladser i Danmark. Priserne spænder fra 6.900 kr. til 27.600 kr., afhængig af gravstedets størrelse og type.
Vallø Stift står for etablering og drift, mens Køge Kommune fører et årligt tilsyn med pladsen. Kommunen har ikke ansvar for selve arealet, men sikrer gennem tilsynet, at alt forløber efter gældende regler og godkendte vedtægter.
Borgmester Marie Stærke glæder sig over beslutningen:
“Vi ved, at der er en voksende interesse for mere naturnære og bæredygtige begravelsesformer – også fra mennesker, der er medlemmer af folkekirken. Så jeg er glad for, at den mulighed nu ser ud til at kunne blive en realitet her i vores kommune også,” siger Marie Stærke.
Næste skridt er, at vedtægterne sendes til Kirkeministeriet til endelig godkendelse. Herefter kan skovbegravelsespladsen i Purlunden tages i brug.
Kilde: Nyt fra byrådets møde den 27. maj 2025
