Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 10.10.2023-24.10.2023
Færdselsuheld – Egelundsvej/Åstræde, Strøby Egede, Køge-Stevns
Kl. 10.07 var to bilister stødt sammen i det uregulerede vejkryds Egelundsvej-Åstræde i Strøby Egede, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Ambulancepersonalet tilså parterne, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader. Det lokale redningsberedskab blev dog tilkaldt for at tage sig af en mindre forurening fra de implicerede personbiler. Parterne var stødt sammen, da en 61-årig kvinde fra Roskilde var kørt ad Egelundsvej i nordlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset ved Åstræde. Her stødte hun sammen med en anden personbil, som en 62-årig kvinde fra Karise førte ad Åstræde i sydlig retning.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 06.39 var to bilister blevet ramt af gods, som var blevet tabt af en forankørende lastbil på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor kort før Greve C-afkørslen. Det viste sig, at en 42-årig mandlig lastbilchauffør fra Store-Heddinge transporterede tre metaldæk på ladet. Det ene dæk rev sig løs og faldt ned på kørebanen, så det blev påkørt først af en 55-årig mand fra København S og derefter af en 62-årig mand fra Aarhus. De to bilisters personbiler fik skader og standsede på motorvejen, så politiet kortvarigt og med hjælp fra en skiltevogn spærrede motorvejen i det sydgående spor under assistancen til de to implicerede bilister og selve oprydningsarbejdet.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved tabet af godset fra lastbilen. Ingen af parterne kom til skade.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 15.19 var flere biler stødt sammen på afkørselsrampe 31a Solrød S i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Tre personbiler var stødt sammen på afkørselsrampen til Roskildevej/Cordozavej, som blev afspærret under rednings- og oprydningsarbejdet. En 29-årig mand fra Ringsted var kørt ad afkørselsrampen og påkørte bagenden af endnu en personbil, som en 35-årig mand fra Nørre-Asmindrup var fører af. Hans bil blev skubbet frem og ramte bagenden af en personbil, som en 65-årig kvinde fra Roskilde var fører af. Begge bilister var standset i en kø, da de blev impliceret i uheldet.
Den 29-årige var teknisk fastklemt som følge af uheldet, men blev reddet ud og undersøgt på skadestuen. Han var sluppet uden behandlingskrævende skader ligesom de to øvrige parter, der på uheldsstedet blev tilset af ambulancepersonalet. Da den 29-årige var på skadestuen, fik han udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, da politiet havde fundet grundlag for at mistænke ham for at være påvirket heraf under kørslen.
Kort før kl. ca. 16.30 var oprydningen på uheldsstedet afsluttet, så trafikken ad afkørselsrampen kunne normaliseres. Politiet afventer nu analyseerklæringerne fra de udtagne blodprøver.
Færdselsuheld – Ringvejen/Clara Frijsvej/Tøxensvej, Køge
Kl. 16.47 var to personbiler stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Ringvejen-Clara Frijsvej-Tøxensvej, så politiet rykkede ud til uheldsstedet for at undersøge omstændighederne nærmere. En personbil var standset inde i en have oven på nogle sten på Tøxensvej, mens den anden bil holdt delvist på cykelstien på Ringvejen. Ingen af parterne var kommet til skade, og uheldet var sket, da en 59-årig kvinde fra Køge var kørt fra Clara Frijsvej ud i det lysregulerede vejkryds. Hun havde besvær med at passere krydset på grund af standsede bilister på Ringvejen, og da hun fortsatte sin kørsel gennem krydset, stødte hun sammen med en anden personbil, som en 74-årig kvinde fra Solrød Strand førte ad Ringvejen i nordlig retning. Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne, herunder lyssignalernes farve i de to parters færdselsretninger inden sammenstødet.
Oprydningsarbejdet i lyskrydset var først afsluttet kl. ca. 18.30, hvor politiet forlod stedet.
Færdselsuheld – Slimmingevej, Gørslev, Ringsted-Køge
Kl. 14.35 indledte politiet efterforskningen i en sag om et færdselsuheld, idet pårørende til en 8-årig lokal dreng havde anmeldt, at han havde været impliceret i et færdselsuheld, og at en bilist var kørt fra stedet uden at give sig til kende. Den 8-årige dreng, der havde anvendt cykelhjelm under kørslen, var sluppet med diverse knubs efter uheldet. Han var kl. ca. 14.30 cyklet på cykelstien i vestlig retning ad Slimmingevej, da han i forbindelse med et utilsigtet udslag med cyklen mod venstre ud mod kørebanen var blevet ramt på sin venstre skulder af en bilist. Bilisten var kørt i samme retning og havde formentlig ramt cyklisten med sit højre sidespejl, men bilisten var ikke standset, selv om cyklisten væltede. Et par bilister var kommet drengen til undsætning, indtil pårørende kom til stedet.
Politiet leder nu efter et sort køretøj, som ikke kan beskrives yderligere, for at få identificeret føreren, der ramte cyklistens skulderparti. Også de bilister, der kom drengen til undsætning, kan måske have oplysninger til brug i efterforskningen, hvorfor politiet gerne må kontaktes på tlf. 114.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Tureby-Køge
Kl. 09.31 var en bilist forulykket i det sydgående spor på Sydmotorvejen, ca. 1 km. før afkørsel 34 Herfølge, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 40-årig kvinde fra Måløv som fører af en personbil i sydlig retning ad Sydmotorvejen ville rette på et barns position på forsædet. Herunder mistede hun kontrollen over bilen, så bilen ramte autoværnet i højre side af vejen. Både føreren, barnet på forsædet, endnu et barn og en voksen passager blev tilset af ambulancepersonalet, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader.
En skiltevogn afspærrede uheldsstedet frem til kl. ca. 10.30, hvor der var blevet ryddet op, men med kødannelse inden da. De fire personer i den forulykkede bil fik anden transportmulighed væk fra uheldsstedet.
Færdselsuheld – Værftsvej/Københavnsvej/Lyngvej, Køge
Kl. 16.45 fik politiet via alarm 112 melding om, at to personbiler var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Værftsvej-Københavnsvej-Lyngvej, hvorfor politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere. Ingen var kommet til skade som følge af sammenstødet, der skete, da en 45-årig mand fra Sverige i en personbil var kørt ad Værftsvej i vestlig retning i den hensigt at fortsætte videre ad Lyngvej i vestlig retning. Under passage af lyskrydset blev den svenske bilist påkørt på sin højre side af en anden personbil, som en 46-årig kvinde fra Herfølge førte ad Københavnsvej i sydlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset. Kl. ca. 17.20 var de to parters biler kommet ind til siden, så trafikken i lyskrydset kunne normaliseres.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få afklaret de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalernes farve i de to parters færdselsretninger umiddelbart inden sammenstødet.
Hastighedsovertrædelse – Køgevej, Ringsted
Kl 14.43 var færdselspolitiet taget forbi Ringsted, og med laser blev en 59-årig kvinde fra Middelfart målt til at køre 85 km/t i en byzone. Hun står nu til en frakendelse af kørekortet.
Hurtig knallert til undersøgelse – Køgevej, Ringsted
Kl. 23.50 måtte en 15-årig dreng fra Borup se sin knallert blive transporteret væk, efter at han var blevet standset af politiet, da han kørte ad Køgevej i Ringsted. Politiet havde en kraftig mistanke om, at der var foretaget konstruktive ændringer på knallerten, som skal undersøges nærmere herfor ved udmåling af hastigheden på et rullefelt. Derfor måtte den 15-årige se sin knallert blive indbragt til disse undersøgelser og afvente resultatet heraf.
Narkokørsel – Unionsvej, Køge
Kl. 21.16 sigtede politiet en 33-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Unionsvej i Køge. Narkometertesten havde nemlig givet udslag for påvirkning både af kokain og cannabis. Den 33-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Ulovlig afbrænding – Vordingborgvej, Sonnerup, Tureby-Køge
Kl. 11.11 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en privat adresse på Vordingborgvej efter en melding om ildebrand i en bygning. Der var dog ikke tale om brand i en bygning, men derimod om røg fra afbrænding af affald bestående af en stor bunke træ og andet brændbart affald. En 75-årig mand blev som den ansvarlige for afbrændingen sigtet for overtrædelse af affaldsregulativet, idet afbrænding af sådanne effekter ifølge brandvæsnet ikke er tilladt i Køge kommune.
Ulykkelig kvinde på rækværk – Køgevej, Roskilde
Kl. 17.56 rykkede politiet ud til Køgevej ved tunnelen under jernbanen, hvor en kvinde havde placeret sig på rækværket. Politiet fik kort efter fat i den 17-årige kvinde, der blev bragt i sikkerhed uden at være kommet til skade. Kvinden havde det ikke så godt, så hun blev med politiets hjælp bragt til et sygehus til fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand.
Vold mod dørmænd – Havnen, Køge
Kl. 03.01 rykkede politiet ud til en restauration på Havnen i Køge, efter at to dørmænd havde været i konfrontation med nogle gæster, som skulle bortvises fra stedet. Politiet fik ved restaurationen kontakt til de to dørmænd på 26 og 31 år, der i fællesskab havde arbejdet med at bortvise en gruppe gæster. Herunder var de begge blevet slået i ansigtet og på kroppen med knytnæveslag af personer i den gruppe, der skulle bortvises. Gruppen af bortviste var nu væk fra restaurationen, men hændelsesforløbet blev klarlagt via videoovervågningsmateriale, så de mistænkte voldelige mænd kunne udpeges.
Den bortviste gruppe gemte sig i en baggård ikke så langt væk, så politiet fandt dem og fik blandt de tilstedeværende anholdt en 38-årig mand fra Køge. Den 38-årige blev sigtet for vold og blev løsladt efter forsøg på afhøring til sagen, idet han ikke ønskede at udtale sig. Politiet har ud fra overvågningsmaterialet mistanke om, at endnu en mand kan tænkes at have en rolle i overfaldet på de to dørmænd. Han forsøges nu identificeret under den videre efterforskning i sagen, idet han ikke var iblandt den gruppe personer, som politiet fandt i baggården.
Værktøj stjålet fra fire håndværkerbiler – Borup
Natten mellem tirsdag og onsdag blev værktøj stjålet fra fire varebiler tilhørende håndværkere. Varebilerne havde alle ifølge anmeldelserne til politiet fået opbrudt en dør ind til varerummet, så tyven(e) kunne stjæle (el)værktøj af større værdi. Tyverierne var alle sket i Borup på vejene Hirsemarken, Lindevej, Skovbrynet og Valmuemarken, hvor der havde været uhindret adgang til varebilerne. Politiet har undersøgt nogle af varebilerne for tekniske spor efter tyven(e) og afventer nu resultatet heraf, idet ingen umiddelbart har set eller hørt noget usædvanligt i løbet af natten på de anførte veje.
Private med videoovervågning opfordres til at gennemse optagelserne for natten til onsdag for at få afklaret, hvor vidt uvedkommende personer har været på udkig efter flere varebiler i Borup-området. Oplysninger i sagerne kan gives til politiet på tlf. 114.
Indbrud i Perioden
- Ingemannsvej, Køge
- Gymnaisevej, Køge
- Lyngvej, Køge
- Skovbovej, Bjæverskov