To‑San Køge Taekwondo Klub kan nu offentliggøre, at klubbens unge eliteudøver Hugo Hjarsø, 15 år, er udtaget til VM i Taekwondo Poomsae 2026, som afholdes i Seoul, Korea den 16.–20. september.
Hugo, der bor i Solrød Strand og har trænet Taekwondo i Køge Taekwondo Klub siden han var 4 år, repræsenterer Danmark i kategorien Junior Male. Han er i dag den højest rangerede danske juniorherre og en af Europas stærkeste unge udøvere.
En af Danmarks ældste taekwondoklubber står bag talentet
Køge Taekwondo Klub er en af Danmarks ældste og mest traditionsrige taekwondoklubber. Klubben har gennem årtier haft fokus på breddeidræt og Taekwondo for alle, og netop dette brede fundament har skabt flere af landets dygtigste eliteudøvere.
Hugo er et tydeligt eksempel på klubbens filosofi: Eliten vokser ud af fællesskabet. Han har gennem alle sine år i klubben deltaget i lokale aktiviteter, herunder besøg på skoler, SFO’er og børnehaver, hvor klubben introducerer børn til bevægelse og kampsport. Hugo har været en del af disse besøg siden han var lille og fungerer i dag som en stærk rollemodel for de yngre medlemmer.
International klasse – og lokal stolthed
Hugo har opnået en række markante internationale resultater:
5. plads ved VM 2024 i Hong Kong
Guld ved WTCX Championship 2025 i Korea
Guld ved Danish Open 2026
Guld ved Nordiske Mesterskaber 2024
Finaleplaceringer ved EM 2023 og EM 2025
VM‑udtagelsen er kulminationen på flere års målrettet træning i Køge.
Klubben søger støtte fra Køge Kommune
VM‑rejsen er en af årets mest omkostningstunge aktiviteter, og klubben har derfor ansøgt Køge Kommunes Eliteidrætspulje om støtte. Klubben håber at kommunen vil støtte Hugos rejse mod VM, da kommunen vil opnå synlighed ved internationale mesterskaber, omtale i presse og sociale medier samt lokal forankring gennem skolebesøg og talentarbejde.
“Hugo er vokset op i Køge Taekwondo Klub, og vi er utroligt stolte over at sende en lokal udøver til VM. Han er et produkt af klubbens stærke fællesskab og mange års breddearbejde,” siger formand Søren Møller.
“Jeg har trænet i Køge siden jeg var fire år. Det betyder meget for mig at repræsentere både klubben og lokalområdet ved VM,” siger Hugo Hjarsø.





