Legepladsen i Lovparken renoveres hen over sommerferien for at sikre trygge forhold. Midlertidige legeredskaber for de mindste opstilles på græsset ved siden af.

Hen over sommerferien vil der være en pause med at lege på legepladsen i Lovparken. Køge Kommune sætter nemlig gang i en nødvendig renovering af underlaget for at sikre trygge og sikre legeforhold for børnene. Der bliver dog opstillet midlertidige legeredskaber til de mindste på græsarealet ved siden af i perioden, hvor legepladsen er spærret af.

Det eksisterende gummiunderlag på den populære legeplads i Lovparken har nu over 10 år på bagen og er mærket af tidens tand. Det skal derfor udskiftes med et nyt lag af stødabsorberende materiale, som mindsker risikoen for, at børnene kommer til skade, når de falder.

Arbejdet med at lægge det nye underlag går i gang i uge 26 – slutningen af juni – og forventes afsluttet i uge 30. Legepladsen står dermed klar til leg igen, når sommerferien er ovre og børnene er tilbage i dagtilbud og skole:

– Det nye underlag er med til at skabe en mere tryg og moderne legeplads. Der bliver arbejdet med renoveringen i sommerferien, hvor mange daginstitutioner og dagplejere holder ferie eller har færre børn. Det betyder, at vi generer færrest muligt med spærringen, siger Lene Møller Nielsen, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget.

Selvom legepladsen midlertidigt er spærret af, er Lovparken stadig åben. Her kan man fortsat benytte både vipperne, basketkurven og naturlegepladsen, og parken rummer stadig gode muligheder for leg og ophold hen over sommeren. Der vil desuden være opsat midlertidige legeredskaber til småbørn på græsarealet, så de yngste stadig har mulighed for sjov og aktivitet under renoveringsperioden.

Kilde: Legepladsen i Lovparken skal have nyt underlag og lukker midlertidigt

Foto: ABW