Køge Kommune har nået en vigtig milepæl for idrætten. Efter flere års målrettet arbejde med talentudvikling er Køge nu officielt blevet den 23. Team Danmark Elitekommune i Danmark.
Den nye aftale er en anerkendelse af det store arbejde, som foreninger, frivillige, trænere, uddannelsesinstitutioner og idrætsudøvere gennem flere år har lagt i at skabe stærke rammer for talent- og eliteidræt i kommunen.
Samarbejdet med Team Danmark skal gøre det endnu bedre for unge talenter at udvikle sig sportsligt på højeste niveau – uden at gå på kompromis med uddannelse, trivsel og fællesskab.
– Det er en rigtig stor dag for Køge Kommune. Vi har et stærkt foreningsliv, dygtige trænere og mange engagerede frivillige, som hver dag gør en forskel for børn og unge. Med Team Danmark-aftalen får vi endnu bedre muligheder for at støtte de unge, der drømmer om at udvikle deres talent, samtidig med at de får en god uddannelse og er en del af stærke fællesskaber, siger borgmester Ken Kristensen.
Aftalen blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 23. juni og bygger på et tæt samarbejde mellem Køge Kommune, Team Danmark, uddannelsesinstitutioner samt en række lokale idrætsklubber og specialforbund.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Kirsten Larsen, understreger, at talentudvikling handler om meget mere end sportslige resultater.
– Talent- og eliteidræt handler ikke kun om resultater, men også om trivsel, fællesskaber og stærkt samarbejde på tværs. De unge skal have mulighed for at udvikle sig både som atleter og som mennesker, siger hun.
Også Team Danmarks administrerende direktør, Peter Fabrin, ser frem til samarbejdet.
– Køge Kommune er meget velfortjent blevet den nyeste Team Danmark Elitekommune. Aftalen er kulminationen på et stort politisk engagement og et målrettet samarbejde, som giver et stærkt fundament for fremtidens eliteidræt, siger han.
Prioriterede klubber
Samarbejdet omfatter en række Team Danmark-prioriterede og lokalt prioriterede klubber, der skal være med til at udvikle stærke talentmiljøer.
De Team Danmark-prioriterede klubber er:
HB Køge (piger og drenge)
Køge Kano og Kajak Klub
Køge Håndbold og Køge Håndbold Elite (drenge)
Ravnsborg Bowling
Derudover indgår følgende lokalt prioriterede klubber:
Køge Badminton Klub
Køge Atletik & Motion
Køge Golf Klub
Med den nye status som Elitekommune får Køge endnu bedre muligheder for at udvikle fremtidens eliteidrætsudøvere og samtidig skabe stærke sammenhænge mellem sport, uddannelse og et aktivt foreningsliv.
Køge bliver Team Danmark Elitekommune





