Den prestigefyldte konkurrence for de dygtigste unge håndværkere i verden starter lige om lidt. EUC Sjælland stiller op med bygningsmaler Jasmin Vejnø Halling, der er en ud af otte danskere, der deltager.

Jasmin Vejnø Halling har øvet i mange uger på de forskellige dicipliner, der bliver en del af den store konkurrence i Italien.

EUC Sjælland deltager i intet mindre end WorldSkills 2022 den 3.-6. november, der er en konkurrence for verdens bedste unge håndværkere. Konkurrencen skulle have været afholdt i Shanghai i Kina, men afholdes istedet i Bolzana i Italien grunden pandemien.

Det er den ultra dygtige bygningsmalerelev Jasmin Vejnø Halling, udlært ved Poul Pedersen & Søn, der på lørdag er på vej til Italien sammen med talenttræner Heidi Maak Andersen for at møde verdens skarpeste og klogest hænder, hun i den kommende uge skal dyste mod.

“Det bliver en oplevelse for livet. Det er det største af det største, jeg kan ikke komme videre herfra. Det eneste jeg ved om opgaven er, hvordan tapetet ser ud. Det er en stor udfordring, det er de bedste i verden, der kommer,” siger Jasmin.

Jasmin vandt DM i Skills 2022 efter tre dages konkurrence. Denne gang er der blevet øvet ekstra grundigt på EUC Sjælland i alle tænkelige discipliner, der kan blive en del af den endelige konkurrence.

“Jeg er nervøs, men jeg glæder mig.Jeg håber selvfølgelig på at vinde. Det er vigtigt for mig, at jeg gør det godt. At jeg gør mig selv tilfreds, og jeg bliver stolt over det, jeg selv har lavet.” siger Jasmin.