TN Værktøjsslibning i Bjæverskov producerer specialværktøj til metalindustrien. De fokuserer på at gøre det nemt og hurtigt for deres erhvervs- og privatkunder at bestille og genbestille værktøj via et ordrestyringssystem med en individuel kundehistorik. En ydelse, TN Værktøjsslibning kun kan tilbyde, hvis de har styr på deres data – hvilket indtil for nylig ikke var tilfældet:
”Vi havde en alt for dårlig og ustabil backup-løsning, der ikke harmonerer med ønsket om at tilbyde vores kunder en sublim ydelse baseret på netop data. Derfor er det nødvendigt, at der kører en konstant og valid backup, som vi ikke selv skal huske på eller styre, og det har Simple Solution hjulpet os med,” fortæller Jesper Schrøder, produktionschef hos TN Værktøjsslibning.
Scanner al trafik hos TN Værktøjsslibning
Hos Simple Solution oplever de ofte, at danske virksomheder ikke prioriterer it-sikkerheden – især når det gælder backup-løsninger, hvor alt for mange har en ustabil løsning. Det var også tilfældet hos TN Værktøjsslibning, der ligeledes fandt det uoverskueligt at vurdere deres it-sikkerhed. Derfor var deres generelle it-sikkerhedsniveau også alt for lavt. Det har Simple Solution nu ændret.
”Vi har lavet en generel opgradering af TN Værktøjsslibnings it-sikkerhedsniveau. Vi har bl.a. implementeret en Cloud Generation Firewall fra vores samarbejdspartner – det globale sikkerhedsfirma Barracuda. TN Værktøjsslibning får derfor scannet al ind- og udgående digital trafik. Det garanterer, at deres kommunikation er sikret og – hvis uheldet er ude – at deres data er lagret i en konstant opdateret backup,” siger Simon Z. Willumsen, der er Head of Marketing & Business Developer hos Simple Solution.