Køge Kommune deltager igen i år i Ren Natur, hvor foreninger har mulighed for at melde sig til at indsamle affald langs en rute og samtidig tjene penge til brug i foreningen.

Foto ABW

Fra den 1. marts kan foreninger tilmelde sig initiativet Ren Natur i Køge Kommune. Her har foreninger i kommunen mulighed for at tilmelde sig affaldsindsamling langs en udpeget rute og i samme ombæring tjene penge til foreningskassen.

Ren Natur er et samarbejde mellem organisationen Hold Danmark Rent, nationale sponsorer samt en række kommuner i Danmark. Det er sjette år, at Køge Kommune deltager i Ren Natur. Sidste år samlede de 260 frivillige indsamlere i Køge Kommune 161 sække med affald. Det vurderes til at være ca. 644 kilo affald.

”Ren Natur er et rigtig godt initiativ, hvor frivillige i kommunens foreninger både hjælper med at indsamle henkastet affald til gavn for naturen, men hvor de samtidig har mulighed for at have en god dag sammen i den friske luft og tjene nogle penge til foreningen. Vi har blandt andet hørt fra en forening, at det bedste ved indsamlingsdagen var sammenholdet i foreningen og de søde kommentarer de fik fra forbipasserende. Så først og fremmest en stor tak til de foreninger, der tidligere har været med. Og så håber jeg, at der også er mange foreninger, der vil tilmelde sig Ren Natur her i 2024,” siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget Lene Møller Nielsen.

Tilmelding til Ren Natur sker via hjemmesiden www.rennatur.org, hvor du også kan læse mere om konceptet.

Der er åbnet for tilmelding den 1. marts 2024.

Kilde.