I denne uge sætter Demensugen fokus på sygdommen landet over. Det samme gør Demensteam Køge, som i løbet af ugen tager rundt i Køge Kommune for at dele viden, råd og vejledning til hverdagen med demens.

Foto ABW

Fokus for ugen er at skabe bevidsthed om demensvenlighed i kultur- og fritidslivet, og opfordringen er klar til alle med demens – Ta’ med!

Demens er en kompleks sygdom, hvor tankernes fokus med tiden svigter, hvor ordene forsvinder, og hvor erindringerne gradvist svækkes. Den påvirker ikke kun den ramte person, men også de nærmeste, og sygdommen har konsekvenser både for familielivet og det sociale liv.

Sådan var det også for Peter Rasmussen, da han i 2013 fik demens. I 10 år levede Peter med sygdommen, men hans fodboldkammerater i Køge Boldklub var med til, at han bevarede livsglæden og fodboldlysten. Peter gik bort i sommeren 2022.

– Peter var et utroligt socialt og aktivt menneske. Han elskede at spille fodbold og havde nogle rigtig gode og tætte venner i klubben. Så da han blev syg, gjorde det en stor forskel, at hans kammerater havde lyst til at hjælpe ham. Det betød, at han blev ved med at føle sig normal og kunne fortsætte til de fritidsaktiviteter, som bragte meget glæde i hverdagen, siger Pia Borg, enke til Peter Rasmussen.

Det kræver ikke nødvendigvis meget at gøre en forskel for et menneske med demens. Nogle gange er det blot et smil, lidt tålmodighed i køen eller en venlig kommentar til folk, som kommer forbi. Det er det, personer som bærer demenssymbolet, kan have brug for. Demensugen er med til at udbrede kendskabet til demenssymbolet, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står bag. Symbolet gør det tydeligt i det offentlige rum og i sociale sammenhænge, at en borger kan have brug for en håndsrækning.

Fritidsinteresser og fællesskab kan bremse sygdommen
I år er fokus for ugen demensvenlighed i kultur- og fritidslivet. 83 procent demensramte trækker sig nemlig fra sociale aktiviteter og fritidsliv efter de har fået diagnosen. Derfor kan det betyde rigtig meget for en person med demens fortsat at blive inviteret og inkluderet, så det stadig er muligt at dyrke interesser og fællesskaber – også med demens.

– Mennesker med demens forsvinder ganske enkelt fra de lokale fællesskaber og ender alt for ofte i ensomhed og isolation, fordi de er usikre på, om de stadig er velkomne i deres gamle klub eller fællesskab. Nogle er bange for, at et besøg på et museum eller til en koncert skal blive ubehageligt eller pinligt, hvis de pludselig mangler ord eller mister overblikket. Derfor er det vigtigt at skabe nogle gode rammer for folk med demens, så de stadig kan deltage i de aktiviteter, som de er glade for, selvom de har fået en demensdiagnose, siger Lone Harlev, sekretariatschef i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

I løbet af ugen afholdes derfor forskellige arrangementer, der har til formål at skabe viden om demens. Man kan blandt andet tage til en ”demensvenlig dag” på Borup bibliotek tirsdag den 7/5 kl. 10-14, eller besøge en stand på Køge Torv onsdag den 8/5 kl. 10-13. Her står demenskoordinatorerne fra Køge Kommunes Demensteam og frivillige fra Ældre Sagen i Køge og Alzheimerforeningen Østsjælland klar til en snak om demenssygdommen, demenssymbolet og meget mere.

Et demensvenligt fritidsliv året rundt
Demensvenligheden stopper ikke, når ugen er slut. Hele året går lokale kulturinstitutioner, idrætsklubber og frivillige foreninger sammen med fagfolk for at støtte et aktivt og demensvenligt kultur- og fritidsliv. Et godt eksempel er det nye SMART-træningsprogram, som Rishøj Gymnastikforening udbyder i samarbejde med demensteamet i Køge Kommune. Her handler det om balance- og koordinationstræning samt at holde hjernen skarp. I Lille Skensved Idrætsforening har demensteamet i Køge Demensvenlig fitness, hvor fokus er på at forbedre den fysiske funktion samt øge livskvalitet gennem socialt samvær, mens Køge Golfklub byder på demensvenlig golf.

Læs mere om årets kampagne og om hvordan man som institution eller privatperson kan blive mere demensvenlig her: Årets kampagne Ta’ med, afsted – Demensvenligt Danmark – sammen for et godt liv med demens

Kilde.