Kommunerne langs Køge Bugt er stolte over, at det er lykkes at få bugten med i en af Danmarks første marine naturnationalparker.

Køge Bugt Alliancen har arbejdet målrettet på at få Køge Bugt udnævnt til marin naturnationalpark, og nu er det lykkes. Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at Køge Bugt bliver en del af den nye marine naturnationalpark Øresund, som strækker sig langs kysten ud til cirka tre sømil, hvilket svarer til cirka 5,5 kilometer fra land.

Det er en stor sejr, som glæder borgmester i Køge Kommune, Ken Kristensen:

– Det er en rigtig god nyhed, at Køge Bugt er blevet marin naturnationalpark. Med titlen følger en større beskyttelse af vores havmiljø, som vi i den grad har brug for. Jeg er glad for at vi kommuner langs Køge Bugt samarbejder om netop den dagsorden, siger borgmester Ken Kristensen.

Den nye status som naturnationalpark betyder, at havbund, fisk og planter får markant bedre vilkår. Beskyttelsen betyder, at der ikke længere må suges sand op fra havbunden inden for parkens område, og at der bliver etableret flere stenrev, muslingerev og andre naturgenopretningsprojekter i bugten.

Læs mere her:

Køge Bugt Alliancens sejr: Bugten bliver marin naturnationalpark

Foto: ABW