Fem ildsjæle fra hele landet er nomineret til prisen som Håndboldens Hverdagshelt for deres store indsats i håndboldens tjeneste. Frederik Ullerup fra Køge Håndbold er en af dem.

I Køge Håndbold er de heldige! De har nemlig en helt særlig ildsjæl, som takket være sin store indsats i foreningen er nomineret til prisen som Håndboldens Hverdagshelt, der bliver overrakt af Dansk Håndbold Forbund og værkstedskæden AutoPartner.

Hverdagshelten hedder Frederik Ullerup, og han bruger uendeligt mange timer i håndboldklubben, hvor han både er formand og træner for U13-drengene. Selvom han træner U13-drengene er det dog vigtigt for Frederik Ullerup at skabe et fedt tilbud for alle – uanset niveau og alder.

Selv jonglerer Frederik Ullerup med mange (hånd)bolde i klubben, hvor han altid får styr på mange praktiske ting, og han tager et stort ansvar for at løse små så vel som store udfordringer.

Morten Stig Christensen, der er formand i Dansk Håndbold Forbund og en del af juryen, der skal udvælge Håndboldens Hverdagshelt 2021, fortæller:

“Frederik er en vaskeægte ildsjæl! Med stor lyst, smittende glæde og ikke mindst en særdeles kreativ tankegang skaber han både rammerne og idéerne til sjove fritidsinteresser for både børn, unge og voksne. Vi er glade for, at det er med håndbolden som omdrejningspunkt, at Frederik bruger så utrolig mange kræfter, for han ville være en stor gevinst for enhver sportsklub.”

Om Frederik Ullerup vinder titlen som Håndbolds Hverdagshelt bliver afsløret i løbet af foråret.