Den svenske hotel-gruppe ESS Group er nu klar til at løfte sløret for deres andet hotel i Danmark. Det bliver et nyt resort, der kommer til at være beliggende ved stranden i Køge og som forventes at stå opført i foråret 2025. ESS Group indtog i 2019 det danske marked, hvor de overtog driften af Marienlyst Strandhotel.

Ess Group nyt hotel i Køge. Pressefoto

ESS Group åbner en ny destination i Danmark. Det sker ved stranden i Køge med udsigt over Øresund – blot 40 km. syd for København. ESS Group, der indtog det danske marked i 2019, hvor de overtog driften af en af danskernes favoritdestinationer Marienlyst Strandhotel i Helsingør, er nu klar til at begynde byggeriet af det nye hotel på dansk grund, der vil stå klar til at åbne i foråret 2025.

”Vi elsker at skabe gode oplevelser og spændende destinationer for vores gæster, men havde egentlig besluttet os for ikke at tage flere projekter ind, da vi pt. har en masse i gang – men så dukkede dette projekt op, og vi kunne simpelthen ikke lade være”, siger Jonas Stenberg, der er CEO i ESS Group om den nye destination i Køge.

Det nye unikke resort skal byde på et spændende alternativ til ferie i udlandet. ESS Group bringer nemlig det bedste fra flere verdener til Køge, og du vil kunne finde både gode gastronomiske oplevelser, poolclub-vibes, underholdning og sport på den nye destination. På hotellet håber de at se et spændende miks af internationale og lokale gæster, der alle vil dele følelsen af aldrig at ville hjem igen. Med den nye tunnel mellem Rødby og Puttgarden, som forventes at stå klar ved åbningen, har flere udenlandske gæster nemmere ved at komme dertil og tyske gæster vil kunne være fremme på blot et par timers kørsel.

Et hotel til både business og pleasure
Det nye resort byder på 149 værelser, to tagterrasser og en udendørs poolclub. Der vil også være en retreat-club med sauna, fitnesscenter og orangeri med pool indvendig. Der kommer to restauranter med forskellige madkoncepter og en playlounge med pejs. Hotellet tilbyder desuden et stort mødelokale til cirka 200 personer, et auditorium samt flere små og mellemstore lokaler. Konferencegæster kan derfor se frem til at have to ESS Group mødedestinationer i Danmark med unik beliggenhed og talrige muligheder for at tilpasse konferencekonceptet.

Byggeriet af destinationen begynder nu, og den forventede åbning af det nye resort vil være i foråret 2025. Hotellet i Køge bliver sammen med Marienlyst Strandhotel en del af ESS Groups danske drift, som ledes af Michael Lauritzen, der bliver landechef for begge destinationer. ESS Group har været aktiv siden 2007, hvor Ystad Saltsjöbad blev det første hotel i koncernen. De driver i dag i alt 11 hoteller rundt omkring i Sverige, Norge og Danmark.