Den første student fra EUX i Køge, der får både en studenterhue og et svendebrev som smed er Jason Segato Thollund på 21 år, der har været til eksamen i faget Teknik. Nu skal sommerferien nydes med hans kone og nyfødte datter.

Jason Segato Thollund 21 år er den første student med en EUX uddannnelse fra Køge i år. Familie krammede den nybagte student, da Jason kom ud af eksamenslokalet. Nu kan de lyse sommernætter og en tiltrængt sommerferie med en nyfødt datter på kun få måneder begynde.

En studenterhue og et svendebrev på samme tid
På EUX får du både en studenterhue og et svendebrev. En EUX er nemlig en unik kombineret studentereksamen og erhvervsuddannelse, hvor du får det allerbedste fra de to verdener og har rigtigt mange muligheder bagefter. Og det var netop det, der fængede Jason, der nu både er faglært smed og student.

“Uddannelsen har åbnet op for virkelig mange muligheder. Du kan både læse videre på universitetet, gå direkte ud og arbejde med dit fag eller bygge videre på det håndværksfag, du har lært med en uddannelse,” fortæller Jason og fortsætter:

“Jeg har altid godt vidst, jeg gerne ville læse videre og vil nu tage maskinmesteruddannelsen. Det er en lederuddannelse, der giver mig alverdens muligheder. Der er mange jobs at få.”

På EUC Sjælland er der EUXere der både uddanner sig til smed, som Jason, elektriker, tømrer og brolægger. Jason har været i lære på Holmegaard Glasværk under sin uddannelse.

“En EUX uddannelse er meget intens, og der er mange opgaver, der skal løses på kort tid. Fordelen er at du får løn lige fra starten og under hele din uddannelse. Man kan godt mærke på mine klassekammerater, at vi ikke har manglet noget økonomisk, så det har givet luft og muligheder.”

Opgaven er veloverstået
Jason stråler nu lettet over at have gennemført sin uddannelse med en rigtig fin karakter, der har krævet en stor indsats og hårdt arbejde. Det sidste fag han var oppe i var Teknik. Her har Jason både brugt sine praktiske færdigheder som smed og sine mere akademiske reflesioner ved at skabe noget innovatiovt og videreudvikle et produkt.

“Jeg har udviklet en loftkran, der skal skåne ryggen og forebygge skader som et hjælpemiddel for folk, der arbejder med tunge løft i deres fag. De maskiner ses mest i industrien og koster ca. 100.000 kr., men jeg har udviklet en der skal være praktisk og økonomisk tilgængelig for mindre virksomheder og private. Så der er mange beregninger, teoretiske overvejelser og praktisk udførsel af produktet, jeg har arbejdet med,” siger Jason.

Sommerferie og nybagt far

Inden den nye uddannelse som maskinmester påbegyndes skal Jason nyde en dejlig sommerferie som nybagt far sammen med hans kone og deres datter.

“Jeg kommer til at nyde sommerferien ekstra, fordi jeg ved, jeg er færdig med min uddannelse. Jeg har tre uger, og så skal jeg også på barsel og bruge tid med min datter,” slutter Jason.

I dag bliver han fejret af sin familie og skal hygge sig ovenpå en intens eksamen.