Underføringen under jernbanen i Køge skal være anlagt senest i 2028. Det står klart, efter at Køge Kyst har indgået aftale med FB Gruppen om byggeri af boliger og erhverv på alle de resterende byggegrunde i Stationsområdet og på Søndre Havn.
Resten af de ledige byggegrunde på Søndre Havn og i Stationsområdet i Køge er nu solgt til projektudviklerkoncernen FB Gruppen i én stor købsaftale, der kun er betinget af lokalplaner. Det betyder, at økonomien er på plads i selskabet Køge Kyst P/S til at anlægge en ny underføring under jernbanen mellem Kulturtorvet og Havnepladsen i Køge.
– Vi kunne ikke ønske os det bedre, end at vi nu kan se frem til kvalitetsbyggeri på resten af Søndre Havn og i Stationsområdet – og samtidig kan fortælle Køges borgere, at underføringen er på vej. Det har helt forståeligt krævet tålmodighed for mange i Køge at vente på den – det har det også for os selv, siger Anker Boye, bestyrelsesformand for Køge Kyst.
Underføringen, som blev forberedt med et betonloft under jernbanesporene i 2017, har i de seneste år været sat i bero af økonomiske årsager. Projektet er nemlig blevet stærkt fordyret, især pga. stigende materialepriser. Derfor har det været udskudt, til der er penge nok til gennemførelsen, men den økonomi er nu sikret med det største grundsalg i hele byudviklingsprojektet. Derfor arbejder Køge Kyst nu videre med at afklare mere præcist, hvordan underføringen skal udformes.
En sammenhængende by
For FB Gruppen, som i alt skal bygge 71.500 m2 nye boliger og erhverv, er det af stor betydning, at en ny underføring skal forbinde netop de to dele af byen, hvor koncernen skal bygge.
– Det glæder os meget, at vores aftale med Køge Kyst betyder, at underføringen kan anlægges. De mange blandede boliger, erhverv og grønne områder i attraktive byrum, som er på vej, skal sammen med den nye underføring bidrage stærkt til visionen om at gøre Køge til en meget mere sammenhængende by, siger adm. direktør i FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig.
I kraft af, at den nye købsaftale er en realitet, har Køge Kysts bestyrelse nu besluttet at anlægge underføringen inden for de kommende fire år.
Forløb af nye byrum
– Det er utrolig glædeligt, at vi endelig er der, hvor vi kan gøre underføringen færdig. Det bliver ikke bare en kæmpe lettelse, når det er slut med at vente ved bommene. Køge får også et rigtig fint forløb af nye byrum, som binder den gamle og nye by sammen, siger Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune.
Købsaftalen, som har banet vejen for at færdiggøre underføringen, omfatter hele den nordlige del af Søndre Havn ud mod inderhavnen, hvor FB Gruppen skal bygge otte karréer, og den del af Stationsområdet, som i dag er parkeringsplads ved Bag Haverne. Begge områder skal udvikles med boliger og en mindre del erhverv, som på Søndre Havn bl.a. omfatter udadvendte tilbud som butikker, restauranter eller caféer.
Kæmpe skridt fremad
– Jeg er ovenud glad for, at vi nu kan få anlagt underføringen som den sidste af tre nye forbindelser på tværs af jernbanen, samtidig med at vi får gjort både Søndre Havn og Stationsområdet færdigt med mange nye boliger, erhverv og grønne byrum af høj kvalitet. Alt i alt er det et kæmpe skridt fremad for byudviklingen, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg, der sammen med Køge Kommune ejer Køge Kyst.
Køge Kyst er allerede i gang med at projektere den nye underføring i samarbejde med Køge Kommune, og i den kommende tid skal bestyrelsen for Køge Kyst også søge inspiration fra andre projekter.
Senere i år sender Køge Kyst projektet i udbud for at finde en entreprenør, der kan komme med bud på underføringens mere præcise udformning og stå for selve anlæggelsen, som efter planen skal være sket inden udgangen af 2028.