Torsdag den 20. oktober viser TV2 dokumentaren ”Opråb fra Plejehjemmet”. Dokumentaren bygger på skjulte optagelser, foretaget af en undercoverjournalist, der har været ansat på Nørremarkens Plejecenter i Køge hen over sommeren 2022.

Køge Kommune fik vist råklippene i september måned, og har på baggrund af klippene haft samtaler med beboerne og samtlige medarbejdere og pårørende. På baggrund heraf, er det tydeligt, at der skal ske en forandring på Nørremarkens Plejecenter. Der skal arbejdes med såvel kommunikationen med borgerne og kulturen på arbejdspladsen, ligesom der skal arbejdes med at højne den faglige praksis og den måde, arbejdet dokumenteres på.

På baggrund af det behov, har Køge Kommune sat følgende i gang:

• Fire sygeplejersker med stærk faglighed og erfaring med systematisk dokumentation overføres for en periode til Nørremarkens plejecenter. Sygeplejerskerne har til opgave at højne den faglige kvalitet, arbejdsgange og den måde, dokumentation bliver foretaget på.

• Der indføres daglig faglig sparring med en leder for medarbejderne, som skal have basal faglig viden på plads som det første.

• Der ansættes en ny udviklings- og kvalitetssygeplejerske, som sammen med den nye leder, der begyndte i stillingen 15. september 2022, vil få ansvaret for at løfte den faglige kvalitet. Ansættelsen er en opnormering.

• Der indføres en koordinatorfunktion på de enkelte plejeafsnit, som skal bidrage til bedre arbejdsplanlægning, samt at arbejdsgange, instrukser etc. implementeres og følges af medarbejderne.

• Fra uge 44 startes systematisk faglig supervision af medarbejderne ved en ekstern konsulent.  På den måde arbejdes på at skabe struktur omkring borgernes trivsel på Nørremarken. Forløbet har fokus på personcentreret omsorg og pædagogisk/psykologisk supervision i grupper. Formålet er at give medarbejderne en bedre forståelse for beboerne og at tænke i, hvad der kan være gode oplevelser for beboerne.

• Der er sat et arbejde i gang på Nørremarken ved en kvalitetskonsulent ift. praksis vedrørende dokumentation, medicingennemgang, utilsigtede hændelser (UTH) etc.

• Der er udarbejdet en ny instruks til medarbejderne om magtanvendelse og registrering af magtanvendelse. Dette både i forhold til, hvornår noget er en magtanvendelse, men også hvordan en magtanvendelse bør dokumenteres og indberettes. Der bliver løbende fulgt op på, at medarbejderne modtager og forstår denne information, samt at de ved, hvor de kan tilgå den, når de har brug for den i plejen.

• Nørremarken implementerer fra november et nyt elektronisk journalsystem med tilhørende nye arbejdsgange.

Foto ABW

Kilde.