30 tryk og 2 indblæsninger, 30 tryk og 2 indblæsninger… det er en remse, som eleverne på FGU Midt- og Østsjællands tre skoler efterhånden kender godt. Med en donation på i alt 247.069 kr. fra TrygFonden har omkring 400 elever uddannet sig i at redde liv. Derudover har 40 elever fra Forsvar & Beredskabsstyrelsen lært at forebygge og håndtere brand. Det skal klæde eleverne godt på til at håndtere kritiske situationer.

Livreddende førstehjælp er kommet på skemaet på FGU-skolerne i både Køge, Faxe og Ringsted, og flere af eleverne har allerede stiftet bekendtskab med hjertelungeredning og alarmering til 1-1-2.

– Det er en del af den almene dannelse at lære at redde liv, og derfor vil vi gerne forberede vores elever, så de er klar, hvis de pludselig står i en akut situation. Vi er glade for donationen, som giver os mulighed for at tilbyde samtlige elever et førstehjælpskursus. Det passer godt ind i vores praksisbaserede undervisning, og eleverne har fået stort udbytte og været interesserede i at lære at give hjertemassage og bruge en hjertestarter, fortæller Jesper Madsen, direktør for FGU Midt- og Østsjælland, og fortsætter:

– Jeg håber, at det giver eleverne mod og handlekraft, og at de kan bruge kompetencerne i deres videre liv.

Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland, der har besluttet at donere midlerne til FGU Midt- og Østsjælland som led i arbejdet med at skabe en førstehjælpekultur, hvor det er naturligt at træde til ved hjertestop.

– Hurtig hjælp ved hjertestop er afgørende, og derfor er det vigtigt, at vi alle sammen lærer at redde liv. Der er således en rigtig god idé, at skolen uddanner eleverne i livreddende førstehjælp, og at en gruppe også lærer brandbekæmpelse. Forskningen viser, at jo flere gange, man eksponeres for livreddende førstehjælp, jo mere tilbøjelig er man til at træde til. Så vi er glade for at kunne støtte initiativet og være med til at øge kendskabet til at redde liv, siger Jørn Rise, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland.

Fakta om hjertestop

Hvert år bliver der forsøgt genoplivning på omkring 5.000 personer med hjertestop uden for hospital – det svarer til ca. 14 personer om dagen.
For hvert minut der går, fra en person falder om med hjertestop, til genoplivningen påbegyndes, falder chancen for overlevelse med 10 procent.
Du kan ikke gøre noget forkert, når du vælger at træde til, hvis et menneske falder om med hjertestop. Selvom du ikke har været på kursus, kan du hjælpe med at hente en hjertestarter eller give hjertelungeredning.
Det sundhedsfaglige personale på 1-1-2 er uddannet til at vejlede dig i, hvad du skal gøre, så du er aldrig alene om det.

Jørn Rise, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region, der overrækker donationen til Søren Stryhn, skolechef for FGU-skolen i Køge – pressefoto
Elever på førstehjælpskursus – pressefoto
Del gerne dette